Velfærdsdanmark i opløsning

I velfærdssamfundets version 2.0 sparer man mere op, forsikrer sig og betaler selv for de ydelser, man gerne vil have, ud over den velfærd, som det offentlige leverer. Det skriver Berlingske.

Med andre ord: Den gamle version var 100 procent skattefinansieret, og leverandøren af ydelserne var offentlige institutioner. Den nye version er i højere grad privat, men solidarisk finansieret gennem obligatoriske opsparingsordninger. Og leverandørerne af velfærd er bl.a. pensionskasser.

Der bliver altså tale om skattefinansieret universel velfærd for alle oven på denne velfærd, som man sparer op til eller forsikrer sig til gennem obligatoriske opsparingsordninger.

24NYT: I en stribe indlæg i medierne lægges der op til, at forsikring og egenbetaling skal fylde langt mere i fremtidens velfærd. Den kommende velfærdsmodel har fået et smart prædikat som ”Velfærdssamfundets version 2.0”.

Danskere, der har betalt skat igennem hele livet, og som har regnet med, at det offentlige vil levere den standard og kvalitet, de har behov for, bliver fremover nødt til at bruge deres egen opsparing til dette.

Med andre ord vil den kommende velfærdsmodel opdele danskerne i et A- og B-hold og dermed åbne for, at uligheden i det danske samfund vil stige. Det er jo ikke alle danskere, der går på pension med pæne formuer i bagagen.

Uanset om danskerne kan lide det eller ej, er den forkromede danske velfærdsmodel, som bygger på universelle ydelser – alt til alle – gradvis ved at blive erstattet af en liberal velfærdsmodel med en skrabet basisvelfærd til det fattige B-hold og private velfærdstilbud i luksusklasse til det velhavende A-hold, der kan og vil betale.

Det store spørgsmål er, hvornår det velhavende A-hold vil sige til sig selv: ”Hvorfor skal jeg betale 50 pct. i skat for de basale velfærdsydelser, som primært benyttes af B-holdet? Hvorfor skal jeg fortsat betale 50 pct. i skat, når jeg selv betaler for de fleste velfærdsydelser med private velfærdsforsikringer, egen pensionsopsparing o. lign.?”

Og hvor længe vi de fattige på B-holdet finde sig i, at de skal bekoste regningen for hjælp til uintegrerbare muslimske indvandrere – 36 mia. kr. netto årligt i 82 år – mens de selv skal nøjes med skrabet velfærd.