Klumme: Mere eller mindre tåbeligt

Tænketanken Cepos har offentliggjort en analyse af det samfundsøkonomiske tab, som vil være forbundet med den resterende vej til Klimalovens mål om reduktion af udledningen af drivhusgas på 70 pct. i 2030.

Af klimaprogram for 2020 fremgår det, at “den grønne omstilling” skal ske på en måde, som ikke gør Danmark fattigere, ligesom den skal understøtte “bæredygtig vækst” og “grønne arbejdspladser”. Og ved Klimaloven fra juni i år hed det, at der skal tages hensyn til bæredygtig erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Erhvervslivet skal ikke afvikles, men udvikles.

For at nå reduktionsmålet med mindst muligt samfundsøkonomisk tab anbefaler Cepos en kultveilteafgift på tværs af samfundet på 1,535 – 1.754 kr. pr. ton udledt kultveilte i 2030.

Dette vil alt andet lige give anledning til et væsentligt samfundsøkonomisk tab. Ved at ensarte eksisterende udledningsafgifter, afskaffe registreringsafgiften på biler, topskatten og sænke selskabsskatten til 18 pct., passer pengene dog, og der bliver isoleret set ikke tale om noget samfundsøkonomisk tab ved 70-pct.-målet. Men i givet fald bliver der slået et stort hul i de offentlige finanser. Færre penge til offentlige udgifter, hvilket næppe vil begejstre velfærdsdopede danskere eller deres politisk valgte fra så godt som alle partier. Det vil udløse nye samfundsøkonomiske udgifter, hvis finansiering i sig selv formindsker velstanden.

Den tidligere overvismand Whitta-Jacobsen karakteriserer Cepos beregninger som sobre, og der er logik i, at et samfundsøkonomisk velstandstab bedst muligt kompenseres ved afskaffelse af de økonomisk mest forvridende skatter og afgifter. Det er en illusion at forestille sig “omstillingen” som en økonomisk overskudsbutik. Den samfundsøkonomiske omkostning skal imidlertid holdes op mod den gevinst, der er ved at realisere målet, siger han til Berlingske.

Det er nærliggende at spørge Whitta-Jacobsen, hvori den gevinst består. Han er selv en af de 139 underskrivere på den nylige klimaappel, i henhold til hvilken indsatsen skal afværge “katastrofer”, og sikre “ungdommens fremtid”. Regnes der med tilstrækkeligt store skadesomkostninger, er det selvfølgelig nemt at konstruere en gevinst. At Danmark allerede er blevet en international “ledestjerne” på området, har han ligeledes endosseret.

Den “grønne omstilling” og “klimakampen” vil således klart gøre Danmark fattigere. Og det vil givetvis blive langt værre, fordi den bedste omstilling, som Cepos og den tidligere overvise anbefaler, slet ikke falder i god politisk jord. At søge kompensation via afskaffelse af registreringsafgift, topskat og lavere selskabsskat, må således anses som ganske urealistisk med et politisk flertal byggende på kryptokommunister (EL), neosocialister (SF) og de generelt skattebegejstrede lyserøde partier (S og DF). For dem – og sikkert også for i hvert fald de rest-borgerlige i V og K – er mærkbart lavere offentlige udgifter nok heller ikke vejen frem.

Cepos har i alt offentliggjort fire notater med råd til dansk klimapolitik. Således anbefales videregående strukturreformer. Tænketanken advarer også mod dansk enegang i forhold til EU. Næppe tanker, der vil vinde gehør. Og uden dansk enegang, brænder “ledestjernen” jo ud!

Den danske “klimakamp” er indhyllet i katastrofesnak og alarmisme. Men det er naturligvis klart, at det hele populistiske skuespil kan tilrettelægges mere eller mindre ødelæggende. Dyrt bliver det under alle omstændigheder. Et valg mellem tåbeligheder. Og allermest tåbeligt, at det ikke vil have nogen mærkbar virkning på klimaet.