Ukraine hylder den nazistiske og antisemitiske Stepan Bandera

Så er det afsløret igen. Den amerikanske nyhedsside Consortium News meddelte den 6. januar 2023, at det ukrainske parlament har hyldet den nazistiske og antisemitiske Stepan Bandera. Den 1. januar havde det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, lagt et twitter-opslag op, som bragte parlamentets officielle hyldest til og erindring om nazikollaboratøren Bandera på dennes 114. fødselsdag. 

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

Det kan man ikke finde omtalt i nogen af de danske medier. Men sandt er det, og uhyggeligt afslørende er det for det Ukraine, som også Danmark leverer støtte til i den militære og voldelige krigsindsats mod de russiske minoriteter. 

Consortium News skriver, at opslaget spontant vakte Polens vrede; det Polen, der ellers støtter Ukraine og dets præsident Zelenskij. Polens premierminister Mateusz Morawiecki fordømte glorificeringen af nazikollaboratøren Stepan Bandera, og udtalte, at ”Polen ikke vil tolerere bagatelliseringen af disse forbrydelser.” Også den israelske avis Haaretz fordømte glorificeringen af Bandera.

Efter den megen kritik har det ukrainske parlament fjernet opslaget. Men skaden er sket. Eller rettere sagt: Vi har igen-igen fået syn for sagen. Ethvert fornuftigt menneske, der hverken glemmer eller ignorerer de seneste mange års vidnesbyrd om den ukrainske nynazisme og russerhad, må spørge sig selv, om den synlige fjernelse af et sådan officielt opslag ændrer en tøddel på de grundholdninger, der styrer det ukrainske parlament og de ledende kræfter i Ukraine. Og man kan desuden spørge sig selv om, hvornår Danmark og andre vesteuropæiske lande vil ophøre med at sende støtte, våben, ammunition og brænde til dette ukrainske udryddelsesbål, der er rettet mod russere. 

Krigen begyndte ikke den 24. februar 2022 – men længe før
Den 24. februar 2022 havde Rusland fået nok af de ukrainske styrkers jagt og myrderier på Ukraines minoriteter, heriblandt de russiske i Donbass-regionen. Men krigen begyndte ikke den 24. februar 2022. Det er ellers den letkøbte og infantile forklaring, der påstås i alle de medier, der er velskolede i Vestens komplet fordrejede og russofobiske fantasier om Ruslands nye imperialisme. Krigen – og dens mange årsager – begyndte at udvikle sig længe før. 

Lige siden Maidan-opstanden, der i 2013-2014 under ledelse af nynazistiske voldsgrupperinger væltede det lovligt og demokratisk valgte styre i Ukraine, har disse nynazistiske og stærkt nationalistiske bevægelser haft magt og frit spil i Ukraine. De har gennem årene oprettet et hav af militære små og store enheder, der ud fra nynazistisk tankegang kæmpede for et etnisk-kulturelt ensrettet og afrussificeret Ukraine. 

Sådan fik Rusland nok af Ukraines forfølgelse af de russiske minoriteter
Flere uger før den 24. februar 2022 var mange af disse enheder sammen med Ukraines regulære hærstyrker opmarcheret over for de store russiske minoriteter i Donbass-regionen, og havde flere uger før påbegyndt bombardementer og artilleribeskydninger af den russiske civilbefolkning. Nådesløst regnede det fra himlen med bomber og granater ned over beboelsesområder, børnehjem, skoler, hospitaler og andre steder, hvor civile mennesker opholdt sig. 

Hvis Vestens – og Danmarks – politikere og journalister ikke var så hyklerisk fleksible og moralsk enøjede i deres menneskeretsetik og deres holdning til krigens love, så ville der her være grundlag for at påbegynde et hav af undersøgelser af ukrainske krigsforbrydelser.

Fra omkring den 14. februar frem til 24. februar steg disse bombardementer til en voldsom intensitet, der kun kan sammenlignes med iscenesat massedrab af civile mennesker. Det viser dagsrapporter fra OSCE-observatører. Og det fortælles der om i den tidligere schweiziske efterretningsekspert Jacques Baud’s bog Operation Z. 

Men så fik Rusland nok. Rusland gik den 24. februar ind i Ukraine med militære styrker. 

Intet under, at talrige opinionsundersøgelser i Rusland siden har vist en stor opbakning til Putins redningsaktion. I Vesten kaldes en sådan opbakning for et resultat af Putins propaganda.

Den ukrainske ”helt” Stepan Bandera
I Ukraine har der i de seneste 50 – 100 år – dvs. både historisk og nutidigt – været stærke nationalistisk-nazistiske strømninger, især i landets vestlige dele. Det tales der meget, meget sjældent om i vore medier. Det forstyrrer det løgnagtige vestlige billede af det uskyldige Ukraine, der er udpeget som det søde, lille offer for den blod-glubske russiske imperiebjørn. 

I 2010 blev Stepan Bandera udnævnt til ”Helt af Ukraine” af den daværende præsident Jusjtsjenko. Bandera var leder af Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) i perioden 1940 – 1959. OUN var en højreekstrem og ultranationalistisk militant bevægelse, hvis vision var et etnisk homogent Ukraine. Fra starten udførte OUN mange myrderier af de personer, som angiveligt underminerede denne vision, især polakker, jøder og russere, idet de sidstnævnte efter Banderas opfattelse var de værste. 

Under Anden Verdenskrig arbejde Bandera og hans enheder sammen med den nazi-tyske besættelsesmagt om at udrydde jøder og bekæmpe sovjetrusserne. Fra 1944 organiserede Bandera-tilhængere (”banderister”) to Waffen-SS-divisioner, der bistod den tyske militærmagt med jødeudryddelserne i Ukraine, og som udryddede 100.000-vis af mennesker.

I oktober 2007 rejste byen Lviv en statue til ære for Bandera, og mange andre byer i det vestlige Ukraine gjorde efterfølgende det samme. Den engelske professor Richard Sakwa skriver i sin bog Frontline Ukraine, at Ukraine i 2015 vedtog en lov om udskiftning af by- og gadenavne. I byen Dnepropetrovsk blev der planlagt 350 nye gadenavne. Overalt kom ”Lenin-gaden” til at hedde ”Bandera-Avenue, ligesom alt muligt andet russisk blev udrenset. 

Som Sakwa skriver: ”Et sæt af navne for massemordere blev udskiftet med et andet. Ganske som Sovjetunionen havde udskiftet stednavnene for at indgravere sin magt i det fysiske miljø, sådan forsøgte nu Euromaidan-revolutionen at omforme det daglige liv. I Tyskland er navnene på nazister og deres kollaboratører bandlyst i dag, mens de i Ukraine bliver glorificerede.”

Ukraines komplekse sammensætning
Ukraines kerneland har i århundreder været en slags uorganiseret og omstridt grænseland, der er klemt inde mellem de omgivende lande, og med en meget blandet folkelig sammensætning. Og denne folkelige sammensætning er ikke blevet mindre kompliceret efter de grænseflytninger og befolkningsrokader, der skete som resultat af både Første og Anden Verdenskrig og af Sovjetunionens oprettelse. 

Efter vore dages omsværmede begreber kan man kalde Ukraine for et internationalt, multietnisk og multikulturelt land. I mange år har Rusland og Putin – meget fornuftigt – siden Sovjetunionens opløsning arbejdet for, at et selvstændigt – og militært neutralt – Ukraine skulle indrettes efter disse etniske og kulturelle realiteter som en føderation af områder med udstrakt selvstyre og beskyttelse af de mange store etniske minoriteter i landet. 

Men de stærke nynazistiske og nationalistiske kræfter i Ukraine vil det anderledes. De har i løbet af de sidste 30 år aktivt ført en politik for assimilering – dvs. en politisk, kulturel og sproglig ensretning – af de mange nationale minoriteter, og derigennem forsøgt at ”ukrainisere” etniske russere, ungarere, rumænere, grækere og moldovere. 

Azov og Højre-Sektor
Selv om der er mange nynazistiske og ultranationalistiske bevægelser i Ukraine, har den største omtale i Vesten været knyttet til Azov-bevægelsen og Højre-Sektor (Praviy Sektor). Begge bevægelser er politisk-militære bevægelser, der politisk befinder sig på den ekstreme højrefløj. Begge bevægelser har siden Maidan-revolutionens kup mod regeringen haft stor indflydelse på Ukraines politiske liv. Begge bevægelser indeholder militære og paramilitære enheder. 

Højre-Sektors operative struktur er meget lidt kendt og svært gennemskuelig både i den politiske og den militære del. Men politisk ”danner Højre-Sektor den ideologiske reference for de andre nynazistiske og ultranationalistiske grupper” (J. Baud i Operation Z). Som de andre ukrainske, ultranationalistiske bevægelser påberåber Højre-Sektor sig den åndelige og politiske arv fra Stepan Bandera.

Til forskel fra Højre-Sektors militære enheder er Azov-bevægelsens militære struktur blevet integreret i regerings- og myndighedsstrukturen i Ukraine. Azov omfatter såvel militære enheder som politiske afdelinger og afdelinger for politi, militser og propaganda under det ukrainske indenrigsministerium. Azov’s militære enheder (Baud: af regimentstørrelse) har været brugt af regeringen til at eliminere oppositionspolitikere, journalister og embedsmænd.

Fx blev Denis Kireyev, én af de ukrainske forhandlere, snigmyrdet den 5. marts 2022 af den ukrainske hemmelige tjeneste (SBU). Og den 10. marts blev den tidligere vicechef for SBU’s hovedledelse, Dmitry Demyanenko, dræbt. Begge, fordi de havde været for venligt stemte for at indgå en fredsaftale med russerne. Sidstnævnte blev dræbt i sit køretøj af medlemmer af specialbataljonen Mirotvorets, der betyder ’fredsstifterne’.

Disse bevægelser opererer også i Vesten. I 2017 anklagede det amerikanske FBI fire medlemmer af Azov-regimentet for at have organiseret den meget antisemitiske, militante og ekstremt højreorienterede amerikanske bevægelse for hvidt overherredømme Rise Above.

Den Sorte Liste – Ukraines Fjender
Mirotvorets-militsen er forbundet med websiden Mirotvorets, der har offentliggjort listen ”Ukraines Fjender”. På listen er disse personer anført med personlige data, adresser, foto og telefonnumre, for at de kan være mål for chikanerier eller ovenikøbet eliminering. Den ukrainske regering er vant til at udarbejde ”sorte lister” over personer, der skal likvideres, udstødes eller jages ud af landet. 

I juli 2022 oprettede den ukrainske regering ud over Mirotvorets-listen en sort liste over personer, der internationalt blandede sig i ukrainske affærer ”ved at promovere fortællinger, der er i overensstemmelse med den russiske propaganda.” På listen figurerer medlemmer af den amerikanske kongres, politikere, journalister og forhenværende agenter for de vestlige efterretningstjenester. Jacques Baud, der fortæller om dette i sin bog Operation Z, og som er tidligere schweizisk efterretningsekspert, der har arbejdet med NATO, og med fredsstøttende operationer inden for FN, er selv sat på denne liste. 

Også tre danskere er opført på listen, herunder den danske historiker, tidligere Politiken-korrespondent og forfatter Jens Jørgen Nielsen, der bl.a. har skrevet bogen Rusland på tværs. I august 2022 var den daværende udenrigsminister Jeppe Kofod indkaldt til åbent samråd i Folketingets udenrigsudvalg om denne ukrainske liste. Listen er fjernet fra det ukrainske centers hjemmeside, men findes pr. august 2022 stadig på centrets Facebook-side ifølge tidligere folketingsmedlem Marie Krarup.

Nazisternes dødstrusler mod deres egen præsident Zelensky
Ukraines præsident Zelensky har i sin valgkampagne under det ukrainske præsidentvalg i 2019 lovet, at han ville afslutte Donbass-konflikten med Rusland. Tidligt forsøgte han flere gange at indgå i dialog med den russiske præsident Vladimir Putin. Men Zelensky blev også tidligt udsat for et meget stærkt pres og permanente trusler fra de ekstremt højreorienterede bevægelser for at afvise enhver dialog med Rusland og for at afvise Minsk-aftalerne. Allerede i maj 2019, en måned efter sin indsættelse som præsident, blev Zelensky i de ukrainske medier udsat for åbenlyse dødstrusler fra chefen for Højre-Sektors militærenheder, Dmitry Yarosh, som udtalte:

”Han vil miste livet. Han vil komme til at hænge i et træ på Khreshchatyk (Avenuen), hvis han forråder Ukraine og de personer, som døde under (Maidan-) revolutionen og krigen. Det er meget vigtigt, at han forstår dette.” (J. Baud: Operation Z).

Det er ikke russerne, der truer Zelensky, men Zelensky’s egne landsmænd, ukrainerne.

Jacques Baud siger i sin bog: ”Den vestlige presse fremstiller Højre-Sektor som en nationalistisk gruppe, hvis intellektuelle nationalsocialistiske arv er minimal. Men for eksempel er gruppens antisemitiske aktioner i ganske høj grad ignoreret af vores medier.”

Nu kan vi så konstatere, at med det ukrainske parlaments nye officielle hyldest til nazisten Stepan Bandera er intet forandret. Den ”banderistiske” nationalsocialisme er stadig gængs og officielt anerkendt hos Ukraines højeste statsmyndigheder. Og med en form for lammelse af iagttagelsesevnen og realitetssansen ignorerer Vestens og Danmarks medier stadig, hvad der foregår i og omkring Ukraine, og hvad vore politikere har bragt Danmark ud i. 

Responsibility-to-Protect
Det er meget besynderligt, at det multikulturelt inspirerede og etnisk minoritetsbevidste Vesten, EU, NATO og Danmark allierer sig med en sådan nynazistisk ukrainsk politik – og ikke modsat støtter Putin i hans politiske-militære Responsibility-to-Protect (R2P). Der er mening i et sådant beskyttelsesprincip, selv om vi også i de seneste årtier har set, at dette princip kan bruges magtsygt og imperialistisk af det værdi-ideologiske USA, Vesten, EU og NATO.

Rusland har med sit militære indgreb i Ukraine gjort, hvad de allierede (inkl. USA, Rusland og Storbritannien) gjorde i 1945, da de angreb ind over nazi-Tysklands grænser for at slå det nazistiske uvæsen ned. Var der her tale om et irrationalt og imperieaggressivt angreb på et selvstændigt Tyskland? Nej! Uanset hvor afskyelig og umoralsk krig er, var der her tale om et beskyttende nødværge.

Eller Rusland har gjort, hvad USA og dets allierede, inkl. Danmark, gjorde i 1999, da man bombede Serbien, fordi Serbien mishandlede og jagtede de albanske befolkningsgrupper i Kosovo. Mener Vesten, at der her var tale om et irrationalt og imperieaggressivt angreb på et selvstændigt Serbien? Nej, dét er jo bestemt ikke den fortælling, vi har hørt! Her har man, dvs. EU, NATO og hele Vesten – lige siden været meget ivrige efter – i demokratiets, minoritets- og menneskerettighedernes navn – at lære os en anden historie, nemlig læren om, at etniske mindretal skal beskyttes mod chikane, vold og udryddelse.

Eller tænk Dem, om vi – hvad Gud forbyde! – skulle opleve et fremtidigt, revanchistisk nazistisk Tyskland, der ville bombe de 50.000 danske sydslesvigere ud af Tyskland. Ville Danmark så ikke sammen med militært allierede være tvunget til at overskride den tyske grænse og invadere Tyskland – ikke for krigens skyld – men for at redde det danske mindretal? Selvfølgelig! Og det, selv om EU, Tyskland og andre lande ville råbe op om dansk angrebskrig, der blot havde det ambitiøse formål at generobre gammelt dansk land ind i et nyt dansk imperium. 

Kan man da ikke kende forskel på aggressiv, geopolitisk imperieopbygning på den ene side og på den anden side beskyttelse af landsmænd, der som en minoritet er udsat for forfølgelse og nedslagtning i et andet land?

Ruslands tålmodige afventen fik en ende
Hverken i 2014 efter den voldelige, regeringsomstyrtende og derfor udemokratiske Maidan-revolution eller i tiden frem til 2021 har Vladimir Putin haft til hensigt at angribe eller invadere Ukraine eller at erobre hele Ukraine eller at genoprette det russiske imperium. Men Putin og Rusland kan blive tvunget til meget, når Vesten optrapper og i Ukraine provokerer til mere konflikt frem for mere fred. I alle disse år fra 2014 til 2021 holdt Rusland og Putin sig tværtimod tilbage og håbede på en fredelig løsning bl.a. med Vestens hjælp. Men en sådan hjælp fandtes ikke. Tværtimod! Den 24. februar 2022 – efter mange dages intensive ukrainske bombardementer mod de russiske minoriteter – havde Rusland fået nok. 

På angrebsdagen gav Ruslands præsident to grunde til, at Rusland var gået militært ind i Ukraine. Han ville for det første ”afnazificere” Ukraine, dvs. nedkæmpe de militante nynazistiske kræfter, der udgjorde en dødelig trussel mod alle ikke-ukrainske dele af det ukrainske samfund. Og han ville i sammenhæng hermed ”afmilitarisere” Ukraine, så det kunne fremstå som et forhåbentligt konfliktfrit og løst organiseret, multietnisk samfund af mange forskellige nationaliteter og etniske grupper. Nærmest som vor tids neutraliserede Schweiz.

I Vesten stemples sådanne Putin-begrundelser som ren propaganda; for naturligvis kan Vesten ikke tåle at høre, hvem det er, man virkeligt har allieret sig med i Ukraine. Derfor hører vi heller ikke noget om det ukrainske parlaments officielle hyldest til Bandera. Men dette er den situation, som de ukrainske krigsrealiteter drejer sig om, selv om der gennem de seneste 30 år har opbygget sig og samlet sig mange årsager til, at denne krig skulle blive udløst. Og bl.a. fordi det er Vesten, der med USA i spidsen fører imperiepolitik, og ikke Rusland.

Vesten vender det blinde øje til Ukraines glorificering af Bandera på statsniveau
I anledning af det ukrainske parlaments hyldest til Bandera fik nyhedsmediet Peoples Dispatch en udtalelse fra Roman Kononenko, der er præsidiemedlem for den Russiske Føderations Kommunistparti. Kononenko udtalte: “Hvis nogen i dag endnu ikke er i stand til at trække en elementær parallel mellem beskyldninger mod Ukraine om, at landet er blevet en nynazistisk stat, og glorificeringen på statsniveau i dette land af nazisternes medskyldige og blodige folkebøddel, Stepan Bandera, så er denne person enten kriminelt dum eller vender bevidst det blinde øje til ganske åbenlyse ting.”

Måske skulle vi begynde at tro på Putin og russerne og lytte til, hvad de siger. I stedet for – som Danmark – at op-militarisere Ukraine og støtte dette land i dets nynazistiske politik. Danmark – og Vesteuropa, USA, NATO og EU er på helt gal kurs. Det er Vesten, der har skylden for denne krig, og for alle de kriser, der følger af denne krig. Og for de trusler om krigsoptrapning, som denne vestlige politik indeholder.