Af Sven Hakon Rossel.
Da de forskellige europæiske arbejderpartier engang i sidste årtusind arrangerede de årlige 1. maj-demonstrationer med vajende røde faner, var der en vis mening med galskaben. I mange lande var d. 1. maj oven i købet en fridag for voksne og børn med lukkede skoler og butikker.
Dengang gjaldt det simpelthen bedre ansættelses- og lønforhold. Men da disse – gudskelov da – er faldet på plads, er det tydeligt, at arbejdskampens tid er ved at være forbi.
Alligevel har de politisk umodne tyskere ikke kunnet nære sig. Der gennemførtes på selve dagen store demonstrationer både i Hamborg og Berlin. I Berlin-Kreuzberg troppede således ca. 8.000 venstreekstremistiske demonstranter op til den såkaldte ”Revolutionäre 1. Mai Demonstration“, der udartede til en typisk smiden med flasker og kanonslag og ikke mindst fysisk vold mod politiet, der måtte foretage 40 anholdelser. Her var der således ikke tale om folklore.
I det fredeligere Danmark opfordrede LO til på ”arbejdernes internationale kampdag”(!) – dette er til gengæld rent folklore – at deltage i festlighederne i Fælledparken med masser af underholdning, bl.a. med musik af gode gamle Peter Belli, og masser af bajere. Hvorfor ikke bare kalde arrangementet for en skovtur for hele familien?
Spørgsmålet trænger sig på, om ikke både 1. maj-markeringen, men også de (især) socialistiske/socialdemokratiske partier, der står bag, må siges at være passé. I en lang række europæiske lande er nedturen allerede begyndt.
Ved opløbet til det franske præsidentvalg fik den socialistiske kandidat Benoît Hamon kun 6,36% af stemmerne, en katastrofe for den regerende præsident François Hollande, ved de netop overståede parlamentsvalg i Holland og valgene i Grækenland i 2015 fik henholdsvis socialdemokraterne sølle 5,7% og det tidligere regeringsparti, Pasok, ca. 5,5% og så er der det decimerede Labour Party i England under Jeremy Corbyns inkompetente (ikke-)ledelse. Dennes forkærlighed for terrororganisationerne Hamas og Hizbollah kan vel næppe have tiltrukket mange nye medlemmer!
Tiden er ganske enkelt løbet fra partiprogrammerne. Arbejderne er blevet funktionærer og gider ikke høre mere snak om grådige kapitalister og klassekamp og vælger i stedet borgerlige partier. Men de røde partihovedkvarterer har ikke begrebet en dyt og fortsætter med ved deres arrangementer at synge ”Internationalen” – eller for Danmarks vedkommende – ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.
Det ser da også ud til at være gået op for de danske socialdemokrater, at der må en nyorientering til. Således er partiet måske(?) ved at komme til fornuft bl.a. med en stramning i udlændingepolitikken.
Netop i forbindelse med d. 1. maj har netop Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i en tale foreslået, at Danmark skal følge den australske model i asylpolitikken. Som det burde være bekendt, forhindrer Australien skibe med asylansøgere i at nå ind til kysten. De bliver derimod sendt direkte til nogle østater i Stillehavet, hvorfra deres asylansøgninger behandles. Hermed har Australien fuldstændig stoppet for spontane asylansøgere.
Modigt gjort, Henrik! Nu skal Dansk Folkeparti passe på, mens Socialdemokraterne måske hermed har fået sig en kronprins.
