Tre anholdt for telefonbedrageri mod ældre

De anholdte er mistænkt for at have bedraget ældre mennesker for cirka 800.000 kroner ved at udgive sig for at være et familiemedlem.

Københavns Politi har onsdag morgen anholdt to mænd på henholdsvis 31 år og 23 år samt en kvinde på 23 år på en adresse i Valby og på en adresse i Ringsted.

De anholdte er mistænkt for gennem en periode på cirka et halvt år at have gennemført mindst otte grove bedragerier mod ældre mennesker på Frederiksberg, i Nordsjælland, på Fyn og i Fredericia-området til et samlet beløb af cirka 800.000 kroner.

I hvert enkelt tilfælde har gerningsmændene ringet til de ældre mennesker og for eksempel udgivet sig for at være barnebarn. Samtidig har de anmodet om at låne større pengebeløb, som de forurettede enten har udbetalt kontant eller har overført til en konto, som gerningsmanden har oplyst.

”Det er en meget grov form for bedrageri, de ældre har været udsat for, og morgenens anholdelser er sket efter et grundigt analyse- og efterforskningsarbejde, som har ført politiet på sporet af denne persongruppe,” fortæller vicepolitiinspektør Peter Reisz, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi.

De anholdte fremstilles i Dommervagten på Frederiksberg klokken cirka 14 med begæring om varetægtsfængsling.

Københavns Politi efterforsker fortsat sagen og kan ikke udelukke, at der sker flere anholdelser.

LÆS OGSÅ:  Lange fængselsstraffe for bedragerier via internettet

Politiet advarer mod denne form for bedrageri, som særligt er rettet mod ældre mennesker, og opfordrer samtidig pårørende og omgangskreds til at være opmærksomme på fremgangsmåden med at udgive sig for at være et familiemedlem.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)