Klumme: Myten om det grønne Danmark (2020)

I 2019 var klima et af valgkampens hedeste emner. Partierne kappedes om at være det mest klimavenlige og klimaet erobrede den politiske dagsorden. Magteliten har efterfølgende kastet hele sin energi ind i en gigantisk CO2-reduktion, som udelukkende er begrundet følelsesmæssigt, moralsk og ideologisk, og som skaber ”good feeling” hos vælgerne. De klimabegejstrede fremhæver, at hele planeten sender beundrende blikke mod Danmark, fordi danskerne har ofret sig for klodens skyld med en kostbar målsætning om reduktion af vores CO2 med hele 70 pct. i forhold til 1990. Der er som bekendt ikke noget, der kan glæde den danske sjæl mere end omverdenens beundrende blikke.

Klimadebatten drives af en hær af meningsdannere, der får opmærksomhed uden at besidde reel viden om energiproduktion og ressourceforbrug. Derfor bliver mange standpunkter formet med udgangspunkt i deres egen dagligdag og drømmerier om, at fossile brændsler kan fjernes med et folkeligt oprør på samme måde som man afsætter en forhadt diktator. Det giver grobund for en følelsesladet debat, hvor alting bliver et spørgsmål om personlige standpunkter og evnen til at markedsføre dem.

Danmarks bidrag til den globale klimaindsats kan kun være og er symbolsk som følge af landets begrænsede størrelse. Danmark udleder i dag 0,1 pct. af verdens C02, hvilket på det nærmeste ikke er måleligt. Og nu vil politikerne reducere denne ikke-målelige udledning med 70 pct. Det siger sig selv, at reduktionen ikke vil få nogen som helst målbar betydning for det globale klima.

Det er nemlig det globale CO2-udslip, der belaster klimaet. De store udviklingslande, især Kina og Indien, fortsætter deres udbygning af energiforsyning baseret på fossile brændstoffer. Andelen af verdens energiforsyning, der kommer fra fossile kilder, har ligget stabilt igennem de sidste 20 år. I 2000 var den 80%, i 2006 81% og i 2017 81%. Bundlinjen er, at der i dag ikke findes rigelige, billige, stabile og skalerbare energikilder, der kan erstatte fossile brændsler.

Hertil kommer, at vores afhængighed af fossile brændstoffer er bundet direkte til de aktiver, vi har, og udgør dermed en barriere for grøn omstilling. Alle vores fly, biler og fabrikker er sat op til at brænde fossile brændstoffer af. Vores investeringer i fossile brændstoffer bliver derfor ikke kasseret, fordi det ville være i strid med alt økonomisk rationale. Og så er de fossile brændstoffer ekstrem billige. Det gør det svært for teknologier baseret på vedvarende energi at konkurrere på prisen. Det er derfor svært at forestille sig et luftfartsselskab, der vil investere i grønne brændsler nu.

I Danmark tror man pr. automatik, at landet er i førertrøjen, når det handler om bæredygtighed og grøn omstilling, men det er en myte. Ifølge Rambøll arbejder mange danske industrivirksomheder med bæredygtighed ud fra et compliancehensyn og specifikke krav, der stilles af deres store globale kunder. F.eks. er både Tyskland og Sverige foran Danmark. Her arbejdes der virkelig i dybden med bæredygtighed og grundlæggende omstilling af virksomhederne. De snakker bare ikke så højt om det, før det er sket. I Danmark har man været hurtigt ude at sige, at man vil sådan og sådan i 2025 og 2030, og så kommer arbejdet først efterfølgende.

Danmarks klimapolitik styres ikke af markedet, men af dyre, planøkonomiske klimatiltag, hvor politikerne i stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier udvælger eksisterende løsninger og teknologier, som de så subsidierer. Der er gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.

Når de konkrete klimaløsninger udvælges af politikere, åbner det op for en syndflod af lobbyisme, der tilgodeser bestemte virksomheder og brancher. Vindmøllelobbyen og pensionskasse-lobbyen, der ønsker investeringsmuligheder med statsgaranti for afkastet, er gode eksempler. Den grønne branches lobbyister arbejder på fuldt tryk på at skabe en spiselig fortælling, der kan gøre det nemmere for danske skatteydere at sluge, at deres penge skal overføres som skjulte erhvervssubsidier til de grønne virksomheder. Det kan man følge med i på daglig basis i lobbyisternes foretrukne dagblad, Børsen.

På mange store virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Varen eller ydelsen får bare et nyt navn, fordi man ved, at kunderne gerne vil have noget bæredygtigt. Virksomhederne gør sig med andre ord bedre, end de er, ved at overdrive deres godhed og hykle noget, som de reelt ikke mener.

Et eksempel er webshopgiganter som Amazon, Zalando og Boozt, der lukrerer på den stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter og indfører egne bæredygtige mærkningsordninger. Den nordiske e-handelsplatform for mode Boozt sælger næsten 6000 varer, de klassificerer som “bæredygtig fashion”. “Det er os, der bestemmer, hvad der kaldes bæredygtigt for nuværende. Det er et lovløst land i øjeblikket,” fortæller Anders Enevoldsen, direktør for forretningsudvikling og kommunikation, Boozt.

Det er de færreste danske virksomheder, som i dag har taget bæredygtigheden til sig og bruger den som en motor til vækst. Virksomhederne arbejder ikke med bæredygtighed ud fra et kommercielt afsæt, men bruger den primært i branding- og kommunikationsøjemed. En undersøgelse viser, at 70 pct. af virksomhederne fokuserer på bæredygtighed, fordi deres kunder forventer det, og fordi det gør det nemmere at tiltrække nye medarbejdere. Kun 25 pct. gør det, fordi det gavner omkostningsniveau eller bundlinje. Der er altså mere fokus på branding end på virkelig grøn effekt.

Mange store virksomheder præsenterer storstilede 2050-planer uden at kunne redegøre for, hvad de vil gøre i morgen, om et år og om ti år for at nå deres mål. Sådanne planer er ikke andet end et marketingstunt, der høster hurtige klapsalver fra forbrugerne, men som er en gratis omgang for ledelsen, der er over alle bjerge, når målene om 30 år skal indfries. Og i mange SMV’er hersker en opfattelse af, at bæredygtighed er for de store spillere. SMV’erne bliver helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats og kan ikke finde vej, medmindre de gør brug af meget dyre konsulenter.

Trods hypen om elbiler vil regeringens klimastrategi ifølge Energistyrelsen øge antallet af benzin- og dieselbiler i Danmark. Frem mod 2030 vil den samlede danske bilpark stige med 600.000 til i alt 3,3 millioner biler, hvoraf langt de fleste er benzin- eller dieselbiler. Elbiler udgør fortsat en meget lille del af bilsalget og den samlede bilpark i Danmark. Omtrent 0,5 pct. af forbrugernes biler kører på el. For lastbiler, busser og varevogne er det endnu mindre, da 0,2-0,3 pct. af køretøjerne kører på el.

Mens politikerne skændes om, hvordan elbiler skal finansieres, er der musestille omkring de batterier, som skal drive elbilerne. Batterierne produceres stadig i lande, som bruger kulkraft til den energitunge fremstillingsproces. Samlet belaster en dieselbil derfor klimaet mindre end en elbil lige nu, viser en undersøgelse, som den tyske ingeniørforening Verein Deutscher Ingenieure (VDI) står bag.

Man har i Danmark i flere årtier drøftet, hvordan den offentlige sektor i højere grad kan købe mere bæredygtigt. Flere initiativer har været igangsat uden dog, at resultaterne har fulgt med. En analyse fra Dansk Industri viser, at knap hver fjerde kommune stadig ikke har fokus på klimamæssig bæredygtighed i indkøbspolitikken. Vejen fra de gode intentioner på Christiansborg til virkeligheden i kommunerne er stadig lang.

Nye tal viser, at det går den forkerte vej i forhold til klimamålet. Med den nuværende indsats vil CO2-udledningen kun være reduceret med 44 pct. i 2030. Sidste års fremskrivning viste, at Danmark stod til at nå 46 pct. Der er reelt ikke gennemført klimainitiativer, der bevæger Danmark i den rigtige retning. Men fra den danske energibranche lyder alligevel, at vores energiforsyning nærmest allerede er fuldstændig grøn. Det er den ikke – to tredjedele af rigets samlede energiforbrug er stadig fossilt. Og mens politikerne og Danmarks energibranche taler grøn omstilling op, købte Danmark i jan. 2019 21 pct. mere russisk gas end i januar 2018. Der er altså langt fra højstemt retorik om det grønne Danmark til det virkelige liv, og lige så langt til målet om 100 pct. vedvarende energi i 2050.

Mens Klimarådet og de økonomiske vismænd anbefaler, at der indføres en generel CO2-afgift, indeholder S-regeringens seneste udspil til en grøn skattereform højere energiafgifter kombineret med lempet beskatning og tilskud til grønne investeringer. I sin afvisning er en generel CO2-afgift lægger skatteminister Morten Bødskov (S) ikke skjul på, at regeringen er bange for, at en CO2-afgift vil føre til udflagning af produktion og arbejdspladser.

Coronakrisen har markant ændret præmisserne for Danmarks klimaambitioner og klimaindsats. Danmark står foran et gigantisk samfundsøkonomisk tab og en økonomisk genopretning, hvor jobskabelse bliver en topprioritet. Det siger sig selv, at med færre penge i statskassen er der færre ressourcer, der kan allokeres til klimakampen.

Bundlinjen er, at flere brancher nærmest er udraderet, og at titusindvis af ansatte har mistet og vil miste jobbet. Det er derfor ikke klimaet og grøn omstilling, der står øverst på listen over danskernes bekymringer. Klimahensyn er heller ikke det, virksomhederne går mest op i. Nye grønne skatter, afgifter og restriktioner er det sidste, erhvervslivet har lyst til at opleve, når der i forvejen er økonomisk krise og usikkerhed. Det er indlysende, at de økonomiske realiteter ikke kan undgå at tvinge politikerne til at nedprioritere klimaindsatsen.