Norske Vigdis Hjorth er i storform i sin nye roman, hvor hun dykker ned i en ung piges sind, opvækst og forsøg på at finde ind til kernen af sig selv. Det er en roman for alle, der har været femten år.
”Hvorfor havde Gud sat hende ind i verden med en sådan feber, en sådan uro, en sådan tørst, som ikke kunne stilles, for det forstod hun, at den ikke kunne stilles, at hun måtte finde en måde at leve med den på, at det var opgaven.” – Citat fra romanen
Femten år er fortællingen om den unge pige Paula, der finder nogle af sin mors breve til mormoren, hvori moren beskriver deres familieliv. Paula bliver ramt af morens forstillelse, hvordan hun pynter på Paulas, lillebror Lasses og storesøster Elisabets liv og skolepræstationer. I takt med, at Paula bliver mere og mere klar over, at hun må finde sine egne sandheder i livet, bliver også familiens rytme forstyrret. Paula befinder sig midt i det erkendelsesforløb, der kulminerer under hendes egen konfirmationsmiddag.
”Hun mærkede jordens våde tyngde og samtidig en varm ild i sit indre, og selv om den jordiske tilværelse var en slags ildebefindende, elskede hun verden, sin fortvivlelse medregnet, og at leve kunne hun kun gøre én gang, og derfor skete det, der måtte ske, og det var afgjort.” – Citat fra romanen
Vigdis Hjorth kredser igen, som hun også gjorde i de store læserfavoritter Arv og miljø og Er mor død, om sandheder og løgne i en familie, både de bevidste og ubevidste, hvad er sandheden i et menneskeliv, i en ung piges sind, og om hvordan denne unge pige stålsætter sig og vil leve sit eget liv.
Vigdis Hjorth kan opleves live på Ordkraft i Aalborg d. 13.-15. april 2023.
Fakta om romanen:
Titel: Femten år – Det revolutionære forår
Forfatter: Vigdis Hjorth
Oversætter: Karen Fastrup
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740687873
Sidetal: 188
Vejl. pris: 299,95 kr.
Udgivelsesdato: 3. februar 2023
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)