Klumme: Regering i Anker Jørgensens hjulspor

I 1970’erne lykkedes det Anker Jørgensens regeringer at køre landets økonomi i sænk – med god hjælp i øvrigt fra bedrifterne i den borgerlige flertalsregerings tid (1968-71). Jørgensens egen finansminister, Knud Heinesen, trak sig i 1979 med udsagnet om, at dansk økonomi havde kurs mod “afgrunden”.

Meget peger i retning af, at dagens socialdemokratiske regering er i færd med at gøre Anker Jørgensen kunststykket efter. Med dens neosocialistiske og andre støttepartier, men sandelig da også med håndsrækninger fra, hvad der ellers benævnes som det “borgerlige” Danmark, “blå” partier kaldet. Det er ikke høje renter, som denne gang risikerer at kvæle økonomien. For i dag er renten lav og forbliver det nok en tid endnu. Men helt umådeholdne offentlige udgifter og udgiftsplaner angiver kursen. Regninger ude af kontrol.

Aktuelt stå vi nu foran “Arnes tur”. Det vil sige, at der skal gives mere fordelagtige pensionsvilkår for “nedslidte” på arbejdsmarkedet. At finde objektive og administrerbare kriterier for et sådant nedslidningsbegreb må stort set anses for umuligt. Tilstanden må derfor forventes at blive relateret til antal åremål på arbejdsmarkedet, evt. i visse fag. Næppe nok bare med murere, smede o. lign., for så kommer der jo ikke et tilstrækkeligt antal kvinder med.

På det seneste er det også på politisk hold som argument anført, at tidlig afgang af de gamle, “nedslidte” vil give bedre beskæftigelse for de unge. Ak, det minder helt om påstandene ved salig Svend Aukens efterlønsreform i 1979. De argumenter viste sig ikke at have meget med virkeligheden at gøre, men sådant afskrækker åbenbart ikke statsministeren m.fl. Den “blå” Pape Poulsen fra de konservative synes parat til at hjælpe regeringen i sagen, såfremt han får en klar modydelse. I givet fald vil han åbenbart godt være med til at installere en sådan bæ i beskæftigelsespolitikken og de offentlige finanser. Han har nok glemt, at den stort set ikke vil være til at udradere senere.

Og endnu værre er det jo i så henseende, at vi siden Aukens meritter har fået et stort antal migranter fra Mellemøsten og Afrika – bl.a. flygtninge fra Syrien i 2015 – der viste sig i høj grad at være analfabeter og for en meget stor dels vedkommende er uden mulighed for eller ønske om beskæftigelse. Den stærke stat, der ellers kan ophæve borgernes grundlovssikrede rettigheder, formår imidlertid ikke at sende dem hjem igen. End ikke at forhindre, at der kommer flere sådanne asylansøgere. Det er rasende dyrt. Det kører imidlertid trygt i Anker Jørgensens økonomiske hjulspor.

Meget andet peger også mod Heinesens afgrund. “Klimakampen” ikke mindst, hvis eneste forståelige formål er at prale med Danmark som et unikt foregangsland, uden nogen virkning på “klimaet”. Store investeringer, masser af subsidier. Viel Geschrei und wenig Wolle!

Neosocialisterne i SF foreslår, at nu bør man bare snart lukke for benzinbiler. Selv om nye superbatterier til el-biler formentlig er helt ressourceødelæggende og i hvert fald slet ikke tilgængelige i relevant antal. Men så må spelt-forældrene gå til fods eller cykle til vuggestue, børnehave og skole med børnene. Utroligt, og hvad kan så ikke EL eller Alternativet finde på i “klimaets” navn? Det er et fint klimaselskab, S og de “blå” befinder sig i. Derudover skal de progressive partier nok også sørge for at presse på for gennemførelse af borgerløn, minimumsnormeringer i dag- og ældreinstitutioner, 2-3 skolelærere per klasse, flere penge til Afrika, et øget antal kvoteflygtninge, særlig førtidspension for borgere “nedslidte” af kontanthjælpen, “gratis” psykologbistand osv. Foruden al mulig “grøn omstilling”.

Og så har den “resolutte” statsminister Frederiksen jo senest meldt landet ind i en “genopretningsfond” under EU. Vist også med “blå” støtte. Det næste bliver givetvis EU-skatter, der som en flåt suger penge af dansk økonomi. Planerne ligger klar i EU-Kommissionen og i Parlamentet.

Anker Jørgensens hjulspor mod den økonomiske “afgrund” er dybe. Svære at komme op af. Neosocialisterne vil blive der, og socialdemokraterne har stor veneration for Anker J., en ægte arbejder, hvis lige partiet ikke siden har haft som formand. De “blå” ønsker eller evner næppe at sætte forhindringer op på den rute. Så vejen til “afgrunden” er farbar og bred.