Trump og Elitens Erotiske Skadefryd

Elitens og massemediernes helt åbenlyse jubel over, at Trump er blevet fundet skyldig i 34-FIRE OG TREDIVE-kriminelle forseelser, kan kun forklares med ét begreb: skadefryd.

Venstrefløjen og Demokraterne i USA, som i årevis har klandret retsvæsenet og politiet for ar være racistisk, kan ikke få hænderne ned i lovprisningen af USA’s retssystem, som endelig fik skovlen under den forhadte Trump: Ingen står over loven og slet ikke Trump, gentages som et mantra fra Det Hvide Hus til massemedierne.

At det var oppositionens spidskandidat, som for første gang i USA’s historie blev dømt af et system, som hans officielle modkandidat, Præsident Biden, er ansvarlig for, og som nu ikke blot kan karakteriseres som kriminel, men også i de kommende måneder vil blive alvorligt hæmmet i at føre sin valgkamp og ovenikøbet risikerer fængsel som følge af en retssag, der kun kan karakteriseres som en skueproces, ser eliten stort på.

Det samme gælder den omstændighed, at Trump blev dømt som kriminel over den samme mulige bogføringsfejl: de 34 forseelser henviser til de 34 gange bogholderiet har bogført den samme type udgift, nemlig betaling til Trumps advokat.

Hvordan noget sådant kan føre til en kriminel forseelse, kunne kun ske ved noget meget kreativt juristeri, som hævdede, at de 34 checks, som Trump udstedte til sin sagfører, i virkeligheden dækkede over et forsøg på under valgkampen i 2016 at holde en tys-tys-aftale med en pornostjerne hemmelig.

Sådanne aftaler er ganske vist ikke ulovlige og præsidentielle valgkampsspørgsmål henhører yderligere under det føderale systems jurisdiktion, men det så den lokale statsanklager og en meget velvillig dommer stort på, hvilket med noget nær statsgaranti vil medføre, at sagen ved appel vil blive omstødt.

Men det er ikke det interessante: Trumps vil fortsætte sin kampagne og vil måske ovenikøbet få tilsat et ekstra skud energi ved en åbenlys politisk fejldom i en skueproces, som ville have gjort Stalin ære.

Det interessante er netop skadefryden. Der er noget psykologisk foruroligende ved elitens skadefryd. Noget orgiastisk.

En juridisk kommentator, Andrew Weismann, erklærede, at han, selvom han var straight, var forelsket i dommeren, og en kvindelig ditto indrømmede, at hun blev så begejstret over dommen, at hun tabte kontrollen med sit blæresystem.

Vi er i omegnen af Freud-territorium her, hvor politiske meninger og meningsforskelle unddrages fornuft, forstand og politisk analyse og følelsesgøres: vi er inde på seksualitetens overdrev.

Hvad ville Freud have sagt?

For Freud er undertrykt seksualitet, oftest i barndommen af autoriteter og forældre og af samfundet, som senere bliver udtrykt i personlighedsforstyrrelser eller traumer som f.eks.  narcissisme, en organisk del af vores personlighed.

Skadefryd repræsenterer en åbenlys seksuel lystfølelse aktiveret ved et nederlag for de autoriteter, de forældre, det samfund, det system, som eliten og de venstresnoede allerdybest inde holder ansvarlig for deres utilpashed og traumer.

At anklage venstrefløjen og Demokraterne for politisk uhæderlighed og opportunisme skyder derfor helt ved siden af skiven.

Deres problem stikker bogstaveligt talt meget dybere.