Venstre har hældt borgerlig politik på møddingen

Da Fogh Rasmussen overtog regeringsmagten i 2001, var han klar over, at de politiske muligheder for at realisere minimalstaten lå milevidt fra virkeligheden i den bundfrosne danske socialstat, hvor flertallet af vælgerne stod uden for arbejdsmarkedet. Det skriver Asger Aamund i Berlingske.

Som i dag blev tre fjerdedele af borgernes indkomst konfiskeret af staten i form af skatter, gebyrer og afgifter. Tre fjerdedele af alle vælgerne arbejdede for stat og kommune eller var på overførselsindkomst. Tre fjerdedele af Folketingets medlemmer var rekrutteret fra det offentlige eller organisationslivet.

Der var ingen liberal hjælp at hente fra hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, og Fogh Rasmussen måtte hælde den liberale revolution på møddingen.

I stedet iværksatte han plan B, der helt frem til i dag er grundfjeldet i Venstreregeringernes politik: En borgerlig regerings mål blev nu at realisere den politik, der kan samle 90 mandater. Fogh Rasmussen var således kommet til den erkendelse, at det er bedre for Danmark, at det er en borgerlig regering, der fører socialdemokratisk fordelingspolitik, end hvis socialdemokraterne selv gør det.

Partiet Venstre sidder således med hovedansvaret for, at der ikke er ført liberal eller borgerlig politik i Danmark siden Poul Schlüters tid. Tværtimod er der under de borgerlige regeringer gennemført en række uhyrligheder til stor skade for det danske samfund. Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har i fællesskab ført Danmark fra at være en socialstat til nu at være en klientstat.

Vores største importvare er nu klienter fra de varme lande, der koster 35 milliarder kroner om året, og sådan vil det være i mange årtier fremover. De borgerlige regeringer har været fast besluttet på ikke på nogen måde at provokere magthaverne i Berlin og Bruxelles og omdannede derfor Danmark fra en nation til et åbent landskab, da den sociale folkevandring skyllede op gennem Europa i 2015. Der sker stadig en betydelig indsivning af klienter, og den borgerlige påstand om ”en stram udlændingepolitik” er en vits.

Jacob Ellemann-Jensen må som Venstres nye formand vælge mellem to veje at gå. Enten kan han føre Venstre tilbage på det liberale spor, der leder frem mod en socialt ansvarlig minimalstat. Eller han kan fuldføre sine forgængeres linje og sammen med Socialdemokratiet gennemføre overgangen fra klientstaten frem mod formynderstaten.

Det ender nok med det sidste. Venstre har gennem de sidste 20 år forladt sin ideologi og er blevet identisk med sin førte politik. Lars Løkke Rasmussen havde ganske ret i sit forslag om en SV-regering. De to partier imellem er der mere der binder, end der skiller.