Udenlandske mænd stjal kuffert og tøj

En vagt i Magasin kontaktede tirsdag kl. 17.34 politiet og fortalte, at han og en kollega havde tilbageholdt de to mænd, som havde stjålet en kuffert og noget tøj i butikken.

Personalet i storcentret havde lidt forinden fattet mistanke til en mand, der havde taget en kuffert, som han gik rundt med i butikken. På videoovervågningen kunne en vagt se, at manden gik rundt sammen med en anden mand og en kvinde, og at de sammen tog nogle beklædningsgenstande, som de lagde ned i kufferten.

Da de tre personer gik ud af Magasin med tøj og kuffert uden at betale for noget, fulgte to vagter efter, og de to mænd blev tilbageholdt. Kvinden fik vagterne ikke fat i.

En patrulje overtog kort efter de to mænd, der blev sigtet for tyveri. Den 36-årige havde en mindre mængde skunk på sig, så han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Begge mænd er georgiske statsborgere, og sagen forventes afgjort med en bødestraf.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)