Klumme: Hvordan synes I selv det går, WHO?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er en FN-organisation, der har været en del af vores verdensbillede siden den 2. Verdenskrig. Et internationalt samarbejde på sundhedsområdet skulle være løsningen på vores problemer.

Skulle WHO ikke have forhindret coronaepidemien? Øh, jo, det skulle den ifølge sit mandat. Dens “forfatning” siger, at “Governments have a responsibility for the health of their peoples which can be fulfilled only by the provision of adequate health and social measures” samt at WHO’s mandat er “the attainment by all peoples of the highest possible level of health”.

Hvordan synes WHO selv, det er gået? Hele Europa er i lockdown og de menneskelige og økonomiske konsekvenser er bogstaveligt talt uoverskuelige. Vi snakker recession på verdensplan, fordi et marked i Wuhan solgte levende kyllinger!

Under WHO’s ledelse har Kina ført hele verden bag lyset og med WHO som medskyldig har det taget katastrofalt lang tid at gøre resten af Verden klart hvor galt det stod til.

WHO’s mandat er at koordinere ”Governments”, men det er ikke gået så godt. WHO har bl.a. haft umådelig svært ved at sige, at virussen kom fra Wuhan, en by i et af organisationens medlemslande, Kina (som med flid fik Taiwan, der næsten ingen coronavirus problemer har, udelukket fra WHO), og har ikke i praksis formået at koordinere noget som helst. WHO’s politik går ud på at opfordre medlemsstaterne til at gøre deres bedste!

I EU og alle andre steder har det knebet med den internationale solidaritet, som WHO skulle stå for. Alle lukker af for fly fra alle andre. Hvis man nu var ondskabsfuld, kunne man næsten sige, at at situationen lignede den som kendetegnede det ”internationale samfund” før WHO blev oprettet efter 2.Verdenskrig.

Og hvordan går det med europæisk solidaritet? Det går ikke så godt.

Serbien, som p.t. forhandler om medlemskab af EU, kalder EU’s solidaritet for en fantasi, fordi EU lige har vedtaget kun at sælge masker, iltmaskiner og medicin til sig selv. Der er indført eksportforbud til tredje lande, også dem på vores dørtrin.

Men Italienerne er også sure: Tyskland skulle sende medicin, ventilatorer og masker, men det gik ikke rigtigt, fordi hvad nu, hvis dets egne borgere ligesom også havde brug for dem?

Den europæiske centralbanks chef, franske Christine Lagarde, der er udnævnt af Macron, Frankrigs præsident, og uden central bank erfaring, var yderligere ude at dumme sig på EU’s vegne med en udtalelse om, at det ikke var hendes opgave at støtte italienske statsobligationer, hvilket straks fik italiensk statsgæld til at eksplodere. Det var lige det, italienerne havde brug for, efter at have sat landet i karantæne.

Taget i sammenhæng med at Italien ingen støtte har fået til at stoppe immigranterne fra Nordafrika, begynder det internationale samfunds retorik om international solidaritet at klinge lidt hult i Rom og andre steder.

Eller for nu at blive helt konkret: Nu hvor det alligevel er hvert land for sig selv, skal de 7.000 eksperter ansat i WHO så have deres kontrakt forlænget?

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)