Vesten i krig med sig selv

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

”Til slut vil partiet meddele, at to og to er fem, og man ville være nødt til at tro på det. Det var uundgåeligt, at de før eller siden skulle fremsætte denne påstand: logikken i deres situation krævede det. Ikke kun gyldigheden af erfaring men selve eksistensen af en ydre virkelighed blev stiltiende afvist i deres filosofi”. (George Orwell, ”1984”)

”Civilisationer dør ved selvmord, ikke mord”, (Arnold J. Toynbee)

Hvis dette er rigtigt, leder det hen til spørgsmålet om, hvem vi skal frygte mest, de migrerende folk eller de fastboende, der inviterer og beskytter dem? 

Debatindlæg af Palle Almindsø

Kan være, at vi ikke eksplicit og dagligt hører om, at Vesten er i splid med sig selv, og hvordan skulle vi også det, der er jo krig i hvert fald i to dele af verden for tiden, og samtidig vakler sandhederne. Europa genlyder af en tilbagevendende antisemitisme, voksende flokke og skarer af palæstinensiske krigsråb fylder gader og stræder i storbyerne, og fra mediernes ekkoer kan vi se et gigantisk medløb. I stedet for at forstå de uovervindelige forskelle mellem arabisk og vestlig kultur, har Europa og de stater, der er udgået fra denne civilisation, valgt at underordne sig i forsøget på at undgå den krig, der vinker forude, samt ud fra ønsket om, at i med godheden på vores side styrer uden om den konflikt, der ligger og venter på os ude i horisonten. Og medierne gør, hvad de kan, for at nedtone og bruge eufemismer om denne udvikling, ved at pege på os som fremmedhadende racister og med den arabiske befolkning som ofre for vores evigt stigmatiserende intolerance. Side om side med opfordringen til besindighed og historisk fairness bør vi have øjnene åbne for Vestens selvmord, der delvis hænger sammen med universiteternes monomane fokus på racisme og de vedvarende åbne grænser. Vi siger ikke som de politisk korrekte: åbne hjerter og åbne grænser.  Nej, de seneste tyve-tredive års erfaringer byder os at sige: åbne grænser er invitation til konflikt

  1. En af de helt afgørende grunde til, at islam har fået så relativt let spil med at komme ind i Europa, handler selvfølgelig om EU, men det handler desværre også om, at vores kultur og vores civilisation befinder sig i splid med sig selv. Sådan set har vi tre kræfter, som arbejder for et svækket Vesten og en fremmed civilisation, der nærmest er blevet inviteret herop: Vi har den arabiske kultur med egne relativt gennemskuelige dagsordener, der er eliterne, magthavere og meningsdannere rundt omkring i Europa, og så er der en hel masse vælgere, der kan svinge fra den ene side til den anden, alt afhængigt af medierne og graden af underholdning i TV.
LÆS OGSÅ:  Støtter Danmark terrorisme med 105 mio kr. via UNRWA? 

Hvis vi ser det som en kommende borgerkrig, er der mindst tre stærke årsager til den igangværende borgerkrig i Vesten.

  • Man (alle?) vil gerne høre til ”de gode” med retfærdigheden på deres side. Herved får de lejlighed til at pege på de mindre gode, dvs, racister, de nationalkonservative, de uanstændige. Ondets rod hedder racisme.
  • Hvis vi forstår kristendommen som en af den vestlige civilisations grundpiller (ved siden af Athen og Rom), har de seneste to hundrede år vist en stærk og alt dominerende kritik, der har ført til en nådesløs underminering af kristendommens og samtidig banet vejen for en uhæmmet sympati med de oprindelige folk og den 3. verden.
  • c. En voksende uvidenhed om Europas historie, herunder den nationale. Som en sideordnet gevinst ved fjernsynets voksende indflydelse er den nationale såvel som den store historie blevet erstattet af et aldrig hvilende behov for underholdning. Læg så hertil, at behovet for en religion sådan set stadig er der. Kristendommen har længe kæmpet med Marx og Mao om førstepladsen. Denne kamp lader til at være overhalet af en ny gud, som kaster sin store skygge over alt andet på jorden.

  1. Om alt dette og meget mere kan man læse om iDouglas Murrays seneste bog ”The War on The West” af 2022.

Hans hovedfokus handler først og fremmest om racisme og antiracisme i USA. Murrays bog er delt op i henholdsvis race, historie religion og kultur. Under disse overskrifter udfolder han sine betragtninger og refleksioner. Der er i hans optik tale om en kulturkrig, intet mindre. Ikke mindst har begrebet race spillet en uforholdsmæssig stor rolle i vores nyere historie. I tilbageblikket på slaveriets historie (det europæiske vel at mærke) hører vi om grupper, der er klar til at antedatere Amerikas tilblivelsesår. I stedet for 1776, er der antiracistiske grupper, der ønsker året 1619, hvor det første slaveskib kom til Amerika. I det hele taget er Murrays hovedfokus på Amerika, hvor racismen har fået nye vind i sejlene. Ting, der i går var værdsat, bliver gennem nidkære blikke på fortiden kastet på lossepladsen. Amerika har blod på sit flag, kunne være en af overskrifterne.  Men samtidig er der et foruroligende fravær af fokus på andre landes forbrydelse og slaveri. I hvert fald er der ingen ende på de forbrydelser, Amerika bliver gjort ansvarlig for. George Floyds død gav antiracismen ny næring. Af de talrige eksempler, som Murray giver i sin bog, fremgår det, at enhver mindre gruppe aktivistiske antiracister kan få en hvilken som helst universitetsstyrelse til at gå på knæ og adlyde de mindste vink fra antiracisterne. Herhjemme er det ANTIFA. Man peger bl.a. på mindre forseelser, der har fundet sted i skyggen af slaveriet. Der findes så at sige ikke den person, der ikke har haft aktier i slavehandlen. Herhjemme har vi jo Holberg. Bag alt dette ligger en stor aversion mod Vesten. Tænk et øjeblik på Durbankonferencen i august-september 2001, hvor især Israel og USA blev udskældt og lyst i ban. Konferencen, der bl.a. havde som mål at imødegå diskrimination, nåede hurtigt højdepunkter, der rimede på racisme og diskrimination. ”Ved konferencens slutning blev man enige om, at der ikke fandtes den uret i verden, som ikke kunne lægges foran Vestens døre”. Murray har et skarpt blik for den antiracisme, som i sig selv er gået hen og blevet en ny form for racisme. Alle de opregnede tilfælde af racisme begået af først og fremmest i USA afføder så det næste spørgsmål, der handler om erstatninger. De fleste af os husker sikkert den korte borgerkrig mellem hutuer og tutsier i Rwanda i 1994. På bare tre måneder blev en million mennesker myrdet med macheter, kniv og andre håndvåben. Der har i moderne tid været forslag fremme fra Organisation of African Unity om, at erstatninger for Hutu-stammens drab på Tutsi-stammen skulle betales af USA’s regering. Hvorfor? Måske fordi USA ses som et i bund og grund racistisk land, der aldrig kan vaske blodet fra slaveriet og indianerne af sit flag.

LÆS OGSÅ:  Tre juraprofessorer er dumpet

Dæmonisering af Vesten og af mennesker i Vesten er nu den eneste acceptable form for hykleri og skinhellighed i internationale fora såsom FN. Vestens historie er særlig skamfuld, hedder det flere steder. Hvad slavehandelen angår, havde Europa og Amerika nu ikke ligefrem patent på denne. I øvrigt er det værd at bemærke, at efter at englænderne i 1807 holdt op med at deltage i slaveriet, satte de mange kræfter og penge ind på at stoppe slaveriet omkring Indien og andre steder. Og det skete ikke uden omkostninger. ”Mellem 1808 og 1860 opbragte (Royal Navy) Den Vestafrikanske Eskadre 1600 skibe og 150.000 afrikanske slaver og mistede herved en betragtelig del af deres sømænd. Den slags bør medtages, når man ensidigt peger på englændernes andel i den globale slavehandel. Ifølge Douglas Murray var det Luther King Jr., der formulerede det klarest, da han sagde ”behandl mennesker som individer og forkast dem, der prøver at reducere mennesker til medlemmer af en gruppe, som de kun tilhører gennem en tilfældighed ved fødslen”. Budskabet triumferede dengang King holdt sine store ”I have a Dream”-tale i 1963. Men se lige på, hvordan det så er gået, ikke mindst i USA. Det var sikkert ikke uden inspiration fra raceoptøjerne i USA i tresserne og Vietnam-krigen, at de politisk korrekte eliter og venstreaktivistiske kulturkrigererundt omkring fik vind i sejlene, og der kom en særlig bevågenhed på folk fra den 3. verden, udviklingslandene, herunder araberne, der fik offerstatus efter krigene med Israel og den generelle afkolonisering. Og i kølvandet på den racialiserede revolte måtte endog en forfatter som Shakespeare også gennem den politisk korrekte mølle og vige til fordel for mere moderne, inkluderende og mangfoldige stemmer.  Shakespeare var simpelthen for hvid og ikke-inkluderende.  Og dette er foregået på universiteter og i akademiske sammenhænge blandt belæste og lærde folk, der bare måtte tage del i den voksende offergørelse og nedgøre alt, hvad der var hvidt!

LÆS OGSÅ:  Religionsfriheden misbruges

Og dette offergørende fokus har holdt sig lige siden.  Og mon ikke det også ligger bag den uophørlige import af muslimer til Europa, en bevægelse, der givetvis vil føre frem til det europæiske selvmord i en ikke alt for fjern fremtid?

Douglas Murray:   “The War on The West” (2022)

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)