Dansk Folkeparti vil have Børne- og Undervisningsministeren til at sige ok til undervisning i Muhammed-krisen med tegninger i de Københavnske folkeskoler. Derfor stilles der forslag torsdag d 22/6 på Borgerrepræsentationens møde om at pålægge overborgmesteren at rette henvendelse til Børne- og Undervisningsministeren om dette.
Desuden foreslår Dansk Folkeparti, at Københavns Kommune skal udarbejde et tillæg til læseplanen hvor det præciseres, at Muhammed-krisen skal behandles i undervisningen.
Sagen behandles som punkt nummer 26 på Borgerrepræsentationens dagsorden og det er Dansk Folkepartis gruppeformand Finn Rudaizky der er ordfører på forslaget.
Forslaget fremsættes i København som led i at Dansk Folkeparti stiller lignende forslag i mange af de kommuner, hvor partiet er repræsenteret.
Der forventes en livlig debat, set i relation til at såvel Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen som Børne- og Ungdomsforvaltningen ved tidligere lejlighed har frarådet en for intens undervisning i Muhammed-krisen og muhammedtegningerne. Dansk Folkeparti mener, at det er helt forkert og strider imod fuld ytringsfrihed og en naturlig undervisning af de unge i de faktiske forhold.
Der er ingen grund til at gemme historien væk, siger Dansk Folkepartis Finn Rudaizky.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)