Rigsfællesskabet danner i år rammen om Kongehusets digitale julekalender, der kan følges på Kongehusets Instagramprofil fra den 1. december og frem til juleaften.
Julekalenderen er den femte af sin art og præsenterer igen i år en fortælling om Hendes Majestæt Dronningens håndlavede nisser. I årets juleeventyr sender Dronningen Nissepigen ud på en rejse gennem rigsfællesskabet for at finde sine to søskende, som Nissefamilien ikke har fejret jul med i hundrede år.
Nissepigens søskende slog sig ned på henholdsvis Færøerne og i Grønland under Christian 10. og Dronning Alexandrines store Kongefærd i 1921 – og ingen har set dem siden. Nissepigens julerejse bliver et møde med både færøske og grønlandske juletraditioner, myter og sagn sammenflettet med fortællinger om Kongehuset gennem tiden.
Fortællingen om Nissepigens julerejse rundt i rigsfællesskabet kan følges hver dag på Kongehusets Instagramprofil. Årets julekalender kan også følges på Kongehusets hjemmeside, kongehuset.dk, på følgende sprog: dansk, færøsk, grønlandsk og engelsk. Julekalenderens første låge åbnes tirsdag den 1. december 2020 kl. 7.30, men på kongehuset.dk/presse er det allerede nu muligt at downloade udvalgte pressefotos til redaktionel omtale.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)