Det multietniske og ytringsfriheden er som ild og vand

 To hændelser har fået mig til at skrive om et emne, jeg har berørt en del gange før, nemlig ytringsfrihedens forhold til et samfund, der bliver mere og mere multietnisk, multireligiøst og multikulturelt. Sagen er voteret for længst, og afgørelsen er, at der er et omvendt proportionalt forhold imellem de to størrelser. Jo mere multietnicitet, jo mindre ytringsfrihed og omvendt.

Af suppleant til Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, Morten Uhrskov Jensen.

Hvorfor er der denne sikre negative sammenhæng mellem det ene og det andet? En væsentlig del af svaret er i hvert fald, at niveauet for krænkelser stiger alvorligt i samfund, hvor borgerne ikke i det store og hele har samme religion, kultur og etnicitet. Religion og kultur kan i princippet vælges og fravælges af den enkelte, men i praksis foretrækker det altovervejende flertal at beholde den religion og kultur i bred forstand, som det store flertal af egen etniske gruppe har.

 

Det er ikke populært at sige i en tidsalder, hvor mennesket for alt i verden skal være plastisk, skal være modellerbart, således at gode mennesker kan ændre de slette mennesker til det bedre. Der er blot meget ringe videnskabeligt belæg for dette. Langt stærkere står den skole i den videnskabelige forskning, der gennem en efterhånden massiv evidens konstaterer, at meget mere hos mennesket har arvelige anlæg, også på etnisk gruppeniveau, end vi kan lide at tænke på. Og fordi dette er langt mere sandsynligt end ideen om, at (næsten) alt kommer til mennesket udefra, bliver det selvfølgelig også mere sprængfarligt, fordi det netop ikke står til at ændre. Man får f.eks. ikke den gennemsnitlige araber eller afrikaner til at blive en gennemsnitlig velfærdsdansker, når det kognitive niveau og adfærden i snit taler langt stærkere for at organisere staten som et utal af små enheder, nemlig klanen, den udvidede familie, der yder beskyttelse internt og mistror alle uden for klanen.

 

Samtidig har disse store grupper af mennesker med en klantankegang bosat sig i et land som Danmark, hvor kriminaliteten blandt etniske danskere er lav, arbejdsmoralen høj, og tilliden til staten er stor, fordi vi ser staten som en form for forlængelse af os selv og vores nære familie.

 

Denne uheldsvangre kombination betyder, at magthaverne – der i sagens natur groft svigter de etniske danskere – i stigende grad de facto og de jure vil knægte ytringsfriheden. Man får af de etablerede medier – der er en del af problemet, ikke af løsningen – ikke at vide, hvem der sørger for, at kommunernes ”specialiserede socialområde” (kvindekrisecentre, herberger, sikrede døgninstitutioner for børn og unge og botilbud for personer med handicap) i ekstrem grad overbelastes af mennesker med rødder i den tredje verdens klanstyrede lande. Ej heller får vi normalt kendskab til etniciteten på grove voldsmænd og mordere, medmindre det er strengt nødvendigt.

 

Det ret fortvivlende er, at skønt jeg og andre kan påvise de ekstremt skadelige virkninger ved at gøre samfundet stedse mere multietnisk, sker der intet reelt fra lovgivers side. Man har ikke lukket grænsen for mennesker fra den tredje verden, internationale konventioner er ikke blevet enten omfortolket, taget forbehold for eller udtrådt af, og miseren vokser derfor år for år.

 

Denne sørgelige tingenes tilstand hviler dog på et overordentligt skrøbeligt fundament, netop fordi livsvilkårene for etniske danskere og etniske vesteuropæere hele tiden forværres. Der vil komme et vendepunkt, er jeg sikker på, men indtil da vil problemerne kun vokse sig