Ung kvinde forsøgt voldtaget af to udlændinge i kælderskakt – politiet beder om hjælp

Københavns Vestegns Politi efterforsker aktuelt en anmeldelse om forsøg på voldtægt natten til søndag på Tårnvej og søger vidner.

Ca. kl. 01.30 natten til søndag (29. juli 2018) lykkedes det en 21-årig kvinde at skræmme to gerningsmænd væk på Tårnvej ved nr. 10 nær Roskildevej.

Hun har fortalt politiet, at den ene mand prøvede at tvinge tøjet af hende i en kælderskakt på Tårnvej i ved nr. 10, mens den anden holdt vagt på gaden.

Hun råbte op og gjorde modstand, og det fik dem til at opgive deres forehavende og stikke af ad Tårnvej mod nord i retning mod Rødovre Centret.

Hun beskriver dem begge som 25-30 år, 170-180 cm høje, almindelige af bygning med sort hår og af anden etnisk oprindelse end dansk. Den ene var iført en hvid skjorte og hvide lange bukser – den anden en blå t-shirt.

I minutterne op til gik hun alene ad Rødager Allé til Tårnvej 10.

– Hvis nogen har set eller hørt noget i forbindelse med episoden på Tårnvej ved nr. 10, har set de to mænd i området eller i øvrigt ved noget om det skete, så kontakt os gerne, siger politikommissær Andreas Mollerup Christiansen.

Kontakt Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)