“Vi overgiver os aldrig”: Charlie Hebdo genoptrykker muhammedtegningerne

Af Giulio Meotti – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo genoptrykte igår “muhammedtegningerne” under titlen “Tout ça pour ça” (“Alt det for dette”). “Vi giver aldrig op”, udtaler de. Genoptrykningen udkom dagen inden retssagen begyndte mod 14 tiltalte, der er anklaget for medvirken i en del af terrorangrebet den 7. januar 2015 i Frankrig

Retssagens tiltalte, hvoraf nogle anklages in absentia, “står over for forskellige anklager relateret til at have hjulpet gerningsmændene med at udføre angrebene, hvor de i løbet af tre dage i januar 2015 dræbte 17 personer“. Ud over de 12 ofre i og omkring Charlie Hebdos redaktionslokaler, blev en politibetjent dræbt på gaden, og fire personer blev dræbt i et koshersupermarked.

Paris’ offentlige anklager François Molins mindedes sin ankomst til Charlie Hebdos redaktion. Han mødtes af “lugten af blod og krudt. I redaktionslokalet er det et blodbad. Det er mere end en krimiscene, det er en krigsscene med et skræmmende virvar af kroppe”.

Charlie Hebdos chefredaktør, kendt som Riss, beskriver de massive sikkerhedsforanstaltninger, som magasinet har været omgærdet af siden terrorangrebet. Charlie Hebdo betaler nu en del af deres egen beskyttelse, idet de bruger 1,5 mio. euro om året. “Når du hiver 3 euro op af lommen for at købe et eksemplar af Charlie Hebdo, så går 1,30 euro til distributøren, og ud af de resterende 1,70 euro betaler magasinet ansatte, husleje, serviceudbyderne såvel som sin sikkerhed”, fortalte han. Efter at have betalt en endnu højere pris i 2015 i form af blod, og med ekstremt høje udgifter til sikkerhedsforanstaltninger, ville det have været forståeligt, hvis Charlie Hebdos redaktører var holdt op med at bruge deres ytringsfrihed til at kritisere islam. Det er ikke, hvad de valgte at gøre.

“Vi er ofte blevet opfordret til at trykke andre tegninger af Muhammed”, skriver de.

“Vi har altid afvist at gøre det, ikke fordi det er forbudt – loven tillader det – men fordi vi skulle have en god grund til at gøre det; en grund, der gav mening og ville tilføre debatten noget”.

LÆS OGSÅ:  Erstatning til krænkede i Tibetsag

Sidste gang, Charlie Hebdo viste en tegning af Muhammed, var for fem år siden: på forsiden af nummeret lige efter massakren. Det blev solgt i otte millioner eksemplarer. Forsiden viste islams profet og var ledsaget af ordene “Alt er tilgivet“.

“Vi skal blive ved med at tegne Muhammed; hvis vi ikke gør det, vil der ikke længere være et Charlie“, udtalte tegneren Patrick Pelloux, der siden har forladt magasinet. Mange spurgte sig selv efter massakren: Er Charlie stadig Charlie? Ja, i dag er de – men franskmændene er begyndt at reflektere over den dramatiske indskrænkning af deres ytringsfrihed.

Philippe Lançon blev ved angrebet i 2015 alvorligt såret af Kouachi-brødrene. Han var stadig ved at komme sig, da han kom til en fest og mødte forfatteren Michel Houellebecq. De to havde en kort samtale, som Houellebecq afrundede med et citat fra Matthæusevangeliet: “… de fremstormende river det til sig”.

Charlie Hebdo, friheden eller døden”, skrev Le Figaro for nylig i en overskrift. Jo, ved første øjekast er kampen tabt, forklarer den franske avis. Politisk islam har sammen med den kulturelle venstrefløj “fremgang under påskud af menneskerettigheder og kampen mod diskrimination”. Mange af de franske medier har imødeset Charlie Hebdos retssag med en følelse af distancering og kapitulation. “Min uheldige klient bliver friheden, og jeg frygter, at det på lidt længere sigt er en tabt sag”, fortalte Charlie Hebdos advokat Richard Malka ugemagasinet Le Point.

“Ja, Kouachi-brødrene og dem, der bevæbnede dem, vandt … Hvem ville trykke muhammedtegningerne i dag? Hvilken avis? I hvilket stykke, i hvilken film, i hvilken bog vover man at kritisere islam?”

I de seneste måneder er “adskillige angreb blevet afværget”, fortæller lederen af den franske anklagemyndigheds særlige antiterrorenhed, Jean-François Ricard. Frankrig er alvorligt truet af jihadister. Den tidligere indenrigsminister Bernard Cazeneuve er i Le Parisien citeret for at sige, at “volden har slået rod i samfundets midte”, landet risikerer “en storbrand” og han beskriver kommunitarismen (et system af små, selvstyrende samfund) som “en langsom, dødbringende gift”. Journalisten Etienne Gernelle skriver i Le Point:

LÆS OGSÅ:  Frankrig vedtager lov, der indskrænker ytringsfriheden

Charlie Hebdo lever stadig med en dødstrussel; det, som de repræsenterer: frihed, er i stuearrest; Frankrig er lammet, så snart ordet ‘islam’ dukker op, og den politiske verden og medierne hyldede Charlie, hvorefter de trak sig tilbage”.

Den tidligere journalist ved Charlie Hebdo Zineb El Rhazoui var forfatter til bogen Détruire le Fascisme Islamique (“Tilintetgørelse af den islamiske fascisme”), og hun modtager jævnligt dødstrusler. Hun kritiserer dem, der beskyldte magasinet for islamofobi. “Jeg husker alle dem, der bidrog til Charlies isolation og nedtur til Helvede”, udtaler Rhazoui.

“De har et moralsk ansvar for Charlies skæbne. Er det normalt, at fem år efter denne forfærdelige forbrydelse, dette forfærdelige tilbageskridt for ytringsfriheden og fransk kultur, så er der stadig et ‘kollektiv mod islamofobi’ i Frankrig? Er det normalt, at fem år efter dette angreb er jeg fortsat nødt til at blive beskyttet af pistolmænd, når jeg går rundt i Paris’ bymidte?”

Ugemagasinet Marianne spørger: “Kan Kouachi-brødrene prale af en sejr posthumt? Ja”. De opremser fem eksempler på kapitulation fra de forløbne fem år:

Første eksempel: Charlie Hebdos journalister var netop blevet myrdet, da forfatteren Virginie Despentes skrev i Les Inrockuptibles om terroristerne: “Da jeg så dem, holdt jeg af dem i al deres klodsethed, da de bevæbnede spredte terror og råbte ‘vi har hævnet profeten'”. Ikke et ord om skæbnen for Charlie Hebdos tegnere, journalister og ansatte, der blev myrdet for at have gjort grin med islam eller for dem, der blev myrdet i koshersupermarkedet.

Andet eksempel: Den 17. november 2015, fire dage efter terrorangrebene i Paris, hvor 130 ofre blev myrdet, skrev den franske journalist Antoine Leiris, hvis kone blev myrdet under angrebet på spillestedet Bataclan: “I får ikke mit had”. Marianne forklarer, at det blev det “uformelle slogan i progressive kredse. Leiris’ tilgang forhindrede ikke alene en indignation, men også en klarsynet analyse af situationen”.

Tredie eksempel: Mediaparts redaktør Edwy Plenel afholdt et møde i Paris’ forstæder med den fremtrædende islamist Tariq Ramadan. Plenel beskyldte Charlie Hebdo for at deltage i en “krig mod muslimer“.

LÆS OGSÅ:  BREAKING! Paludan udelukket fra Twitter

Fjerde eksempel: I 2019 deltog 13.500 personer i en “demonstration mod islamofobi” i Paris. Ifølge Marianne tilsluttede “næsten alle de politiske ledere på venstrefløjen” sig slagordet fra kredsen af salafistiske religiøse sammenslutninger. Aktivister råbte under demonstrationen “Allahu akbar“, der er dette samme udråb, som blev brugt af terroristerne under angrebet på Charlie Hebdo.

Femte eksempel: “Kan vi kritisere islam uden at frygte for vores egen sikkerhed?”, spørger Marianne. Den 16-årige pige Mila reagerede i januar 2020 på homofobiske fornærmelser (hun blev kaldt for “beskidte lebbe” af en muslim) på sin instagramkonto ved at kritisere islam. Mila fik dødstrusler, flygtede fra sin skole og kom under politibeskyttelse. “Radiotavshed fra de venstreorienterede partier, feministiske organisationer og LGBT-organisationer: Når aggressoren er muslim, er devisen tydeligvis at lukke øjnene og holde sig for ørerne”.

Vestlige demokratier har betalt dyrt for retten til ytringsfrihed, og hvis den ikke beskyttes og benyttes, kan den hurtigt forsvinde.

At reagere på islamistisk vrede med præventiv selvcensur og en “strategisk tilbagetrækning” virker blot som et episk tilbageskridt. Med “ånden fra Charlie” i tilbagegang i Frankrig og “cancel culture” i fremgang i USA er det tilsyneladende ytringsfriheden, der bliver trukket i retten, fremfor dens drabsmænd og deres nyttige idioter. I januar, på femårsdagen for massakren på Charlie Hebdosagde forfatteren Pascal Bruckner:

“Jeg har indtryk af, at vores immunforsvar er brudt sammen, og islamismen vinder. Dens vigtigste krav er blevet opfyldt: Ingen tør længere trykke muhammedtegningerne”.

Charlie Hebdo har modigt gjort det igen: De har trykt muhammedtegningerne. De er stadig det sidste og eneste europæiske magasin, der er rede til at forsvare ytringsfriheden. Den franske filosof Elisabeth Badinter udtalte i dokumentarudsendelsen “Je suis Charlie“: “Hvis vores kolleger i den offentlige debat ikke tager del i risikoen, så har barbarerne vundet”. Vil dem, der proklamerede “Je suis Charlie”, stå sammen med dem nu?

Giulio Meotti er italiensk kulturredaktør på Il Foglio, journalist og forfatter.