UNICEF opskalerer indsats i Ukraine

De militære operationer i Ukraine udgør en akut og voksende trussel mod landets 7,5 millioner børn, som har brug for hjælp. UNICEF beder nu om 433 millioner kr. til akut nødhjælp og sender samtidig mere mandskab til landet.

UNICEF/Aleksey Filippov.

Den voldsomme eskalering af konflikten i Ukraine har allerede haft store konsekvenser for landets 7,5 millioner børn. Mange er sendt på flugt og har akut brug for hjælp som medicin, rent vand og et trygt sted at være.

UNICEF vurderer, at der er behov for 433 millioner kr. for at kunne møde de akutte behov – det er mere end en firedobling af den hidtidige appel for Ukraine. Hjælpen skal gå til rent vand, hygiejneartikler, sundhedsydelser, adgang til undervisning og psykosocial hjælp og økonomisk støtte til sårbare familier, så de selv kan købe det, som de har brug for.

Samtidig øger UNICEF antallet af udsendte til Ukraine. Eksperter fra regionale kontorer og fra UNICEFs hovedkvarter er blevet omplaceret til Ukraine. Dermed har UNICEF på nuværende tidspunkt 130 personer arbejdende i Ukraine placeret på 4 forskellige kontorer.

”Det er hjerteskærende at følge udviklingen i Ukraine – et europæisk land. Mange ukrainske børn har allerede levet under yderst usikre forhold de seneste otte år, hvor der har været spændinger i det østlige Ukraine. Nu gælder det alle landets børn. De er blevet de største ofre i en konflikt, som de ikke er skyld i – og vi har et ansvar for at komme dem til undsætning,” siger Jakob Colleville-Ebeling, direktør for kommunikation og public affairs i UNICEF Danmark.

LÆS OGSÅ:  Klumme: De vestlige medier og politikere lyver om ukrainske biolaboratorier

Konflikten har de seneste dage udviklet sig i en sådan grad, at man må forvente, at også børn vil blive dræbt. På et pressemøde tidligere i dag i Geneve sagde Afshan Khan, regional direktør i Europa og det centrale Asien for UNICEF:

”Mens vi taler, har der været voldsomme angreb i Kiev, der har skabt stor frygt og panik i befolkningen. Mange familier er virkelig bange og søger sammen med deres børn mod undergrundsbaner og krisecentre. Situationen er helt klart skræmmende for børn over hele landet.”

UNICEF opfordrer alle parter i konflikten til øjeblikkelig våbenhvile og minder alle parter om deres internationale forpligtelser til at beskytte børn og sikre, at humanitære aktører kan arbejde trygt og sikkert.

Samtidig opfordrer UNICEF til at alle parter afstår fra at angribe infrastruktur, som er er afgørende for børn og børns trivsel og udvikling, herunder vand- og sanitetssystemer, sundhedsfaciliteter, skoler og børnehaven.

De seneste dages voldsomme angreb har allerede ødelagt vandforsyningen flere steder, og der er rapporter om betydelig mangel på vand og efterspørgsel efter psykosocial støtte.

Hvis kampene ikke aftager, kan titusindvis af familier bliver tvunget på flugt og dermed dramatisk forværre de humanitære behov.

UNICEF har været i Ukraine i 25 år. Især i de seneste otte år, hvor børnene i det østlige Ukraine har levet i skyggen af uro og konflikt, og behovet for nødhjælp har været stort.

LÆS OGSÅ:  Dyrlæger i hele landet hjælper krigens dyr

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)