Tysk personbil beslaglagt i sag om vanvidskørsel

Bilen bliver mandag aften blitzet af en ATK-vogn, hvor det tyske køretøj bliver målt til en mindste hastighed på 182 km/t i en 80 km/t zone. Torsdag bliver bilen beslaglagt.

 

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har torsdag beslaglagt en tysk indregistreret personbil i Varde i forbindelse med en sag om vanvidskørsel.

Bilen bliver mandag aften klokken 20.58 blitzet af en ATK-vogn på Tingvejen i Varde Kommune, hvor det tyske køretøj bliver målt til en mindste hastighed på 182 km/t i en 80 km/t zone.

Køretøjet er beslaglagt med henblik på konfiskation. Spørgsmålet om konfiskation tager retten stilling til i forbindelse med behandling af selve sagen om vanvidskørsel.

En 19-årig tysk mand er sigtet i sagen. Der har ikke været grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, men der venter ham et juridisk efterspil.

Den tyske mand har efterfølgende forladt Danmark, men uden sin bil.

– Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få sigtet bilisten og beslaglagt bilen. Vanvidsbilisme er en fuldstændig uacceptabel adfærd, understreger leder i Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling, politikommissær Eli Jepsen Gejsing.

Fakta om vanvidskørsel

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.
  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00
  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • Udviser særlig hensynsløs kørsel
  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
    Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
LÆS OGSÅ:  BINDEGALT! Kørte om kap med 229 km/t i trafikken

Kilde: Justitsministeriet

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)