Klumme: Visioner for et nationalkonservativt Danmark – Del 2

Det nationalkonservative tomrum

Tilbage står et tomrum i dansk politik på den nationalkonservative scene. Thulesen Dahl er mere en stopklods end en igangsætter for en visionær dansk politik på udlændinge- og EU- området. Pænhed og formalia har overtaget realpolitiske tiltag, som kunne sætte Morten Østergaard-segmentets samfundsnedbrydende politik skakmat. Enhedslistens folk forstår dygtigt at mobilisere deres stormtropper, hver gang islamiske kræfter skal bakkes op på Nørrebro eller foran Christiansborg. Den nationalkonservative scene i Danmark i dag er lige så dårligt rustet, som da tyske tropper rykkede ind over grænsen den 9. april 1940. Flasken peger primært på Thulesen Dahl som årsagen hertil.

Hvad Danmark har brug for, er politikere, der har både mod og vilje til at sætte sig nogle markante mål, og en vilje til at få dem gennemført. Politikere, som vil tilsidesætte egen vinding og position, og som ikke har været inficeret af Christiansborgs halvlunkne spil i en menneskealder. De skal have en vilje til at udfordre de enerverende, ukritisk røde, mangfoldighedsorienterede og statsstøttede medier. Hvad Danmark ikke fortjener, er en fortsat laissez-faire holdning fra en Thulesen Dahl og den øvrige usynlige borgerlige fløj.

Man skriver ikke Danmarks historie med et politisk signal og en forudgående indstilling om, at man ikke kan få det hele og stille ultimative krav, og det til trods for, at DF i fire år udgjorde Løkkes parlamentariske grundlag. Og så med en Thulesen Dahl, der i øvrigt tillod et migrantstormløb mod Danmark i 2015. Rent landsforræderi for at simplificere problematikken. Det er blevet så gråt og kedeligt i DF under Thulesen Dahls ledelse. Der føres ikke politik, der foretages ingen organisatoriske ændringer, der signaleres ingen vilje til hverken magt eller agt. Hvordan kan han så tro, at vælgerne ikke forlader skuden. DF’s hardcore vælgere tilslutter sig NB, mens dem, der oprindeligt var Socialdemokrater eller Venstrefolk, returnerer til udgangspunktet.

Men, coronaen, den kan man jo give skylden for alt. Var der dog en lille dreng i DF, der kunne råbe, at kejseren ikke har noget tøj på, så var formandsskiftet formentlig ikke så langt væk. Jeg tror, at Thulesen Dahl ville blive både overrasket og forfærdet, hvis han kendte omfanget af utilfredsheden med både hans og topledelsens stil. Den rækker ind i folketingsrækkerne.

Når Thulesen Dahl ikke forstår, at vælgere er som planter, der skal gødes, vandes og have lys, så burde han få det fortalt ved en ekstraordinær generalforsamling, inden det er for sent. Partiet er ikke ham, han er kun leder, der tegner DF, så længe det giver mening. Og det gør det ikke længere. Danmark fortjener bedre og mere end visionsløshed. Det har vores land historisk haft rigtig dårlige erfaringer med. Tiden er inde til et opgør på den højrenationale scene, hvis vi ikke skal ende som EU’s nordlige region i et statssamfund, der for enden af århundredskiftet har etniske mindretalsbefolkninger, momentane borgerkrige med indtrængende mena-migranter og økonomier, hvor velfærdstiderne længe er overstået.

Som nationalkonservativ lyder skrigene fra ofrene for indvandrerrelateret kriminalitet højere end den bragesnak, som politikere, der har udspillet deres rolle, udsætter os for. Man mobiliserer en indre hær, hver gang man læser eller hører om, hvilken vej, det går for Danmark. Den højrenationale scene er træt af snak, vi kræver politikere, der tager ansvar og ikke vasker hænder for de fejltrin, de er ansvarlige for. Thulesen Dahl burde for længst have set skriften på væggen. Mageligheden og et langt liv uden for den virkelighed, hvor folks liv udspiller sig, det skygger for udsynet.

Det er tid til nytænkning på den nationalkonservative scene, det er tid til sammenhold på den patriotiske fløj, men det også tid til udskiftning af den del af det politiske segment, der er fejlplaceret eller ikke forstår at tegne den historiske mission. Tiden er for knap til yderligere tøven. Stil krav til politikerne, råb højt om, at vi og du ikke vil finde dig i yderligere positionering og rænkespil. Danmark er kun til låns. Vi på den nationalkonservative scene har en historisk forpligtelse til at videregive vores nation intakt og en lille smule bedre end da vi fik den i arv. Og vi har i hvert fald ikke brug for politikere, der saboterer den udvikling, der er behov for. Deres timeglas er allerede ved at rinde ud, Thulesen Dahl inklusive.

De nationalkonservative målsætninger

Målsætninger og visioner bør tage udgangspunkt i, hvad der bedst tjener danskerne og Danmark, ikke spøgelser eller migranter på vej til det forjættede Europa. Løkkes underskrift på Marrakech-aftalen bør annulleres, når tiden er til det, ligesom Danmark bør udtræde af FN-konventioner, der giver adgang til spontanasyl. Man udfordrer både sammenhængskraft og vores kulturelle og religiøse ophav med den ansvarsløse migrationspolitik, der føres. Det uanset stramninger som navnlig Venstres Inger Støjberg har signaleret. Når man hører, at der indkaldes til bønnemøde under åben himmel i Gellerup Parken i Århus, mærker man ikke meget til hendes indsats.

Opholdsgrundlag bør efterses og sammenkædes med selvforsørgelse. Flygtninge der allerede har opnået asylstatus, bør aldrig få forlænget deres opholdsgrundlag uden efterprøvelse af hjemrejsemulighed. Permanent ophold for flygtninge bør bortfalde og erstattes af et midlertidigt. Det bør ikke være en naturret at tage ophold for vores regning uden at yde. Samtidig bør byggeri af moskeer finansieret af udenlandske kræfter ophøre, koranskoler lukkes, og islamisk-orienteret undervisning frakobles friskoleloven. Islam bør ikke have nogen adgang til indflydelse i det offentlige rum. Religion er en privatsag.

Skolebestyrelser og institutioner finansieret helt eller delvist af det offentlige bør kun besættes af danske statsborgere. Kun kristne symboler og traditioner må følges. Der er ikke religionslighed i Danmark. Danmark bør i det hele taget ikke kun føre en langt mere restriktiv indvandrerpolitik end nu. Der bør føres en egentlig repatrieringspolitik, før det er for sent. Kravet om selvforsørgelse vil være er godt udgangspunkt for en politik, der virker. Milliarder vil kunne spares og tusinder vil enten skulle forlade landet eller finde sig et egetfinansieret opholdsgrundlag. Fornuften vil være genindført i dansk politik.

Udvisningsreglerne bør strammes op således, at en straffelovsovertrædelse af en given længde sammenkobles med udvisning også ved førstegangsovertrædelser, uanset varigheden af ens opholdslængde i Danmark. Fløjlshandsken bør erstattes af jernnæven, så vælgerne har en reel mulighed for at vælge en ny politik til eller fra.

Forslagene burde ikke kun for længst have været fremsat af DF, men burde have været fuldt op af assistance fra Danmarks Statistik og udtalelser fra økonomiske vismænd for at befolkningen kunne få en reel og sober information om, hvad alternativet til den målsatte politik vil være. Medierne trænger ikke kun til at få en politisk nyorientering mod virkeligheden, medierne burde slet ikke modtage statsstøtte og så samtidig fremstå partipolitisk orienteret mod venstre side af Folketinget. Det er indirekte partistøtte, som i lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med.

Rets- og socialpolitikken bør i langt højere grad indrettes på at sikre danskere med behov. Gør Danmark stort igen. At lade unge banderelaterede uden ønsker om arbejdsmarkedsprøvning modtage så meget som en bøjet femøre burde selvsagt være godt latin. Det er det bare ikke. Sprogundervisning burde kun stilles til rådighed for vestlige indvandrere. Danmark burde på alle tænkelige og utænkelige områder indrette sig på at fremstå som den økonomisk dårligste magnet for de millioner, der står på spring for at komme til Europa.

Lad Danmark udtræde af Schengen-aftalen som første pejling mod det helt naturlige i selv at regulere, hvem der skal ind i danskernes hus. For tiden har døren stået pivåben i små 40 år siden de Radikale lokkede Schlüter- regeringen til at åbne for de facto-flygtninge. I dag ser vi resultatet, og det er skræmmende. En Danexit-afstemning vil være en naturlig vej at følge, selv om den har lange udsigter lige nu.

Der er nok at tage fat på. Et reorganiseret DF og NB bør orientere sig mod hinanden og ikke bekæmpe hinanden. Uenighed om den økonomiske og den forsvarsmæssige politik bør ikke være udslagsgivende. De Konservative vil først kunne melde sig ind i kampen for Danmark, når man lægger den ultraliberale, EU-positive politik på hylden. Venstre bør opgive sin radikalisering mod Morten Østergaard, og optræde som en ansvarlig spiller. Det bør ske uden Ellemann, der oplagt kun er en overgangsfigur.

Når først danskerne får åbnet øjnene op for det alternativ, der ligger i en nationalt orienteret politik, så vil de blive klar over forskellen mellem politisk korrekthed og realpolitik. Besparelserne vil være synlige, signalværdierne vil være synlige, og resultaterne vil være lige så synlige. Ingen tøvende politiske ledere må stå i vejen for den udvikling. Det er Danmarks og vores efterkommeres fremtid, der står på spil. Vi skylder dem rettidig omhu. Det fik vi fra dem, der kom før os. Vores forældre og bedsteforældre. Alt andet vil være et historisk svigt fra vores side.