Usædvanligt mange pindsvin dette efterår

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 får i øjeblikket henvendelser fra borgere, der er bekymret over at se et pindsvin på denne årstid. Det usædvanligt milde efterår betyder, at pindsvinene går senere i hi.

Det usædvanligt milde efterår gør, at pindsvinene går senere i vinterhi i år.

Efteråret er i år ekstraordinært mildt, og for pindsvinene betyder det, at de går senere i vinterhi, fordi deres byttedyr som snegle, orme og biller stadig er aktive. Det er særligt en fordel for de unge pindsvin, fordi de arbejder på at øge deres vægt inden de går i hi.

”De unge pindsvin er mest aktive i de mørke timer, men kan, især her hvor det trods alt bliver koldere, tage dagen i brug, fordi de lunere dagstemperaturer kan betyde flere aktive byttedyr,” fortæller Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.

Det er en god idé at lade blade og andet ned- og henfaldet plantemateriale være i haven, da det er et godt levested for de byttedyr, som både pindsvin, solsorte og andre af havens dyr er afhængige af. Samtidig er de visne blade godt redemateriale til pindsvinets vinterrede, fortæller Michael Carlsen:

”Det kan fx være kvasbunker, som pindsvinene kan bygge rede i, et hulrum under brændestakken eller måske endda selv bygge et pindsvinebo. Det er vigtigt for pindsvinene, at der er flere tilgængelige redepladser, så de har noget at vælge imellem til deres første vinterrede og har steder at søge hen, hvis de føler trang til at skifte rede i løbet af vinteren.”

Pindsvinene har brug for ro omkring sig

Uanset hvornår på døgnet du måtte træffe et pindsvin, er det dog vigtigt, at du lader det være i fred. Pindsvinet har brug for ro til at æde sig fed til vinterens kulde, så hvis man samler det unødigt op fra jorden, kan det blive forstyrret og stresset.

”Undtagelsen er selvfølgelig pindsvin, som tydeligt viser tegn på at være syge eller tilskadekomne. Pindsvin skal fx ikke ligge passivt på siden, hoste hele tiden eller have synlige sår,” siger Michael Carlsen.

Hvis man har en mistanke om, at et pindsvin er sygt eller tilskadekommet, kan man holde øje med det, mens man ringer til vagtcentralen på 1812. Her får man kyndige råd og vejledning i, hvad der er den bedste hjælp for pindsvinet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)