Tolkene gjorde det kun for pengene

En tidligere udsendt soldat, Leif Dalby-Frandsen, skriver på Facebook om de afghanske tolke (13. august kl. 10.49)

”Hvis hulkende reservekaptajner og pensionerede majorer kan udtale sig på TV om hvor afskyeligt et land Danmark er overfor de afghanske tolke, så kan jeg, som ‘pensioneret veteran-major’, også tillade mig at udtale mig.

I min tid i forsvaret har jeg brugt masser af lokale tolke. Masser.

I Irak i 1996, i Bosnien i 2000, i Afghanistan i 2004, 2005, 2006 og 2015.

Fælles for alle tolkene var, at ingen støttede os vesterlændinge af moralske, politiske eller etiske grunde. Ingen.

Det var lønnen. Lønnen var – efter afghanske forhold – fantastisk høj og derfor var jobbene som tolke også meget eftertragtede.

Tolkene gjorde det for pengenes skyld.

Selv om alle tolkene, i alle de missioner jeg har været på, kunne behandle både pistoler og ikke mindst en AK-47 riffel, så fik de ALDRIG udleveret et våben – og hvorfor mon? Tænk lige over det!

Ikke engang et personligt våben eller en kniv måtte tolkene have med sig når vi kørte eller fløj ud!

En årsag til at det var sådan, KUNNE måske være, manglende tillid til tolkene?

For at gøre det enkelt. Tolkene var det tætteste man kan komme på ubevæbnede lejesoldater.

Forstå mig ret. Jeg er absolut enig i, at vi skal give en ekstra hånd til tolke der har arbejdet for Danmark på den afghanske ambassade. Det var en overvejende civil opgave.

MEN jeg undrer mig meget over pressens fremstilling.

Her fremstilles det som om tolkene har “hjulpet” os og vi skal være taknemmelige?

Nu var det altså os der hjalp afghanerne mod et dagligt terrorregime, hvor vi gennem vores indsats gennem de sidste 20 år, stoppede over 95% af de daglige myrderier.

Så når vi satte livet på spil for at hjælpe afghanerne, må det da være en selvfølge at afghanerne selv hjælper til, ikke?

Det er os der har hjulpet Afghanerne og danske soldater har ulykkeligvis mistet livet langt væk hjemmefra i denne hjælp.

I stedet for at kæmpe, vil afghanerne – set i deres perspektiv, forståeligt nok måske – hellere stikke af, end at mobilisere kræfter til at kæmpe imod.

Med den nuværende retorik, skal vi naturligvis også give asyl til de 180.000 mand i den afghanske hær. Dem vil Taliban jo også gerne myrde.

ELLER skal de måske begynde at tage sig sammen og rette fælles front på tværs af de mange klaner mod Taliban? De har evnerne.

Taliban repræsenterer under 10% af befolkningen, men flere klaner støtter Taliban bare for at få ram på andre klaner.

At klan-kampen forsætter, har intet med os at gøre. Den afghanske hær er rustet til at smide Taliban på porten, hvis de var interesseret og stoppede deres indbyrdes konflikter.

Og så tilbage til mit spørgsmål. Vi har været med til at opbygge en hær på 180.000 mand. Dem vil Taliban slå ihjel.

Skal de nu ikke også have asyl?

Vi danskere gemte os ikke – heller ikke når det blev farligt.

Lidt kontroversielt sagt, så mener jeg, at det er en hån mod vores danske soldater, såvel de begravede som de utallige fysisk og psykisk skadede helte, hvis vi accepterer, at afghanere ‘bare’ stikker af i stedet for at kæmpe imod Taleban.

Hvordan kan VORES indsats, med de voldsomt høje omkostninger, personlige og økonomiske, blive vendt i pressen til, at det er OS der skal være taknemmelige?”