En medarbejder på en byggeplads på Stenhøjgårdsvej i Malling kontaktede mandag kl. 14.22 politiet og fortalte, at en ældre mand netop havde ødelagt sidespejlene på to firmabiler, der holdt i siden af vejen ved byggepladsen.
Ifølge medarbejderen havde han hørt lyden af knust glas, og da han gik ud på vejen for at se, hvad det var, kunne han se en ældre mand gå rundt med en hammer i hånden. Efterfølgende opdagede han de ødelagte sidespejle, og han konfronterede derfor manden med hammeren.
Medarbejderen forklarede, at den ældre mand havde udtrykt sin utilfredshed med, hvordan bilerne holdt parkeret, inden han gik videre fra stedet.
Da politiet kom frem, var manden væk, men ud fra medarbejderens forklaring fandt betjentene frem en 75-årig mand, der opholdt sig på sin adresse. Han blev sigtet for hærværk.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)