Klumme: To rumænske mærkedage

Her omkring årsskiftet er der grund til at rette opmærksomheden mod to vigtige nationale, rumænske begivenheder, to mærkedatoer i december 2019, der er gået ubemærket hen herhjemme pga. indenrigspolitisk bøvl, indvandrervold, Brexit, koalitionsproblemer i Tyskland og valgkampen i USA for blot at nævne nogle af de aktuelle politiske brændpunkter. Alligevel har disse begivenheder haft og vil kunne få vidtrækkende følger for os alle i den vestlige verden.

De første protester mod Rumæniens diktator Nicolae Ceauşescu

Den første begivenhed er et jubilæum, der ikke bør gå under i de mange nyheder vi dag og nat bombarderes med både i de officielle og de sociale medier. Vi befinder os i tiden efter murens fald i Berlin i 1989, der vendte op og ned på den politiske situation ikke mindst med Sovjetunionens undergang. I november 1989 overfaldes den lutherske præst László Tökés, der bor i Rumæniens næststørste by Timişoara, af det berygtede hemmelige politi, Securitate, og gennemprygles. Tökés er leder af en bevægelse, der modsætter sig en tvangsrømning af en række landsbyer, hvis beboere iflg. landets kommunistiske diktator Nicolae Ceauşescu ønske skal tvinges til at arbejde i større industribyers fabrikker.

Da Ceauşescu beslutter, at Tökés skal deporteres, samles d. 15. december flere hundrede mennesker foran dennes hus for at forhindre dette. Soldater, politi og Securitateagenter forsøger at bortjage menneskemængden, og der skydes med skarpt mod de protesterende. Det nøjagtige tal på de dræbte kendes ikke, men det vides, at Ceaușescus ligeså blodtørstige hustru, Elena, giver ordre til, at lastbiler med ialt 40 døde bliver kørt til Rumæniens hovedstad Bukarest og ligene her brændes for at forhindre en identificering. Den 17. december ruller de første tanks ind i Timișoara, dagen efter samles titusinder af protesterende industriarbejdere, og i løbet af få dage er der erklæret undtagelsestilstand i hele byen.

Et diktaturs undergang

Den 21. december spreder protesterne, der nu snarere ligner en revolution, sig til Bukarest. Ceauşescu henvender sig foran det kommunistiske centralkommittees bygning i en tale til befolkningen, men bliver mødt med buhråb og en pibekoncert. Tusindvis af unge mennesker, ikke mindst studenter, begynder  at bygge barrikader, og igen går militær og politi med største brutalitet til angreb på menneskemængden. Arbejdere slutter sig til de protesterende og begiver sig ind mod byens centrum. Ceauşescu erklærer hele landet i undtagelsestilstand, mens aktivisterne erobrer den statslige fjernsynsstation, mens én af anførerne, den tidligere kommunitiske politiker Ion Iliescu, der senere bliver landets præsident, bekendtgør oprettelsen af ”Fronten til nationens redning”. Voldsomme gadekampe, hvor nu også dele af militæret kæmper på de protesterendes side, bryder ud – både i Bukarest og i en række andre byer – og frem til revolutionens sejr d. 27. december dør flere end tusinde mennesker.

Elena og Nicolae Ceauşescu henrettes

Ægetparret Ceauşescu når allerede d. 22. december at flygte i en helikopter, der lander uden for hovedstaden. Her arresteres de og afhentes af en militærenhed. En hastigt nedsat militærdomstol dømmer tre dage senere parret til døden, og de henrettes ved skydning i byen Târgoviște nordvest for Bukarest samme dag kl. 14:50. Hele landet ånder lettet op. Både processen og henrettelsen bliver filmet og vist i det statslige fjernsyn. Få dage senere er revolutionen – den blodigste i de tidligere kommunistiske østlande – ført til ende, og Rumænien kan som et frit land begynde på genopbygningen af et totalt ruineret land, en proces, der førte til landets optagelse i NATO i 2004 og i EU i 2007.

Rumæniens nye præsident

Rumæniens vej til demokrati har været tornefuld med en lang række regeringer og et korrupt politisk netværk, ofte bestående af tidligere kommunister. Ion Illiescu er et godt eksempel . Men ved valget mange år senere, i 2014, blev lederen af det borgerlige Nationalliberale Parti (PNL), Klaus Johannis, der er af tysk afstamning og borgmester i Rumæniens tredjestørste by Sibiu, valgt til landets præsident. Og hermed sattes et afgørende skel. Johannis var tydeligvis en repræsentant for en yngre, demokratisk og vestlig orienteret generation.

Den tysktalende Johannis har i tre perioder været Sibius dynamiske og populære borgmester og blev hver gang valgt med flere end 80% af de afgivne stemmer. Han har haft og har stadigvæk gode kontakter til udenlandske investorer og til bureaukraterne i Bruxelles og kronede sin indsats som borgmester med at få sin by (sammen med Luxembourg) valgt til Europas kulturhovedstad i 2007. Han fik også gennemført en række større projekter: således en generalsanering af Sibius smukke, men stærkt forfaldne gamle bydel, en fornyelse af gadenet, vand- og elforsyning og en udbygning af lufthavnen, der nu svarer til vestlig standard.

Præsidentembedet i Rumænien har i overvejende grad repræsentative funktioner, men præsidenten har ikke deto mindre mulighed for bag kulisserne at trække i vigtige tråde, når det gælder regeringsdannelse og kontrol med parlamentet. Og endnu vigtigere er naturligvis hans status som landets øverste myndighedsperson med umiddelbar adgang til de officielle medier. Det lykkedes da også for Johannis at tørlægge dele af Rumæniens politiske sump – men der er stadigvæk meget at gøre – og han fik da også lagt sig ud med den magtfulde postkommunistiske elite.

Den 24. november 2019 – den anden mærkedag i denne klummes overskrift – stillede Johannis op til en ny valgperiode som sit lands præsident. Hans modkandidat var Viorica Dăncilă fra Det socialdemokratiske Parti (PSD), der havde været Rumæniens regeringschef 2018-19, men var blevet væltet gennem en mistillidserklæring i parlamentet – med en anklage for korruption naturligvis. Partiets tidligere leder Liviu Dragnea – og dén person der rent faktisk regerede landet, sidder fængslet ligeledes med en række korruptionsanklager hængende over hovedet. Utvivlsomt har hans støtte til partifællen Dăncilă bidraget til hendes eklatante nederlag. Mens Johannis fik 66,09% af de afgivne stemmer, fik Viorica Dăncilă kun 33,91% af stemmerne.

Fremtiden

Nu bør alle ånde lettet op. Bevidst vil Klaus Johannis, der netop ikke er en typisk partipolitiker, søge at styrke de demokratiske elementer i Rumænien, der immervæk er EUs syvendestørste land med 20 mio. indbyggere. Han ser sig som en moderne og effektiv teknokrat, der kan få tingene fra hånden. Der er heller ingen tvivl om, at han aktivt vil forsøge at blande sig i det politiske liv, hvilket vil være til gavn ikke blot for hans eget land, men for hele den vestlige verden.