Vermund til 24NYT: Det er svagt, at ledende venstrefolk ikke bakker stærkere op om Støjberg

Foto: Via Pernille Vermunds Facebook-side.

”Danskerne støtter Støjberg” er et initiativ, som Nye Borgerlige har lanceret. Formålet er at give danskerne mulighed for at udtrykke deres støtte til Inger Støjberg ved at donere penge til annoncer til fordel for Venstres tidligere integrations- og udlændingeminister. 24NYT har spurgt Pernille Vermund om baggrunden for kampagnen.

Hvorfor støtter Nye Borgerlige en venstrepolitiker Pernille Vermund?

”Sagen mod Inger Støjberg er politisk. Den har meget lidt med jura at gøre og alt med kultur- og værdikamp at gøre. Venstrefløjen og Radikale er optagede af at bedrive klapjagt på Inger. Jeg er optaget af at forsvare danske værdier. Derfor støtter jeg Inger i denne sag”, fortæller Pernille Vermund til 24NYT.

Hjemmesiden danskernestotterstojberg.dk gik i luften ved middagstid tirsdag og målet er at få samlet penge nok ind til at kunne indrykke helsidesannoncer med støtternes navne i de store aviser.

”Det handler ikke om mig og mit parti. Det handler om sagen. Inger Støjberg er en markant stemme i debatten, og det koster. Hun har levet med politibeskyttelse i lange perioder og er blevet udsat for massiv udskamning af venstrefløjen og radikale. Nu slår vi ring om hende og viser vores støtte uanset hvilket parti, vi tilhører”, siger Pernille Vermund.

Men er du enig i Venstres og Inger Støjbergs politik på udlændingeområdet?

”Jeg har kritiseret Venstre for at lave lappeløsninger og nægte at løse udlændingepolitikken fra bunden. Det bliver jeg ved med, og jeg har også kritiseret Inger for at holde fast i konventioner, der tydeligvis står i vejen for, at vi kan løse problemerne hos os selv. Men vi er enige om, at vi skal forsvare de danske værdier. Der er meget mere, der forener os, end der skiller”, siger Pernille Vermund.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: Spot Støjberg-fly og vind

I følge Pernille Vermund har det indtil nu været småt med opbakning fra Venstre til partiets egen næstformand.

”Inger Støjberg har skovlet vælgere ind til Venstre. Og det nød Venstre godt af i mange år. Jeg synes, det er svagt, at ledende venstrefolk, når Inger nu bliver presset af venstrefløjen, ikke bakker hende stærkere op. Også af den grund samler vi handsken op”, slutter Pernille Vermund.

Man kan udtrykke sin støtte til Inger Støjberg og donere til annoncerne på www.danskernestotterstojberg.dk

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)