Klumme: Pelle Erobreren

Den kontroversielle, tidligere kommunist, dømte hærværksmand og nutidige chefideolog hos kryptokommunisterne i Enhedslisten, Pelle Dragsted, har primo maj udgivet en bog – “Nordisk socialisme”- om socialismens nødvendighed i fremtiden. Journalistisk Venstreparti har naturligvis været i gang med at udbrede hans budskaber, længe før bogens fremkomst, også i de nominelt borgerlige medier. Venligt opfattet kan dette måske betragtes som en slags advarsel?

I bogen peger Dragsted på en række reformer, som bør forvandle Danmark til et mønstereksempel på “demokratisk socialisme”, såsom mere offentlig styring, medarbejderejede virksomheder, øget formuebeskatning og en “mere bæredygtig” klimapolitik, og han genopliver det gamle socialdemokratiske ønske om “økonomisk demokrati” via centrale fonde (ØD), som ved en tvangskollektivisering gradvist skal forøge “lønmodtagernes” ejerskab af virksomhederne. 

Forestillingen om, at det private finansierer det offentlige, er grundlæggende forkert, erklærer han i et interview med Berlingske: Hvor meget privat velstandsskabelse ville der være, hvis ikke vi kunne aflevere vores børn i børnehaven? – er tilsyneladende det slående populistiske argument (der måske også afslører en begrænset økonomisk indsigt). Det, kapitalismen skaber, er derimod økonomiske og efterfølgende magtmæssige uligheder, som dybest set står i vejen for at virkeliggøre folkestyrets idealer, må man forstå.

I en omtale af Dragsteds bog i Weekendavisen tages han ligefrem til indtægt for “nytænkning”, idet han gør op med den gammel-marxistiske opfattelse, at man først gennem en omvæltning skal have den gamle mur revet ned, før det nye kan bygges op. Vi bygger allerede, og formålet er, at den “ikke-demokratiserede” økonomi på sigt skal slås tilbage til kun at eksistere som bifigur i den samlede samfundsøkonomi, anfører han. “Nytænkningen” er altså som nævnt Anker Jørgensens og LOs gamle ØD-planer – måske således i virkeligheden “gammeltænkning” – og i øvrigt socialismen som en snigende indflydelse i samfundet. Herigennem skal “socialisterne” tilbageerobre magten fra markedet osv. 

Afdankede danske socialist-koryfæer som Frank Aaen (i sin tid politisk redaktør for det kommunistiske dagblad “Land og Folk”) og venstresocialisten Per Clausen har nikket en kende forstående til Dragsteds analyse. Men de “borgerlige” kan da vist være helt rolige, for i modsætning til tidligere er Dragsted jo nu blevet ret fredelig. Alt i alt en pærevælling af sludder fra den side. Nu har verden oplevet snart alle slags “ægte” socialisme med de “ædle” hensigter: Lenins, Stalins og Trotskijs bolsjevikker, Maos tilsvarende udgave, den senere sovjetiske variant, Enver Hoxhajs i Albanien, Nordkoreas sejlivede udgave, nationalsocialismen i Europa, Castros i Cuba, i Venezuela, Nicaragua og dertil adskillige asiatiske og afrikanske varianter. Altid går det galt, og efterfølgende er undskyldningen, at der alligevel aldrig har været tale om den helt “ægte” socialisme. 

Men nu har Pelle Dragsted altså fundet den hellige gral – i det mindste i Norden – og han vil personligt ikke øve mere hærværk. I sin omtalte pærevælling af sludder forsøger han at forklare, hvordan “socialismen” i dag nok alligevel kan bringes til at fungere. Til og med så også old-school-marxisterne til sidst måske vinder hævd på sandheden.

Økonomien skal nemlig bare “demokratiseres”. I stedet for markedet og grimme, indbyrdes konkurrerende kapitalister skal virksomheder og andre privataktiviteter i vidt omfang styres gennem et system af fonde og særlige organisationer. Kapitalismens decentrale, pluralistiske beslutningssystem erstattes af kommissærers egenrådighed og disses selvfølgeligt fornuftige og principielt “demokratiske” beslutninger. Således vil den Pelle skam erobre verden!

Hidtil er det altså bare altid gået galt. Og selv hans “snigende socialisme”, der næppe umiddelbart får de spage “borgerlige” til at gyse, vil efter al erfaring hurtigt enten lide skibbrud, fordi økonomi, produktivitet, vækst og velstand ikke rigtigt kan trives i den “demokrati-kommissær-mæssige” indretning. Eller alternativt, hvis det alligevel for alvor lykkes at få Dragsteds nye socialistiske eksperiment op at stå, vil rigdom og velstand – og dermed den såkaldte velfærd – herunder de nævnte børnehaver – gradvis forsvinde.

Men Pelle vil da sikkert med sin bog, muligvis efter visse interne opgør, i hvert fald kunne erobre noget: Nemlig øget indflydelse i den danske kryptokommunistiske børnehave. Det har vel også været hensigten.