Våbenfund i visitationszone

Marksvinget/Lupinvej, Køge

Torsdag kl. 16.10 standsede politiet en personbil i visitationszonen, som blev ført af en 40-årig mand fra Køge. Bilen blev ransaget, hvor politiet fandt en lægtehammer, et baseballbat, to skudsikre veste og 8 stk. fyrværkeri – kanonrør i bilen.

Den 40-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven i forhold til de to slagvåben. Alle genstandene blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da politiet skønnede at de kunne bruges til en kriminel handling i relation til konflikten i Køge, og at det derfor ikke var lovligt for den 40-årige at køre rundt med tingene i bilen. Den 40-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt for retten, som nu skal tage stilling til, om politiets indgreb var retsmæssigt.