Det er 10 år siden, at den internationale finanskrise kom til Danmark i efteråret 2008. Den økonomiske krise ramte hårdt, og lavkonjunkturen i kølvandet på krisen har været lang.
En ny analyse fra Danmarks Statistik giver et overblik over udviklingen i en række centrale nøgletal under og efter finanskrisen. Udviklingen sammenlignes med de to forrige nedgangsperioder i dansk økonomi, nemlig krisen efter kartoffelkuren i 1980’erne og lavkonjunkturen i starten af 2000’erne.
Analysens hovedkonklusioner:
- 10 år efter finanskrisen kom til Danmark, er mange af de økonomiske nøgletal, som er belyst i denne analyse, tilbage på før-krise-niveauet, men det betyder ikke, at dansk økonomi befinder sig i samme højkonjunktur som i 2007. Investeringerne og de reale priser på enfamiliehuse ligger fortsat lavere, og ledigheden er højere end før krisen.
- Genopretningen efter finanskrisen har taget længere tid end efter lavkonjunkturen i starten af 2000’erne og kan sammenlignes med tiden efter kartoffelkuren i 1980’erne, dog steg fx BNP og eksporten mere efter kartoffelkuren sammenlignet med efter finanskrisen.
- Efter finanskrisen steg antallet af uddannelsessøgende uden for arbejdsstyrken, hvilket også kunne ses under de to forrige tilbageslag. Desuden faldt fertiliteten efter finanskrisen og er fortsat lavere end før krisen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)