Iraner dømt for at have skarpladt våben med ind i Danmark

Havde 9 mm pistol og patroner i en kuffert på bagsædet af bilen.

Da en 59-årig iransk mand bosat i Norge blev kontrolleret ved Frøslev Grænse fandt man en skarpladt 9 mm pistol i hans bil.
Kontrollen fandt sted den 10. maj om eftermiddagen.

Pistolen blev fundet i en kuffert på bagsædet. Der var en patron i kammeret og seks patroner i magasinet. Ved siden af lå yderligere 37 patroner i en æske.

I dag blev iraneren ved Retten i Sønderborg idømt 2½ års fængsel med efterfølgende udvisning på livstid. Han forklarede i retten, at han føler sig truet af det iranske regime. Derfor har han i Norge tilladelse til at have pistolen i sit hjem. Det betyder ikke, at det er tilladt for ham at transportere pistolen til eller igennem Danmark, og det erkendte han også.

Pistolen er teknisk undersøgt og er blevet konfiskeret.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)