Jeg er langt fra altid enig med den uforlignelige Tucker Carlson fra Fox News, men han har som regel en pointe, der er værd at tænke over. Det er også årsagen til, at venstrefløjens baggårdsoperatører prøver at få ham fjernet. For det er sådan, de kvæler deres modstandere og kritikere.
I går påpegede Carlson det tankevækkende forhold, at frihedens farligste banemænd – i modsætning til hvad man skulle tro, hvis man ser film fra Hollywood – ikke er diabolske superskurke, men små bange mennesker med et ringe selvværd, som de prøver at kompensere for ved at blive politikere. Som folkevalgte kan de afstive sig ved at påstå, at de træffer mange tunge beslutninger, som er afgørende for landets fremtid.
Som de slappe og leddeløse folk, de er, tør de naturligvis ikke have deres egen mening endsige prøve at virkeliggøre den politik, de har lovet vælgerne. De er nemlig sidste led i en fødekæde, der starter med målbevidste revolutionære, som via de statsbetalte medier og samfundets andre bærende institutioner bestemmer, hvilke tanker, der kan tænkes, hvilke ord, der må bruges, og hvilke mål, man har lov at tilstræbe.
Politikerne ved, at deres dage er talte, hvis de ikke tilpasser sig de rammer, der bliver udstukket af den herskende venstrefløj, hvis mål er at indføre en radikalt anden samfundsorden. Den nye orden kendetegnes af statens – eller EU’s eller WHO’s – totale kontrol og bliver ofte kaldt ”den administrative stat” – dvs. en stat, hvor demokratiet i praksis er sat ud af spillet. Hvor der i realiteten gælder en anden grundlov end den fra 1953.
Om politikerne kalder sig socialister, socialdemokrater, liberale eller konservative, er ét fedt. De opfører dårlige skuespil for at få vælgerne til tro, at de tumler med dybsindige overvejelser om landets fremtid, mens deres uenigheder er mikroskopiske og kun til forvirre de godtroende.
Tag nu Søren Pape, der hævder at være konservativ. En bekymret borger har henvendt sig til ham for at spørge, om hans parti vil være med til at aktivere Grundlovens §42 i anledning af afskaffelsen af Store Bededag. Den påfældende bestemmelse sikrer, at et mindretal i Folketinget på 60 kan forlange folkeafstemning om en lov.
Men ”efter nøje overvejelse” har Pape besluttet ikke at kræve folkeafstemning, selv om de fleste af hans vælgere og resten af befolkningen er arge modstandere af at slette denne gamle helligdag. ”Jeg frygter”, svarer Pape, ”at vi lammer beslutningskraften i dansk politik, hvis et mindretal i Folketinget får for vane at trække dette kort.”
For vane og for vane? Kan nogen huske, hvornår kortet sidst blev trukket og udløste en folkeafstemning? Og har Pape tænkt over, hvad meningen skulle være med at have §42 i Grundloven?
Søren Pape henviser også hensynet til det ”repræsentative demokrati”. Det har han ret i. Spørgsmålet er imidlertid, hvem det ”repræsentative demokrati” repræsenterer. Det er i hvert fald ikke befolkningen.
Også enig langt hen ad vejen. Men jeg mener ikke at en politikers dage nødvendigvis er talte ved at gå imod strømmen og stå ved sine meninger og holdninger. Det er selvfølgelig farligt, hvis man desperat forsøger at klamre sig til en taburet inde i Folketinget. Men når man samtidig ved, at det er med til at ødelægge det land man gerne at tjene, så er det da en langt højere pris at betale.
Når Johnny B er enig ‘langt hen ad vejen’ er det i det mindste en tilkendegivelse af, at den gode Lars Hedegaard selvfølgelig har ret.
Pointen er, at selvom det kaldes et repræsentativt demokrati, er dette at betragte som et fatamorgana, noget du kan se, men som ikke findes (her: fungerer) i den virkelige verden.
Vi så det også med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahls tilnærmelser til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, hvor det gik op for mange ægte konservative og liberale, at de i bund og grund alle tre er ræverøde.
Der er selvfølgelig i orden med Frederiksen og hendes (tidligere) tro lejesvende, der i det mindste ikke lyver deres vælgere op i ansigtet, men i store træk gør, hvad de siger, nemlig at fratage initiativ og virkelyst fra de i forvejen underkuede vælgere, eksemplificeret ved en vedholdende og konstant stigende strøm af offentlige ydelser til borgere, herunder mange med indvandrerbaggrund, der har fundet ud af, at det s.. da ikke kan betale sig at arbejde, når staten, dvs. politikerne, altid er i gavehumør, og hvor de selvsamme politikere selvfølgelig modsat ikke glemmer at brandbeskatte alt, hvad der kan krybe eller gå.
Det er til gengæld katastrofalt, hvad vi ser fra borgerlig side, hvor nævnte LLR, har spillet skuespil overfor de borgerlige vælgere, og med ham tillige den flok ‘liberalister’, som støtter op om Ellemanns beslutning om at ‘gå i rødt’, herunder ikke at forglemme den nyudnævnte formand for Folketinget, som jeg troede var en stolt vestjyde, der ikke var så let at vælte omkuld.
Og ja, Pape fik kvit og frit serveretten til at føre borgerlig politik, men han stak i stedet halen mellem benene og stiller sig nu op i køen bagved LLR og Mette F.
Men, som Pape nok tænker, så magter han ikke opgaven, og smider dermed al anstændighed over styr, ganske som de fleste andre ‘repræsentanter’.
Og nu kan de statsstøttede medier så blot læne sig tilbage og skrive, som de plejer, underforstået, alt fortsætter uforandret, hvor 75% eller flere af borgerne – inklusive journalistkorpset – ikke behøver at tænke mere over, hvor vi er på vej hen.
@Jørn V. – En af grundene til at jeg læser 24nyt.dk er at der ikke er menings-diktatur. Jeg kan godt lide at det er i orden med forskellige holdninger og meninger, hvilket er en grundlæggende forudsætning for demokratiet. De venstreorienterede er godt i gang med at vende det hele på hovedet og forsøger at udskamme “divergerende” holdninger som farlige for demokratiet. “Divergerende” i den sammenhæng er selvfølgelig alt det som de ikke selv mener. Det var den slags demokrati man havde i Østtyskland inden det kollapsede i slut-80’erne/start-90’erne.