Klumme: Europas ørkenvandring mod et øde landskab

“Det er nu op til jer briter selv at forsvare jer” udtalte den romerske kejser Honorius i år 410 efter at briterne – fra den fjerneste udpost i riget – i månedsvis havde tryglet Rom om at sende tropper mod invaderende barbarer. Romerriget kæmpede en sidste overlevelseskamp mod indtrængende germanske stammer. Forsvaret af Britannien over for de indtrængende barbarer var forgæves. En kultur gik tabt for eftertiden. 350 års romersk indflydelse og højnelse af alt fra bygnings- til kogekunst forsvandt som dug for solen. Rom selv blev hærget og brændt af kort tid efter. Tilsvarende som den europæiske kultur i dag er ved at blive erstattet af en islamisk.

Det vestromerske riges fald i 1400-tallet til de indtrængende muslimer var i historisk sammenhæng blot en fortsættelse af de mange forskelligartede, men alt andet end fredelige invasioner, hvorunder etniske europæere har lidt. Med Konstantinopels fald fulgte opbygningen af det osmanniske rige på ruinerne af den kristne bastion mod øst. Istanbul-kalifatet tilblev på ofrene fra tusinder af vestromerske indbyggere – kvinder, børn og mænd – der en som alle havde den ulykke at være født kristne.

I dag vajer den islamiske halvmåne over den tidligere kristne katedral i Istanbul. Der var en manglende evne og vilje til at forsvare vestlig og kristen kultur på et tidspunkt, hvor interne stridigheder, pestepidemier og almindelig armod prægede Vesteuropa.

Blot få hundrede år før havde korstogene passeret forbi Konstantinopel på vej mod det hellige land. Tempelridderorden blev siden hen opløst, og dets stormester brændt på bålet på sorte fredag i 1307. Ingen magtede at varetage opgaven med at forsvare Europas sydflanke mod indtrængende muslimer. Mellemøsten var på daværende tidspunkt selv overgået fra primært at være et kristent landområde til at være undergivet islam.

Hvis man opdaterer fortidens Europa og Mellemøsten med dagens scene, så har historien ikke forandret sig synderligt. Mellemøstens kristne eller hvad der er tilbage i få procenter befolkningsmæssigt, de er jaget vildt. Europæiske politikere over en kam har opfattelsen af, at Europa er i stand til at opsuge den invasion af millioner og atter millioner af indtrængende muslimske migranter, blot man kan parkere det under trylleformularen, “at integrere dem”.

Alle historiske erfaringer viser islams evne til at sætte dagsorden dels i kraft af koranens opfordringer til mangfoldiggørelse af dens udøvere og dels i forhold til anvisning af, hvorledes de vantros lande skal erobres og de vantro nedkæmpes i det omfang, de ikke selv frivilligt lader sig omvende. Islams styrke er dens mangel på eftergivenhed og manglende vilje til at lade sig reformere. Islam henstår uforandret siden ørkenstormene i 600-tallet.

I stedet for at forsvare de ydre grænser, forsvare den europæiske identitet, så ofrer politikerne i godhedens navn europæernes sikkerhed og velfærd på mangfoldighedens alter. Troen på alle religioners og kulturers ligeværd er den største trussel mod Europa siden Hitlers hære fejede de europæiske demokratier af banen i foråret og sommeren 1940.

Når islamiseringsprocessen i FN-sammenhæng fremskyndes via nye konventions grundlag som Marrakech-aftalen om Mena-borgeres ret til at komme til Europa, så eskalerer demonteringen af det Europa, som du og jeg kender. Og folk enten ikke forstår konsekvensen af ødelæggelsen eller også er de ligeglade, fordi de ikke husker andet end en hverdag med islamiske angreb på julemarkeder eller evindelige islamiske særkrav i det offentlige rum. Ren eftergivenhedspolitik. Det-går-jo-nok-alt-sammen holdningen.

At englænderne har valgt at forlade EU, efterlader et håb om, at noget er ved at røre sig i folkedybet. Brexit tilblev på trods af det etablerede systems modvilje, ikke i kraft heraf. At kritikken af den negative islamiske indflydelse på engelsk kultur og sikkerhed undertrykkes i forhold til en meningsdanner som Tommy Robinson, er så et andet forhold. Her skal folk lære at fravælge den etablerede løgnepresse.

Et behjertet svar på, hvorfor der ikke sker et hurtigere politisk skred mod at sikre nationalstaternes Europa, er, at kontinentet mangler politikere af samme kaliber, styrke og indstilling som den tidligere engelske premierminister Winston Churchill. Politikere som kan skære igennem, politikere som er i stand til at styre med både hjerte og hjerne og ikke kun med følelserne. Medier og politiske partier uanset politisk observans fastholder til stadighed den enerverende grå masse af lands- og Europa-skadelige politikere i slaphedens/eftergivenhedens navn.

Det retnings- og udslagsgivende for gennemsnitspolitikerne er fortsat pænhed af indpakningen af de politiske beslutninger frem for en vurdering af, hvad beslutningerne kommer til at have af konsekvenser for vælgerne, man har ansvaret for. Med de valg, EU- politikerne generelt træffer, vil de etniske europæere stå som tabere og islam som vinder. Europæiske værdier vil blive valgt fra til fordel for mellemøstlige. Når man lukker Mellemøsten ind, får man ikke overraskende Mellemøsten. Det er kun gennemsnitspolitikerne og de kulturradikale, der har lukket for ilttilførslen til den del af hjernen, hvor erkendelsen visualiserer sig.

Europa overvandt kommunisme og nazisme, fordi den folkelige opinion ikke ville acceptere naturstridige og humanitære krænkelser i det omfang som tilfældet blev. Begge ideologier blev påtvunget af udefrakommende nationer. Om Europa vil overvinde islamismen, beror på, om befolkningerne i Vesteuropa er i stand til at indse faren for islam fra de hastigt voksende mellemøstlige befolkningsgrupper, der allerede befinder sig iblandt os.

Europa står ved en korsvej i mere end en forstand. Vælger man at skifte til et mere konservativt, nationalt orienteret spor, så skal man vælge politikere, der opstiller krav om sikring af de ydre europæiske grænser og afvisning af islamiske særkrav. Man skal vælge politikere, der gør op med retten til at kunne komme til Europa på migrantvilkår, man skal stemme på politikere, der vil arbejde på at få nedbragt antallet af migranter på en mærkbar måde. Først når antallet af migranter falder i gadebilledet, i den økonomiske belastning og i kriminalitetsstatistikken vil Europa være på rette vej igen, ikke et sekund før.

Valget er europæernes, historien blev ikke skabt af sig selv. Det har som regel krævet blod, sved og tårer at få sat de spor i historien, som sikrede nutiden og eftertiden. Spørgsmålet er, om europæerne generelt er blevet for magelige, lullet i søvn af en løgnepresse og af holdningsløse politikere. Der skal formentlig en eller flere større begivenheder til, før Europa vågner af tornerosesøvnen. Indtil da bliver Europas historie en ørkenvandring mod et øde landskab, og det i mere end en forstand.