Klumme: Skinprocessen om et demokratisk forløb


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Et flertal af politikere i Region Hovedstaden, med den socialdemokratiske Regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen som dirigent, lader som om, de tager kommuner og borgere med på råd, forud for deres uforståelige nedskæring af busser og tog på ruter og strækninger, hvor den kollektive trafik, efter Dansk Folkepartis mening, absolut bør fortsætte.

Der er tale om 15 millioner kroner, som Socialdemokraterne, de konservative, SF, de radikale, Alternativet og Liberal Alliance vil fjerne. Partierne fortæller gerne, at de “selvfølgelig tager de berørte kommuner med på råd”, men de glemmer at fortælle borgerne, at de slet ikke drømmer om at rette sig efter de mange klager, som er på vej.

Sagen er nemlig den, at regionens trafikudvalg, allerede den 15. april, vedtager besparelsen. Og skinprocessen om et demokratisk forløb, illustreres ved, at man først mødes med kommunerne den 22. april i et Skype møde. Og jeg er ret overbevist om, at Trafikudvalgets beslutning efterfølgende bekræftes af regionens forretningsudvalg.

Heller ikke borgerne får indflydelse på de alvorlige nedskæringer. DF har krævet en reel høring hos kommuner og brugere, men det ønsker flertallet desværre ikke. Og derudover er der opstået en socialdemokratisk strid, idet Ballerups borgmester Jesper Wurtzen (S) udtaler, at “den er helt skæv, så det er en ommer”. Men, der bliver desværre ingen ommer. Forløbet viser, at Movia “styrer” et flertal af politikere og ikke omvendt.

Flere kommuner rammes af besparelserne. Hårdest Ballerup, hvor flere af de nedlagte buslinjer går til og fra kommunens store erhvervsområde og skoler.
40E mellem Skodsborg og Høje Taastrup går igen som en rute der skal nedlægges. Det er den bus som forbinder DTU Lyngby med DTU i Ballerup.

Den nuværende bus 40E er med i alle tre spare-scenarier, som trafikudvalget skal behandle.
Hvis 40E bliver sparet væk, så vil det efter DF’s opfattelse være en katastrofe. For så bortfalder muligheden for at pendle mellem Lyngby Campus og Ballerup Campus. 40E er en livline for DTU studerende.

I dag tager det 24 minutter at køre mellem DTU i Lyngby og Ballerup. Det vil i fremtiden tage mere end 40 minutter, hvis linje 40E nedlægges.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)