Klumme: Den falske dikotomi

Venstre er tilsyneladende under nedsmeltning, en situation konservative, NB eller LA næppe vil være i stand til i tilstrækkeligt omfang at opfange, og da slet ikke DF, der selv har sørget for sin egen kurs mod udslettelse. “Blå blok”, de borgerlige partier, er i en alvorlig krise.

Situationen kalder kloge “filosoffer”, statskundskabslærde,  journalister med eller uden intellektuel ballast, – sågar implicerede, og endog tilskadekomne, politikere – frem i forklaringsfeltet. Der tegnes fine tegninger med vigtige skillelinjer mellem forskellige tilgrundliggende ideologiske og politiske strømninger. Medens andre i debatten først og fremmest tager udgangspunkt i ønskelige politiske samarbejdsmuligheder.

Et gennemgående billede, der ridses op, er således af en væsentlig modsætning mellem såkaldt nationalkonservative på den ene og internationalt, liberalt sindede på den anden side.

Kampen står angiveligt mellem liberaldemokratiske værdier (om et samfund bygget på lov (retsstaten)), som afviser diskrimination som følge af religiøse og etniske tilhørsforhold, og som ikke bakker op bag stramninger hinsides grundlov og internationale konventioner.  Og så dets modsætning de nationalkonservative værdier, hvis tilhængere bakker op om nationalstaten; og de findes angiveligt endog som “hjemstavnsnationalister”, hedder det i kommentatorsporet.  De er “blå bloks” gøgeunge.

Den liberale retsstat eller det nationale indelukke, kort sagt.

Det er en grænsedragning uden meget hold i virkeligheden. Fortænkt og opfundet til lejligheden. Formentlig findes der selvfølgelig, ud over de professionelle kommentatorer, mindre grupper med den slags hjerneforstyrrelser.

Men tag eksempelvis de særligt “liberale”, der er meget “demokratiske”. Er de mon ikke klar over, at det politiske demokrati, de bekender sig til, er snævert knyttet til nationalstaten ? Hvilke andre demokratiske styreformer end dem med rod i nationalstater findes der i verden ?  End ikke EU med sit parlament har det fæste, og da slet ikke det korrupte FN m.fl.

Det er altså nationalstaten, der må bygges på, også for de “liberale”. Og hvorfor skal de “nationalkonservative” så fremstilles som modstandere af – eller kølige – over for retsstaten, fordi de forsøger at forsvare nationalstaten, som netop er demokratiets  faktiske bastion ?

Retsstaten stiller store krav til politiske og sociale omgangsformer, respekt for den enkelte borgers integritet osv. Men hvorfor skal der dog yderligere kræves særlig respekt for en række internationale konventioner, der er blevet undfanget i en helt anden tid ? Hvorfor må man godt genere almindelige borgere og velkomne udlændige med mængder af “stramninger”, men ikke gå til stålet der, hvor selv visse “liberale” politikere, og befolkningen (demokratiet) ser problemerne ? Er det særlig “liberalt” for enhver pris at søge at bevare disse antikverede regler og så udhule det hele ved symbolske bestemmelser som led i den “stramme udlændingepolitik” ? Og hvorfor er det i modsætning hertil udtryk for et “nationalkonservativt” mørkeland  at arbejde på at fjerne de antikviteter ? Danmark skal selvfølgelig ikke bare bryde internationale aftaler og konventioner. Men kan tværtimod – på retsstatsmæssig vis – udtræde af den slags arrangementer, som i vor tid hæmmer demokratiet i at beskytte sig selv, og gennem en forløjet symbolpolitik forpester det politiske klima.

Dikotomien mellem den skitserede liberale samfundsmodel og kommentatorernes  nationalkonservative skræmmebillede er falsk. Men de omtalte “ægte liberale” skribenter søger at holde fast i de dårligdomme, de ellers hævder at bekæmpe.

Det ser sandelig ikke godt ud for “blå partier”, hvis den slags ideologisk hurlumhej skal definere “borgerligheden”. Den bør nemlig  på samme tid være både liberal og nationalkonservativ.