19-årig mand idømt fængsel for vold, indbrud og trusler mod politiet

Et år og ti måneders ubetinget fængsel lød dommen på, da en 19-årig mand i Retten i Aarhus blev dømt for en lang række forhold.

Den 19-årige har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af februar i år, hvor han blev anholdt på en adresse i Viby efter, at han havde slået et 59-årigt mandligt familiemedlem i ansigtet med knytnæve på grund af nogle uoverensstemmelser. Kort efter blev han lagt i håndjern af en patrulje, der ankom til stedet.

Da den 19-årige i forvejen havde en del sigtelser på sig for andre forhold, blev han varetægtsfængslet, og nu har han fået dom for i alt 29 forskellige forhold. Blandt andet for at have udtalt dødstrusler mod et kvindeligt familiemedlem tilbage i marts 2018.

Han blev også dømt for fire indbrud i huse i Østjylland, hvor han stjal forskellige værdier som sølvtøj, el-cykler og elektronik. Ved et indbrud i januar i Tranbjerg tog han en bilnøgle, hvorefter han stjal ejernes bil.

 

Truede og fornærmede betjente

Politiet har flere gange haft fat i den 19-årige, der gentagne gange har fornærmet og truet forskellige betjente. I retten blev han blandt andet dømt for at have udtalt til to betjente, at han ”nok skulle huske dem og finde dem”. Andre betjente blev kaldt for ”møgsvin”, ”ludere” og ”pansersvin”.

Samlet set vurderede retten, at den 19-årige skulle straffes med 10 måneders fængsel, som blev lagt oven i en reststraf på et år. En vurdering, som senioranklager Jakob Beyer er tilfreds med.

”Den 19-årige har gentagne gange brudt loven med alvorlige forbrydelser og har gjort mange mennesker utrygge med vold, trusler og indbrud. Derfor er jeg tilfreds med, at han nu kan se frem til en længere fængselsstraf, ” siger Jakob Beyer.

Den 19-årige ankede ikke dommen. Han skal nu sidde varetægsfængslet frem til afsoningen begynder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)