Ung mand påstod at samle ind

Et ældre ægtepar fra 9000 Aalborg var ikke sådan at narre, da parret ellers formentlig blev forsøgt svindlet fredag den 8. december kl. 19.30. En nydelig ung mand var dukket op på parrets adresse denne dag og oplyste, at han var fra lokalafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening og i øvrigt boede tæt på parret. Det genfortalte den ældre kvinde til Nordjyllands Politi, da hun anmeldte hændelsen den 13. december. Den unge mand talte om pesticider og problemer med vandet, men da det ældre ægtepar erfarede, at manden ville samle penge ind, blev de mistænksomme og afslog at betale. Den unge mand forlod bopælen, og helt i overensstemmelse med politiets anbefalinger valgte de at kontakte Dansk Naturfredningsforening. Og herfra lød meldingen, at man ikke kendte noget som helst til den unge ”indsamler”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)