Vi skal finansiere euroen som vi sagde nej til

Tre gange har vi i Danmark haft folkeafstemning om deltagelse i det fælles europæiske valutasamarbejde, euroen: I 1992 stemte et flertal nej, i 1993 stemte et flertal ja til at stå udenfor, og i 2000 stemte et flertal igen nej til at deltage, skriver Alex Vanopslagh, Henrik Dahl og Ole Birk Olesen (LA) i Berlingske.

Alligevel vendte statsminister Mette Frederiksen 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal bidrage til den såkaldte ”genopretningsfond” og dermed betale en del af regningen for euro-samarbejdet, som Danmark ikke deltager i.

Virkeligheden er, at genopretningsfonden er til for at styrke euro-samarbejdet, og at corona-epidemien blot er et påskud for at oprette den. Men det kan Mette Frederiksen ikke sige, når danskerne tre gange har stemt imod dansk deltagelse.

For at kunne fungere ordentligt har euro-samarbejdet savnet en fond til omfordeling mellem euro-landene. Det er jo svært at opretholde en fælles valuta, når der er så stor forskel på lande i nord, der har sunde offentlige finanser, og de usunde lande i syd, som ikke gennemfører de nødvendige reformer.

Hvorfor skal Danmark træde til, når den regning skal betales? Det er ikke kun til skade for Danmark. Det er også en total disrespekt for de folkeafstemninger om emnet, som vi tre gange har afholdt i Danmark.