Vil det reelt virke af fjerne St. Bededag?

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg fra Erling A. Jørgensen

Det er mindre end 2 år siden, at en socialdemokratisk beskæftigelsesminister klart og tydeligt advarede imod, at man fra politisk hold blander sig i helligdage og fridage. Dette er arbejdsmarkedets parters anliggende, hed det. Og hvem arbejder egentlig nu på St. Bededag?

Det gør f.eks. hele hospitalsvæsnet, redningskorps med ambulancer og akutlæger, politiet og vores forsvar. Brandslukningsberedskabet samt vand, varme og elforsyning er også i drift på St. Bededag. Fly, busser og togdrift, de er også mindst lige så meget i drift St. Bededag som på andre dage.

Undervisning? Vil studerende på universiteter studere (læse) mere, hvis St. Bededag bliver en arbejdsdag? Skal der undervises 6 timer (en dag) mere årligt i folkeskolerne?

Landmænd malker også deres køer på St. Bededag. Alle husdyr bliver fodret og passet på St. Bededag. I foråret bruger landmænd tørvejr, når det er der, til at få udført forårsarbejde på markerne, uanset om det er St. Bededag eller ej.

Slagterier slagter lige meget, uanset om St. Bededag er en fridag eller ej. Der bliver slagtet dyr i de mængder, der kommer ind og hvad landbruget har produceret, helt uafhængigt af, hvad der kan udføres med eller uden arbejde på St. Bededag. Påbud om, at St. Bededag skal være en arbejdsdag, medfører ikke en eneste times arbejde mere på slagterier og mejerier.

Restauranter, pølsevogne, cafeterier, biografer, teatre og Tivoli – skal disse beordres til at holde mere åbne den fredag, som hidtil har været St. Bededag? Og hvad med produktionsvirksomheder/fremstillingsvirksomheder?  Her bestemmer afsætningen, hvor mange timer der arbejdes. Man har medarbejdere ansat i det antal og i så mange timer, der skal bruges for at producere det, man kan afsætte.

Og byggebranchen? Jeg tror ikke på, at der bliver bygget et eneste hus eller fabrik mere i Danmark, hvis St. Bededag bliver arbejdsdag. Virksomheder har ansatte i så mange timer, som der skal bruges for at opføre det byggeri og udføre de renoveringer, der kan afsættes.  Hvor meget der arbejdes i Danmark, afhænger i langt højere grad af, hvor hårdt arbejdsindtægter beskattes. Der er allerede fald i aktiviteten vedr. byggeri. Regeringen vil forøge feriepenge med 0,5 %. Dette koster virksomheder i snit kr. 2.200 pr. år pr. ansat.

Totalt set vil sløjfning af St. Bededag som fridag ikke medføre, at der i væsentlig grad bliver udført flere timers arbejde. Det ville være langt bedre at afkorte den årlige sommerferie med en dag eller to. Og dette ville ikke være et angreb på vores helligdage.

Lad nu arbejdsmarkedets parter selv tage stilling til, om St. Bededag skal opretholdes. Det bliver helt i sovjetisk stil, hvis regeringen kommer til at lovgive om, hvad folk skal have i løn og feriepenge, og om hvor meget lønningerne skal sættes op. Skal liberalismen helt afskaffes? Jeg har tidligere skrevet, at Jakob Ellemann er i fuld gang med at køre Venstre i sænk med det resultat, at partiet, hvis der var valg i dag, ville tabe endnu flere mandater end de 20 mandater, partiet tabte ved sidste valg.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)