Ung mand tæsket og truet under røveri af fire gerningsmænd: “Talte dansk med accent”

Politi søger vidner til røveri på Borrevej i Sønderborg i aftes, hvor en ung mand blev truet til at udlevere sine værdier.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik mandag aften klokken 22.15 en anmeldelse om røveri i Sønderborg. En ung mand blev standset af fire personer på et stisystem mellem Skellet og Liljehaven og blev derefter slået og truet til at udlevere sine værdigenstande. En af gerningsmændene havde en pistol.

Syd- og Sønderjyllands Politi har indledt en efterforskning for at finde frem til de fire gerningsmænd bag røveriet.

”Vi tager sagen meget alvorligt. Vi har i forvejen fem uopklarede gaderøverier i Sønderborg begået i august og arbejder intenst med alle sager. Vi kan ikke sige, om der er en sammenhæng mellem røverierne i august og den aktuelle sag, men har stort fokus på at finde gerningsmændene i alle sagerne,” siger politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

De fire gerningsmænd fra røveriet i aftes var alle iført sort tøj og elefanthuer. En af mændene talte dansk med accent. To af gerningsmændene løb fra stedet mod nord og kørte væk i en sølvgrå Suzuki Swift med høj fart. De to beskrives som værende i begyndelsen af 20’erne, lyse i huden og den ene som kraftig af bygning.

Har du oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, så kontakt politiet. Du kan ringe til Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

LÆS OGSÅ:  25-årig somalisk mand idømt fængsel og udvisning for vold mod politiet

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)