Dom til narkosælger på Roskilde Festival

Retten i Roskilde afsagde i sidste måned en dom til en narkosælger, der havde haft travlt under Roskilde Festival 2018.

En 25-årig mand fra Frederikssund blev sidst i september idømt 10 måneders ubetinget fængsel for salg af narkotika på Roskilde Festival i 2018.

Manden fik desuden konfiskeret et kontantbeløb på over 90.000 kr. samt hans depot af narkotika, som han opbevarede i sin bil.

Sagen startede den 4. juli 2018, da politiet spottede en bil uden for festivalområdet, hvor førerens adfærd var mistænkelig. Derfor tog betjentene og en politihund kontakt til føreren, og manden blev på stedet sigtet og visiteret.

Under visitationen fandt politiet et kontantbeløb i mandens lommer, og dette bestyrkede mistanken til, at manden solgte narkotika.

Derfor blev hans bil ransaget, og her fandt politiet en digitalvægt, over 11 gram kokain fordelt i små salgsposer og et kontantbeløb på over 90.000 kroner, der kunne stamme fra gevinst for narkotikasalg. Desuden fandt politiet dopingmidler i bilen, som også blev vurderet til videresalg.

 

Tilfreds med resultatet

Politikommissær Kim Lech fra Midt- og Vestsjællands Politi er meget tilfreds med resultatet af sagen.

”Dommen viser med alt tydelighed, at domstolene ser med stort alvor på salg af narko på musikfestivaller, hvor mange unge mennesker er til stede. Desuden sender det et signal om, at der ikke er frit lejde til hverken at købe eller sælge narkotika, bare fordi man er på festival,” siger Kim Lech og understreger, at politiet fortsætter med at fange narkosælgere og –købere.

”Politiet på Roskilde Festival har hvert år en stor indsats mod narkotika. Derfor kan både sælger og køber være forvisset om, at det er forbundet med stor risiko at købe eller sælge narkotika, og der venter en hård straf, når politiet får fat i dem,” siger politikommissæren fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 25-årige mand blev ved Retten i Roskilde dømt for at have solgt samlet set 160 gram kokain og fik ud over de 10 måneders ubetinget fængsel konfiskeret både penge og sit lager af narkotika og dopingmidler.

Den 25-årige mand fra Frederikssund valgte at modtage dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)