Klumme: Opbrud i italiensk politik – Afløser Giorgia Meloni som den nye stjerne på den politiske himmel Matteo Salvini?

Lidt baggrundsinformation – Matteo Salvini

Med beundring har vi nationalkonservative i en del år fulgt med i den italienske højrepolitiker Matteo Salvinis karriere. Han er født i 1973 i Milano og begyndte her i 1992 at studere historie, men afbrød sit studium til fordel for en løbebane som journalist. I 1999 blev han redaktør ved radiostationen Radio Padania Libera, der tilhørte partiet Lega Nord. Et af partiets væsentligste programpunkter var en løsrivelse af det velhavende og industrialiserede Norditalien fra resten af landet. Senere blev Salvini partisekretær, og ved Europavalget 2004 blev han valgt ind i Europaparlamentet.

I 2008 opnåede Salvini valg til det italienske parlament, og herefter tog hans politiske karriere fart. For at gøre sit parti landsdækkende ændrede han i 2017 navnet Lega Nord til Lega og skruede ned for planerne om en løsrivelse af Norditalien.

Da den partiløse juraprofessor Giuseppe Conte i juni 2018 dannede regering, bestod denne af en koalition af partierne Lega under ledelse af Salvini og Cinque Stelle, Femstjernebevægelsen, under ledelse af Luigi Di Maio. Begge d’herrer blev samtidigt vicepremierministre og Salvini også indenrigsminister. Som sådan fik han fortjenstfuldt sat en foreløbig stopper for den uhæmmede indvandring til Italien fra Mellemøsten via Middelhavet.

Det var en umage koalition med to partier, hvoraf Lega ligger til højre for midten, mens Femstjernebevægelsen snarere er venstrepopulistisk; i august måned 2019 sprængte Salvini derfor koalitionen og udløste valg. Dette valg gik ham imod, og en ny regering blev dannet igen under Conte og igen med Femstjernebevægelsen og – denne gang – med det socialdemokratiske parti, Partito Democratico, som koalitionspartner. Men uden Salvini.

Regionalvalgene i 2020

Lige siden dette valg har Salvini pønset på revanche, hvilket til dels lykkedes ved dette års regionalvalg, hvoraf to fandt sted i januar og hele syv i september. Ikke blot skulle flertallet holdes i Venetien og Ligurien, men også den lille alperegion Valle d’Aosta skulle tilbageerobres.

Dette lykkedes og i Venetien fik partiets kandidat Luca Zaia ovenikøbet 77% af de afgivne stemmer! Salvini havde også sat alt ind på at vinde i Toskana, men her formåede socialdemokraten Eugenio Glani at holde skansen med 48% af de afgivne stemmer, mens Legas kandidat – med en fremgang på 10% – fik 40,5%.

Fratelli d’Italia stormer frem

Resultatet i Toskana var faktisk ikke så ringe endda i betragtning af, at regionen i mands minde har været regeret af partier til venstre for centrum. Men nu er Salvini tydeligvis blevet nervøs og har planer om at rykke sit parti nærmere mod det politiske centrum. Grunden hertil kan være – men om det er en klog strategi er en anden sag – at partiet Fratelli d’Italia, af modstandere kaldt for ”postfascistisk”, under ledelse af Giorgia Meloni har haft en forbløffende fremgang ved dette års regionalvalg.

Hvad står Fratelli d’Italia for?

Fratelli d’Italia har rødder tilbage til Alleanza Nazionale, som i 1995 havde løsrevet sig fra det neofascistiske parti Movimento Sociale Italiano. Under ledelse af Gianfranco Fini distancerede Alleanza Nazionale sig mere og mere fra den historiske fascisme og forfulgte en mere moderat nationalkonservativ politik.

Nyorienteringen var en stor succes, og partiet opnåede ved en række efterflg. valg tocifrede stemmetal. Det deltog i en række koalitionsregeringer under Silvio Berlusconis ledelse – således var Fini udenrigsminister fra 2004-08 – og sluttede sig sammen med dennes parti Forza Italia til partiet Popolo della Libertà.

Imidlertid blev utilfredsheden med Berlusconis selvrådende og til tider excentriske ledelsesstil så stor, at en række politikere mellem dem også Giorgia Meloni i 2012 brød ud og grundlagde Fratelli d’Italia.

Ved sidste parlamentsvalg i 2018 fik Fratelli d’Italia blot 4,3% af de afgivne stemmer, men ved Europavalget i 2019 øgedes stemmetallet til 6,5%. Partiet fik hermed fem af de ialt 73 italienske sæder i Europaparlamentet.

Ved lokalvalgene i år gik partiet frem i alle ni regioner og erobrede endda flertallet i den mellemitalienske region Marche og var tæt på det samme i Apulien. I Marche fik Fratelli d’Italias kandidat, Francesco Acquaroli, med støtte af de andre konservative partier 49% af de afgivne stemmer – en fremgang på hele 16%, mens Partito Democratico-kadidaten måtte nøjes med 37%.

Giorgia Meloni

Siden 2014 leder den 43årige romerske journalist Giorgia Meloni Fratelli d’Italia. Hun har oprindeligt trådt sine barnesko i Berlusconis parti Forza Italia og været ungdoms- og sportsminister i hans regering fra 2008-11.

Partiet er EU-skeptisk og går i stedet ind for ”fædrelandenes Europa”. Det afviser Lissabon -traktaten, der iværksatte en yderlig integrering af medlemslandene, og ønsker at melde Italien ud af euro-zonen – altså et fra et nationalkonservativt standpunkt yderst attraktivt program. Partiet går ligesom Salvinis Lega ind for en begrænsning af migrationsbølgen og kræver skattelettelser for at støtte de enkelte familier.

Meloni er opvokset i Roms arbejderkvarter Garbatella, opdraget af en hårdtarbejdende enlig mor og tjente sine første penge som babysitter og servitrice. Hun går for at være hurtig i replikken og er frygtet som en rapmundet debattør. I forbindelse med en antiregeringsdemonstration i Rom sidste år indledte hun sin tale med denne karakteristik af sig selv: ”Jeg er Giorgia, jeg er kvinde, jeg er mor, jeg er kristen” – en tale, der blev et hit på YouTube.

Helt tydeligt repræsenterer Meloni typisk konservative værdier, taler positivt om de traditionelle værdier: „Gud, fædreland og familie“, skælder ud over høje skatter og alt fra feminisme til LGBTQ-bevægelsen og angriber utrætteligt og i barske vendinger bureaukraterne og teknokraterne i Bruxelles. Kan det undre, at de venstrevredne medier beskylder hende for at være „neofascist“ – en beskyldning hun med rette afviser med en skuldertrækning.

Fremtiden

Giorgia Meloni er givetvis en opadgående stjerne på den politiske himmel, som vi andre nationalkonservative kan vente os meget af. Og kikser Matteo Salvini, så har han i hvert fald ikke blot Meloni som en værdig arvtager, men faktisk også den ovenfor nævnte Luca Zaia, der fik et så flot valg i Venetien. Zaia går for at være yderst ærgerrig og vil givetvis kunne føre partiet Lega til nye højder.