Dexter, BBC og den fremmedfjendske Triceratop


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Af Jannich Kofoed

Når journalisterne på Danmarks Radio og TV2 anklager regeringen for at være fodslæbende i den grønne omstilling; når en étbenet afrikansk pirat står foran en uddannelse som sosu-arbejder; og når tyskerne nedlægger de kernekraftværker, som skulle have hjulpet os i vindstille vejr… Ja, så fristes man til at søge tilflugt i filmverdenen. 

Slået til jorden af den virus, som Bill Gates, Prins Charles og George Soros ifølge pålidelige kilder har udbredt for at udrydde den vestlige civilisation, og efter at have malet et stort kors på døren, begyndte familien her på Nørrebrogade mellem jul og nytår at se seneste sæson af filmserien ”Dexter – New Blood”. Den handler om en sympatisk massemorder, en retsmediciner tilknyttet politiet i Miami, som diskret tager sig selv til rette og over en årrække afliver mindst tre snese utiltalende individer, som Dexter mener, er sluppet gennem nettet, eller bare sluppet alt for billigt. Som med Walther White i ”Breaking Bad” håber tilskueren, at Dexter klarer frisag. Selv om man kan tage op som etisk dilemma, om grove trafikforseelser skal være nok til at bringe dig under Dexters drabs- og parteringsinstrumenter. (Dexters fråds med plasticpresenninger og -poser er i øvrigt provokerende.)   

”Dexter” holdt pause fra 2013 til nu. I den nye sæson har Dexter lagt sin hobby på hylden, taget en ny identitet og bor fredeligt et eller andet sted i New England. Nissen flytter dog med, det forventer tilskueren, og ganske rigtigt. Hvad tilskueren ikke er forberedt på, er det kulturelle skred, som er sket i mellemtiden. 

Miljøbevidst massemorder

Mens ”Dexter” i Miami var en humoristisk familie-krimiserie uden for megen kvalmende opdragelse, så er ”Dexter” i det nordøstlige USA en mere alvorlig sag: Her er der indianere, eller ”native americans”, som samfundet stadig træder under fode, især rige, hvide mænd, som skider på deres ædle ritualer, på vildtbestanden, klimaet og miljøet. Den Rige Hvide mand får heldigvis modstand fra opvakte og frygtløse klima-aktivister fra det lokale college, som ikke vil have olie- og gasboringer, og som små Gretha Thunberg-kloner nøjagtigt ved, hvor meget CO-2 hans fabrik udleder. Den nye ”Dexter” føler sig også kaldet til at vise, at kvinder med to benproteser uden besvær kan danse linedance, hvad der virker underligt unødvendigt. Vi er lige gået i gang med serien ”Dexter – New Blood”, så der er flere afsnit tilbage, hvor nye grupper af forfulgte, undertrykte eller bare udfordrede og ikke-tilgodesete minoriteter kan blive tilgodeset. Ingen af dem kommer under Dexter’s  kniv, det er sikkert. 

LÆS OGSÅ:  Techgiganterne er blevet et uhyre – stop det!

Den lesbiske elitesoldat

Jeg er flere gange hoppet ud af TV-serier og film, når min paranoide alarmklokke advarede mig. Den ta’r sjældent fejl. Jeg begyndte f.eks. på en BBC-serie om en formodet voldtægt. Politikommissæren var en kvinde af pakistansk herkomst. Okay, det er statistisk muligt. Hun havde en kæreste. Hendes kæreste var professionel soldat, i yderste frontlinje med de britiske styrker i Irak, endda i en elitestyrke. Fint nok. Men den kæreste viste sig til min overraskelse at være – en kvinde. Og så lod jeg min kone fortsætte – alene. 

Flere af BBC’s serier har det til fælles, at en intetanende, forudsætningsløs tilskuer, uden nogen viden om det britiske samfund, ville få det indtryk, at: apotekere, borgmestre, politichefer og andre solide samfundsstøtter i små Miss Marble-agtige bysamfund for en tredjedels vedkommende består af indvandrere med caribisk baggrund; en anden tredjedel af bengalsk eller asiatisk herkomst; at halvdelen af den britiske befolkning er homoseksuel; at en fjerdedel er transkønnet; at den uddannede ungdom er altruistisk engageret i atmosfærens CO-2-indhold. Og at der er fifty-fifty mulighed for, at figurerne i en moderne Shakespeare-opførelse er af afrikansk oprindelse.

Kriminelle blegfise

Helt tilbage i 90’erne fik jeg en følelse af, at noget var galt. Serien ”NYPD Blue” var ellers forfriskende nok, med sin rå fremstilling af den økonomisk udsultede New york-politistyrkes udfordringer, med den firskårne, kontante Andy Zipowitz i spidsen: skarp lud til skurvede hoveder skal der til, og Andy Zipowitz anvendte både moderat fysisk og psykisk pres for at komme kriminaliteten til livs. ”NYPD Blue” blev dengang af puritanske kredse i USA kritiseret for nøgenscener og et vulgært sprog. Men det var ikke problemet. 

LÆS OGSÅ:  Tidens ekstreme identitetspolitik truer ytringsfriheden

Hvad der gjorde serien stadig mere urealistisk, var de kriminelle – eller rettere fraværet af typisk kriminelle, nemlig af afro-amerikansk eller puerto ricansk oprindelse. ”NYPD Blue”s lovovertrædere var næsten altid unge, hvide mænd. De kunne mere overbevisende have spillet roller som harmløse junkier; men i stedet er de overfaldsmænd, bankrøvere, voldtægtsforbrydere, indbrudstyve, narkobaroner osv; kategorier, hvor man i virkelighedens verden beklageligvis altid finder 18-24-årige sorte mænd stærkt overrepræsenteret. 

Den xenofobiske Triceratop 

Vore dages tegnefilm for børn går heller ikke fri. Da mine børn var små, så vi Universal Picture’s ”Landet for længe siden” om nogle søde grøntgnaskende dinosaurer (”Langhalse”) og nogle mindre søde kødgnaskende dinosaurer (”Skarptand”).  Filmen havde dog ikke noget klima-armageddon’sk budskab, som bebrejdede menneskeheden for dens blotte eksistens. Men den blev fulgt op af en lang række småfilm af stadigt faldende kvalitet – og med et stadig mere omklamrende indhold. 

Fremmedhad var temaet i en af filmene. En flok søde, bange dinosaur-flygtninge var blevet fordrevet fra deres tilholdssted af mere aggressive, imperialistiske dinosaurer. Men da de søger tilflugt i hovedpersonen ”Lillefods” vegetariske velfærds-habitat bliver de mødt med åbenlys fjendtlighed af et populistisk udsnit af dinosaurbestanden, anført af en patriarkalsk bølle, vistnok en Triceratop Horridus. I bakspejlet kan jeg nu se, at han var en typisk Trump-vælger (Trumpus Vulgaris Electorator), bare en lille snes år forud for sin tid.

LÆS OGSÅ:  Helle Thorning-Schmidt blamerer sig selv og kaster smuds på Danmark

”Trehorn” vil ikke have de fremmede ind på sine enemærker; der er ikke plads, for mange munde at mætte osv. Men han må bøje sig for godhedens argumenter, erkende, at en fremmed bare er en ven, du ikke har mødt, og omfavner til sidst den berigelse og den diversitet, som de nyankomne dinosaur-indvandrere tilfører. 

Det var alt for denne gang. Min idé var ellers oprindeligt, at jeg ville have skrevet en anmeldelse af  Hollywoodfilmen ”Don’t Look Up” og ”The Trick” fra BBC. Men jeg havde ikke overskud til at gen-opleve de to filmiske rædsler. ”Det er sgu’ straf for en fadermorder!” som min far ville sige, og det er det virkelig. Men prøv selv, og du vil se, hvordan politisk korrekthed mangler humor såvel som realisme.