En nærmere undersøgelse af Tysklands stemmeafgivningsmønster i FN gennem de seneste år afslører imidlertid en bekymrende dobbeltmoral i en række emner, især menneskerettigheder, som den tyske regering hævder udgør “en hjørnesten” i dens udenrigspolitik.
Beretningen viser, at Tyskland under sit sæde i FN’s Sikkerhedsråd stemte for snesevise af resolutioner — hvoraf mange havde en bismag af antisemitisme — som udelukkende var rettet imod Israel, det eneste demokrati i Mellemøsten.
Resolutionerne imod Israel, som blev støttet af Tyskland, var hovedsagelig sponsoreret af ikke-demokratiske muslimske lande, herunder Algeriet, Bahrain, Bangladesh, Brunei, Comorerne, Djibouti, Egypten, Indonesien, Irak, Jordan, Kuwait, Libanon, Mali, Mauretanien, Marokko, Namibia, Nigeria, Oman, Qatar, Saudi-Arabien, Senegal, Sudan, Syrien, Tanzania, Tunesien, UAE (De Forenede Arabiske Emirater) og Yemen, samt diktaturer som Cuba, Nordkorea og Venezuela — og Thailand på vegne af Kina.
Desuden forholdt Tyskland sig tavs, da en lang række seriekrænkere af menneskerettigheder, bl.a. Kina, Cuba, Libyen, Mauretanien, Pakistan, Rusland, Somalia og Venezuela, blev valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd, FN’s øverste menneskerettighedsorgan.
Tyskland stemte også for resolutioner, der fordømte USA, som er garant ikke kun for tysk, men europæisk sikkerhed, stabilitet og fremgang.
I 2020 stemte Tyskland 13 gange for at fordømme Israel, men undlod at præsentere en eneste resolution vedrørende menneskerettighedssituationen i Kina, Cuba, Pakistan, Saudi-Arabien, Tyrkiet eller Venezuela — eller 175 andre lande, ifølge UN Watch, en uafhængig, ikke-regeringsfinansieret vagthundegruppe med basis i Geneve.
En af de resolutioner, der blev godkendt af Tyskland, refererede til Tempelbjerget i Jerusalem udelukkende ved dets muslimske navn, Haram al-Sharif. Direktør for UN Watch, Hillel Neuer, sagde:
“FN udviste i dag foragt for både jødedom og kristendom ved at vedtage en resolution, som ikke nævner navnet Tempelbjerget, som er jødedommens helligste sted, og som er helligt for alle, der nærer ærbødighed for Bibelen, hvori det ældgamle Tempel havde en central betydning.”
I en pressemeddelelse tilføjede UN Watch:
“Mens næsten alle EU-lande støttede 13 ud af 17 resolutioner i år i FN’s Generalforsamling alene rettet imod Israel, undlod de at præsentere blot en eneste resolution til fordel for aktivister for kvinders rettighed [sic], der sidder fængslet og bliver udsat for tortur i Saudi-Arabien, dissidentkunstnere som er arresteret i Cuba, journalister som er sendt bag tremmer i Tyrkiet, religiøse minoriteter som bliver angrebet i Pakistan, og medlemmer af oppositionen som forfølges i Venezuela, hvor mere end fem millioner mennesker er flygtet fra regeringsundertrykkelse, sult og økonomisk sammenbrud.”
I 2019 stemte Tyskland 15 gange for at fordømme Israel, men præsenterede nul fordømmelser af menneskerettighedskrænkere som Kina, Cuba, Pakistan, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Venezuela, ifølge UN Watch. En af de tekster, som Tyskland stemte for, beskrev Israel som “besætter” af det jødiske kvarter i Jerusalem og jødedommens helligste sted.
Den 15. november — på blot én dag — stemte Tyskland for syv resolutioner imod Israel og undlod at stemme på en anden, men forkastede den ikke. Der var ingen fordømmelser af noget andet land i resten af verden den dag. Teksterne fordømte Israel for “undertrykkende tiltag” imod syriske borgere i Golanhøjderne, fornyede mandatet for det korrupte UN Relief and Works Agency (UNRWA), og fornyede mandatet for en særlig FN-komité til at undersøge “israelsk praksis som påvirker det palæstinensiske folks menneskerettigheder.” Ingen af resolutionerne nævnte Hamas eller Palæstinensisk Islamisk Jihad.
Hillel Neuer beskrev konteksten:
“FN’s angreb på Israel med en strøm af ensidige resolutioner er surrealistisk. Nogle dage efter at terrorgruppen Palestinian Islamic Jihad angreb israelske civile med en krydsild bestående af 200 raketter — og hvor FN’s Generalforsamling og Menneskerettighedsråd forholdt sig tavse — føjer verdensorganisationen nu uforskammethed til skade ved at vedtage otte slagsidefordømmelser, hvis eneste formål er at dæmonisere den jødiske stat.”
“Mens Frankrig, Tyskland, Sverige og andre EU-stater forventes at støtte 15 af ialt 20 resolutioner, som skal vedtages imod Israel inden udgangen af december, har de samme europæiske lande ikke formået at præsentere en eneste resolution i FN’s Generalforsamling vedrørende menneskerettighedssituationen i Kina, Venezuela, Saudi-Arabien, Hviderusland, Cuba, Tyrkiet, Pakistan, Vietnam, Algeriet eller 175 andre lande.”
“Fire af dagens resolutioner vedrører UNRWA — men ingen nævner, at denne organisations chef netop er blevet fyret efter topstyring i forbindelse med det, som FN’s egen interne undersøgelse har beskrevet som ‘seksuel forkastelig opførsel, nepotisme, repressalier, diskrimination og andet myndighedsmisbrug for personlig vindings skyld.’ Alle EU-lande er medskyldige i denne tavshedssammensværgelse.”
“En af dagens resolutioner — forfattet og co-sponsoreret af Syrien — fordømmer fuldkommen usandt Israel for ‘undertrykkende tiltag’ imod syriske borgere i Golanhøjderne. Det er uanstændigt. Resolutionen fordømmer Israel for at fastholde Golanhøjderne og kræver, at Israel overgiver området og dets befolkning til Syrien.”
“Det er forbløffende. Efter at det syriske regime har dræbt en halv million af dets egen befolkning, hvordan kan FN opfordre til, at flere mennesker overgives til Assads styre? Teksten er moralsk uforskammet og logisk absurd.”
“Dagens resolutioner hævder at kere sig om palæstinenserne, men FN ænser ikke de mere end 3.000 palæstinensere, som er blevet slagtet, kvæstet og udvist af Assads styrker.”
“Dagens farce i Generalforsamlingen understreger en simpel kendsgerning: FN’s automatiske flertal er ikke interesseret i for alvor at hjælpe palæstinenserne eller i at beskytte nogens menneskerettigheder; målet for disse rituelle, ensidige fordømmelser er at gøre Israel til syndebuk.”
“FN’s disproportionale angreb på den jødiske stat undergraver den institutionelle troværdighed hos det, der skulle formodes at være en upartisk international organisation. Politisering og selektivitet skader dens grundlagte mission og undergraver FN-Charterets løfte om lige behandling af alle nationer, store som små.”
Afstemningen fandt sted, efter at den tyske udenrigsminister Heiko Maas havde tweetet sin angiveligt urokkelige støtte til Israel:
“UM @HeikoMaas på 70-årsdagen for Israels indlemmelse i FN: Vi vil gerne endnu engang gentage i dag, at Tyskland, også i FN, står skulder ved skulder med Israel, hvis sikkerhed og ret til at eksistere der aldrig bør sættes spørgsmålstegn ved af nogen noget sted.”
Tyskland fulgte en tilsvarende politik med at støtte resolutioner imod Israel i FN i 2018, 2017 og 2016, hvor Tyskland stemte for en særligt skændig FN-resolution, co-sponsoreret af gruppen af arabiske stater og den palæstinensiske delegation, som pegede Israel ud som verdens eneste krænker af “mental, fysisk og miljømæssig sundhed.”
Tysklands afstemningstradition imod Israel i FN synes at nyde bred støtte i tyske politiske kredse. I marts 2019 modsatte den tyske Bundestag sig med overvældende flertal en resolution fra Frit Demokratisk Parti (FDP) om at opfordre kansler Angela Merkels regering til at vende rundt på sin anti-israelske afstemningspraksis i De Forenede Nationer.
Med stemmerne 408 mod 155 og 65, der afstod, forkastede Bundestag FPD’s opfordring til regeringen om “tydeligt at distancere sig fra ensidige, primært politisk motiverede initiativer fra og alliancer af anti-israelske FN-medlemsstater og at beskytte Israel og Israels legitime interesser mod ensidig fordømmelse.”
Tysklands anti-israelske korstog er blevet anført af den tyske udenrigsminister Heiko Maas, som påstår, at han gik ind i politik på grund af Auschwitz, den største af de tyske nazistiske koncentrationslejre. Ved sin tiltrædelse som udenrigsminister sagde han:
“For mig indebærer tysk-israelsk historie ikke blot et historisk ansvar. For mig personligt er det en dyb motivation til min politiske aktivitet. Med al respekt, så gik jeg ikke ind i politik på grund af [tidligere kansler] Willy Brandt. Jeg gik heller ikke ind i politik på grund af fredsbevægelsen eller økologiske spørgsmål. Jeg gik ind i politik på grund af Auschwitz. Og det er også derfor, at denne del af vores arbejde er særligt vigtig for mig.”
Maas var blevet hjulpet og tilskyndet af Tysklands ambassadør til FN, Christoph Heusgen, som af Simon Wiesenthal Centeret i 2019 blev nævnt som en er verdens ti førende antisemitter.
Tysklands mest udbredte avis Bild spurgte: “Hvorfor stemmer Tyskland gentagne gange imod Israel i De Forenede Nationer?” Den svarede selv:
“Det er et skændigt ritual: hvert eneste år præsenterer autoritære stater som Syrien, Yemen og Saudi-Arabien adskillige resolutioner i FN, som udelukkende er rettet imod ét land — Israel. Men det bitre faktum er: FN’s Generalforsamling deltager og vedtager næsten alle anti-israelske resolutioner.”
“Forbundsrepublikken stemmer også for det meste FOR resolutionerne — og dermed IMOD Israel. Og dette til trods for den kendsgerning, at forbundsregeringen igen og igen betoner, at den er på Israels side.”
“Heusgen anses for at være en bitter kritikker af israelsk bosættelsespolitik — en legitim holdning som, i Heusgens tilfælde, synes at medføre en total mangel på kritik af palæstinenserne og til sammenligninger, som sår tvivl om hans moralske kompas.”
“Heusgen skabte skandale i marts 2019, da han sidestillede raketterne fra den islamistiske terrorgruppe Hamas med israelske bulldozere, hvormed Israel rev palæstinensiske og israelske ulovlige huse ned. Dette gjorde han i den selv samme uge, hvor Hamas gennemførte massive raketangreb på Israel og sårede syv israelske civile borgere.”
“Ingen kritik af antisemitiske udtalelser fra palæstinensiske politikere, ingen kritik af pensionsudbetalinger til palæstinensiske terrorister — for Heusgen er de skyldige for den rodede situation ene og alene Washington og Jerusalem.”
Venstrefløjspolitikeren Volker Beck sagde om Heusgen:
“Jeg er altid forsigtig med mærkatet ‘antisemit.’ Men én ting er sikker: Enhver, som bærer ansvaret for Tysklands fordømmelser af Israel tifoldige gange hyppigere end af alle slyngelstater i verden ved FN, anvender dobbeltmoral over for den jødiske og demokratiske stat og tager således del i en antisemitisk kampagne. Med sin politik i praksis modsiger Heusgen Kanslerens utvetydige udtalelser om Israels eksistens og sikkerhed.”
Frankfurts borgmester Uwe Becker tilføjede:
“Optagelsen af Mr. Heusgen på Wiesenthal Centerets liste er mere end et gult kort for Tysklands afstemningsadfærd i De Forenede Nationer. Tyskland bør vise større solidaritet med Israel i FN og konsekvent afvise anti-israelske resolutioner i fremtiden.”
“Årene med politisk smædeteater imod Israel kan kun modvirkes med et konsekvent ‘NEJ.’ Den sidestilling, som Heusgen foretog, af Israels handlinger og Hamas’ terrorisme har skadet solidariteten med Israel og er i uheldig grad velegnet til promovering af Israel-relateret antisemitisme. Tyskland bør ikke også være nøgleordet for Israel-relateret antisemitisme.”
I sin seneste udtalelse erklærede: det tyske udenrigsministerium:
“Tyskland ønsker fortsat at gøre sin del for bevarelsen af global fred — som et permanent medlem af Sikkerhedsrådet. ‘Vi har gennem de seneste to år vist, at vi er i stand til at udfylde et sæde i FN’s Sikkerhedsråd på langt sigt,’ sagde udenrigsminister Heiko Maas. ‘Vi ønsker derfor ikke kun at stå til et ikke-permanent sæde igen om otte år, men søger også at blive et permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd før denne dato.'”
Som et tegn på, at den tyske føjelighed ikke har opnået sit mål, har både Rusland og Kina sat spørgsmålstegn ved Tysklands egnethed til et permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Den russiske viceambassadør Dmitri Polyansky sagde ligeud: “Vi vil ikke savne jer.” Den kinesiske repræsentant Yao Shaojun tilføjede, at den tyske vej til permanent medlemskab “bliver vanskelig.”
Heusgen, der har planer om at trække sig tilbage efter mere end 40 år som tysk diplomat, appellerede til Kina om at løslade to fængslede canadiere op til jul:
“Lad mig slutte min embedsperiode i Sikkerhedsrådet med at appellere til mine kinesiske kolleger om at bede Beijing løslade Michael Kovrig og Michael Spavor. Julen er det rette tidspunkt for sådan en gestus.”
Kinas viceambassadør til FN, Geng Shuang, beskyldte Heusgen for at misbruge Sikkerhedsrådet til at udføre “ondsindede” angreb på andre medlemmer “i et forsøg på at forgifte arbejdsatmosfæren.” Han tilføjede: “Jeg ønsker at sige noget fra dybet af mit hjerte: Godt vi er fri for ham.”
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)