Undgå online fælden, når du skal have det juridiske på plads

Flere steder på nettet er det muligt at få udarbejdet et juridisk dokument på få minutter. Det lyder næsten for godt til at være sandt og det er det som regel også.

De mange autogenererede dokumenter, man kan få lavet online, er ofte en standard skabelon, som udfyldes med den viden, som kunden selv har tilgængelig. Der tages ikke højde for alt det, som kunden ikke ved og mange ender med at snyde sig selv. I sidste ende kan man ende med et juridisk dokument, der ikke kan bruges eller som kan fortolkes på en utilsigtet måde.

Hos Danske BOLIGadvokater oplever man med jævne mellemrum, at kunder kommer i klemme, fordi de står med et juridisk dokument, de har fået fra nettet og som viser sig senere at være måske ugyldigt eller mere sandsynligt tvetydigt. Hvad enten det er en købsaftale eller ægtepagt, et testamente eller måske en fremtidsfuldmagt skal juridiske dokumenter være knivskarpe og ikke efterlade plads til fejlfortolkninger. Det er afgørende, at kunden får overblik over alle de juridiske og økonomiske aspekter, der kan spille ind og eventuelt spænde ben for, at tingene går som man ønsker.

 

Plat eller krone bestemte, da mangelfuld samejeoverenskomst skabte splid over fælles andelsbolig 

Et godt eksempel var et yngre par, der havde fået udarbejdet en samejeoverenskomst online i forbindelse med købet af deres fælles andelsbolig. Dokumentet skulle regulere, hvad der skulle ske, såfremt parret gik fra hinanden. I samejeoverenskomsten stod der, at hvis begge parter ønskede at overtage boligen, skulle det afgøres ved auktion. Dette viste sig dog hurtigt irrelevant, fordi begge parter var villige til at byde den fastsatte maxpris på andelsboligen.

’’Den ene part mente at have fortrinsret til boligen, fordi pågældende havde skaffet dem boligen til at begynde med, men det var ikke nævnt i samejeoverenskomsten. Sagen blev endegyldigt afgjort ved lodtrækning til stor frustration for vedkommende, som endte med at måtte fraflytte boligen’’, fortæller Peter Boe Christensen, advokat og næstformand for Danske BOLIGadvokater og fortsætter:

’’Når juridiske dokumenter er tvetydige eller ligefrem ugyldige, må vi som advokater – i bedste fald – falde tilbage på den gældende lovgivning og i retsplejeloven står der, at hvis en andelsbolig skal sælges via tvangsauktion og flere ønsker at byde maxprisen, skal det afgøres ved lodtrækning. I værste fald må sagen afgøres af domstolene. Det er bare rigtig surt at finde ud af, når man først står i situationen. Det er jo ofte situationer, som i forvejen er svære, f.eks. ved dødsfald, skilsmisse eller lignende.’’

 

De juridiske konsekvenser er umulige at gennemskue for forbrugerne

Det kan være fristende at få lavet et testamente på nettet. Det virker som en hurtig og billig løsning, og man behøver ikke engang rejse sig fra sofaen. Mange ved bare ikke, at flere af disse online virksomheder blot udarbejder et autogenereret dokument, hvor der ikke følger nogen form for individuel tilpasning eller rådgivning med.

Et testamente foreskriver som regel, hvad der skal ske, når man engang går bort. Det er helt efter bogen, især hvis der indgår mange penge eller en virksomhed i boet, eller såfremt der er interne stridigheder i familien. Danske BOLIGadvokater ser dog et stort problem i, at visse online virksomheder indsætter sig selv som bobestyrer på de testamenter, som de udarbejder for kunder over nettet.

’’Når fru. Jensen i Vestjylland uden særlige værdier får indsat en københavnsk advokat, eller måske blot en såkaldt juridisk rådgiver, som bobestyrer i sit testamente er det både hamrende upraktisk, alt for dyrt og urimeligt overfor fru. Jensen og hendes familie. Mange ved ikke, hvad de indvilger i, når tingene foregår over nettet og har man ikke særlige værdier i boet, er det sjældent nødvendigt med en bobestyrer. Bobestyrerbehandling vil i så fald være at skyde gråspurve med kanoner’’, forklarer Peter Boe Christensen og afslutter:

’’Folk der ikke kender lovgivningen vil – efter min opfattelse – let kunne få et juridisk dokument, der ikke udtrykker deres vilje, hvis alt foregår over nettet. ­­Grundig kommunikation om ønsker og muligheder er afgørende, så dokumentet i videst muligt omfang kommer til at svare til kundens ønsker’’.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)