Vild biljagt

NÆSTVED: Sigtet for narkokørsel efter lang eftersættelse

Tirsdag klokken 10.28 kørte en politipatrulje på Hvedevænget i Næstved, og her så betjentene en Seat, og de besluttede sig for at standse bilen til en rutinekontrol. Det var føreren dog ikke helt med på, så han gassede op og fortsatte gennem byen.

Han kørte over for rødt flere steder og kom ud af byen. Han ræsede af sted ad Vestre Ringvej og Karrebækvej med meget høj hastighed – nu med flere politibiler efter sig. Bilisten kom ad mindre veje til Sandved, og på Parkvej lykkedes det endelig at standse lovløsheden. Føreren var en 41-årig mand fra Sandved, og bilejeren – en 23-årig mand fra Fuglebjerg – var også med i bilen.

De blev begge anholdt klokken 10.50, og den 41-årige blev sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Den 23-årige havde ca. et gram amfetamin på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt på stedet, mens den 41-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 14.26.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)