Mandag aften kl. 23.46 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at op mod ti personer var i slagsmål ved Søndervangen i Viby. På stedet var der også to biler, en sort Mercedes B-klasse og en sort Audi Q2 eller Q3. Da politiet kort efter ankom til stedet, var der intet slagsmål, men betjentene traf flere vidner, der alle havde hørt råben og set flere personer slås. Området blev spærret af og gennemsøgt af politihunde, der fandt flere spor og genstande, der formentlig havde relation til slagsmålet.
Kl. 23.58 kom der via 112 en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv, og at han var på vej på skadestuen. Der blev sendt en patrulje til Aarhus Universitetshospital, hvor betjentene traf otte personer, der alle blev visiteret. Tre af dem blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Betjentene traf også en 21-årig mand, der havde flere snitsår i hånd, skulder, læg og balle – dog ikke noget livstruende. Manden ønskede ikke umiddelbart at tale med politiet, der derfor endnu ikke har det fulde overblik over hændelsesforløbet. På baggrund af vidneforklaringer og fund på stedet er det dog politiets opfattelse, at den 21-årige mand er blevet stukket i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen i Viby.
Østjyllands Politi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og hører i den forbindelse meget gerne fra borgere, der har set noget i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen omkring kl. 23.45 mandag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)