EU’s to grundlæggere lider af politisk åndenød: Tyskland (gen)indfører grænsekontrol delvis som politisk reaktion på fremgangen for EU-skeptiske partier. Men nægter dem stadig demokratisk medindflydelse. Frankrigs politiske system står på sammenbruddets rand, fordi det EU-skeptiske parti, National Samling, ikke blot vandt EP-valget, men også fik flest stemmer ved det valg til Nationalforsamlingen Frankrigs Præsident, Macron, udskrev i panik over resultatet af EP-valget. Men ikke flest pladser i Nationalforsamlingen fordi Macron indgik en studehandel med Front Populaire, en anden EU-skeptisk blok, sammensat af Kommunister og et Neo-Marxistisk parti, La France Insoumise (”Det Ubøjelige Frankrig”, hvad det så ellers skal betyde) og diverse grønne partier samt Socialistpartiet.
I Slovakiet, Holland, Ungarn og Italien er EU-skeptiske partier allerede ved magten. Ja, Holland og Ungarn er gået så vidt, at de formelt har anmodet om at blive fri for at deltage i EU’s immigrationspolitiske samarbejde. Og Ungarn truer ovenikøbet med at sende landets illegale asylansøgere og immigranter med bus til EU-Kommissionen i Bruxelles.
Hvad gør EU-Kommissionen, dvs. den gamle, for den nye, hvor de populistiske partier har større magt, er jo ikke sammensat endnu, selvom EU-Kommissionens nye formand, Ursula von der Leyen, er den samme, i den situation? Trykker den på pauseknappen? Nej.
Den offentliggør en rapport om Europas konkurrencedygtighed, som indebærer en femdobling af EU’s budget med årlige investeringer på mellem 75 0g 80 milliarder euro.
En rapport, som, hvis den bliver gennemført, vil betyde massiv forskubbelse af magten fra medlemsstaterne over til EU’s eneste udøvende magt: EU-Kommissionen.
Mest demokratisk foruroligende er, at Draghi/EU-Kommissionen i fulde alvor foreslår at gennemføre programmet, ikke via traktatændringer, men delvis via mere regelmæssig anvendelse af EU-Traktatens force majeure-paragraf, en undtagelsesparagraf, som EU bl.a. under stor kritik brugte til at rejse penge til at afhjælpe konsekvenserne af COVID-19.
Eller som rapporten lidt kryptisk siger: ”Den succesfulde øgede brug af Artikel 122 TFEU (Treaty On The Functioning Of The EU) til at hjælpe EU reagere i krisetilfælde betyder, at EU kunne udvide brugen af denne Artikel…omend (kun) ved at sikre fuld demokratisk legitimitet ved at involvere Europa-Parlamentet, i det mindste til at retfærdiggøre hvad det er der gør en eventuel krise til en undtagelsessituation”. (Rapportens Del B, side 316)
Kort sagt, eftersom der ingen demokratisk kontrol er p.t. med EU-Kommissionens brug af Artikel 122 TFEU, inklusive dens brug af enhver ”krise” til at erklære undtagelsestilstand og rejse milliarder af euro med alle medlemsstater, inklusive Danmark, som garant, forslår Draghi/EU-Kommissionen at give EU-Parlamentet, som er pot og pande med EU-Kommissionen i dens forsøg på at gøre EU til Europas Forenede Stater, kontrol med EU-Kommissionens misbrug af Artikel 122.
Alt så det EU-Parlament, som der absolut ingen nationalstatslig demokratisk kontrol er med, som har været rystet af adskillige korruptionsskandaler og som godkendte det Europæiske Råds kontroversielle og udemokratiske kroning bag lukkede døre af Ursula von der Leyen som EU-Kommissionsformand ved hemmelig afstemning.
Det dér med, at det er Draghi selv, som på EU-Kommissionens opdrag har skrevet rapporten, der repræsenterer hans ”vision”, er der vist ikke mange der tror på. Rapportens 386 sider er EU-Kommissionens bud på hvordan EU kan tage kampen op mod USA og Kina; med EU-Kommissionen selv som spydspids, selvfølgelig.
Og rapporten lægger ikke engang skjul på det, men sammenligner den politik, den mener er vejen frem, med en ny Marshall Plan, dvs. den plan, som betalt af amerikanske skatteydere fra 1948-51 hjalp Europa på fødderne igen efter 2.Verdenskrig (s.6 i Rapporten).
Der er bare 3 problemer med den analogi: Marshall hjælpen udgjorde 1-2% årligt af de modtagende staters BNP dengang; Draghis forslag vil betyde en årlig investering på ca. 5% of EU’s BNP i dag. Til sammenligning ligger EU’s samlede budget i dag på omkring 1% af EU’s BNP.
Og nok så vigtigt: denne gang er det ikke amerikanerne, der skal til muffen, men os selv, inklusive danske skatteydere.
Hertil kommer, at det altså ikke er Europas konkurrencedygtighed, vi taler om, men EU’s, uanset hvor meget rapporten tilslører forskellen ved i flæng at fremføre statistikker om Europas fortrinligheder og potentiale i skøn sammenblanding med EU’s.
Men Ursulas kompetencer rækker altså stadig ikke til Schweiz, Norge, UK eller alle de 17 lande i Europa, som ikke er medlemmer af EU.
Dette er ikke en stilistisk nuance, men en bevidst fordrejning af virkeligheden: det er ikke Europa der hænger bagud i konkurrencen med Kina og USA, men EU-projektet.
Det er der mange grunde til, men allervigtigst er det forhold, Draghi som økonom og betalt forsvarer af EU’s projekt ikke kan forholde sig til: at vælgerne ikke vil det elitens EU, som det oprindelige europæiske projekt har udviklet sig til. Og at de ikke føler, at de bliver hørt.
Europæerne er stadig ifølge de fleste meningsmålinger interesseret i et fælles marked, som virker, samarbejde om uddannelse hen over grænserne, samarbejde om fælles udfordringer som klimakrisen og Ukraine, men på mellemstatsligt niveau.
EU’s vælgere vil ikke opgive deres nationale identitet til fordel for et abstrakt postuleret Europa-borgerskab, som ovenikøbet ikke virkeligt er europæisk borgerskab, men et EU-borgerskab, styret fra Bruxelles. Det burde ikke være vanskeligt at se, men EU’s elite vil ikke opgive stormagtsdrømmene og tage dets kritikere alvorligt. Uanset at historien viser, at en politisk elite, der fører en politik vælgerne ikke er enige i, undergraver sig selv.
Østrigs vælgere har lige i skrivende stund givet sejren i et nationalt valg til Det Østrigske Frihedsparti, FPØ, som de etablerede partier straks har nægtet at samarbejde med ved ligesom i Tyskland, Italien, Holland, Frankrig, Sverige, Ungarn mv. at trække Nazi-kortet.
Burde der ikke her næsten 80 år efter Adolf trak stikket være en udløbsdato for at kalde ethvert parti til højre for Socialdemokratierne i EU for brunskjorter og Hitlers sønner?
Hvor længe kan EU’s eliter fortsætte med at stikke hovedet i busken og kalde dets demokratisk valgte kritikere for” ikke stuerene” politiske opkomlinge, ”populister” og det der er værre, i et desperat forsøg på at lukke munden på deres vælgere og holde dem væk fra magten?
Jeg har et bud: Ikke ret længe. Klokkerne er allerede begyndt at ringe – og de ringer for EU’s establishment.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)