Klumme: Respekten svigter


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Det er dog et forunderligt parlament – Folketinget – Danmark er forsynet med.

I de senere år har det – og regeringer udgået herfra – arbejdet på en række mere eller mindre imaginære projekter, brugt ustyrlige summer herpå, og planlagt at bruge endnu mere. Man har efter omstændighederne tilmed set stort på ellers højt priste forfatningsmæssige garantier og har senest – i slutningen af december – gjort en ekstra indsats for i fremtiden af få svækket sådanne.

Det er jo hele historien om den “grønne omstilling”, især med “klimakampen”. Her er der vedtaget og planlagt kostbare indsatser, som ikke vil påvirke klimaet. Og kritik af grundlæggende årsagsforhold og manglende viden er forlods besluttet udelukket, med entydig støtte fra helt eller delvist statsfinansierede medier.”Klimakampen” med den “grønne omstilling” blev jo senest fremhævet i statsministerens nytårstale, i sig selv en skandale, men åbenbart brugbar til at dække over mink-skandalen.

Det er også historien om coronaen, hvor et helt erhverv bare blev lukket på trods af tvivlsom betydning for sygdomsbekæmpelsen. Bemærkelsesværdigt gennem en grundlovsstridig beslutning, som det bagefter har vist sig svært at få statsministeren til at erklære sig ansvarlig for. I tillæg til minister Inger Støjbergs bedrifter i samme boldgade, der dog har fået en konsekvens, hvad næppe mange tror, at Frederiksens vil. Hun kendte jo ikke reglerne, siger hun, og tabte tillige med sine øverste embedsmænd hovedet, netop i situationen, hvor disse regler burde have dæmmet op for den magtmæssige vilkårlighed. Forsamlingsfriheden i øvrigt rask væk tilsidesat osv.

Desværre er der flere eksempler. Og senest skal nævnes en infam borebille, som et stort folketingsflertal nu har inviteret ind i Straffeloven. Straffelovens § 266 b har hidtil haft følgende ordlyd: “Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

§ 266 b skal nu yderligere efter folketingsvedtagelse den 21. december værne “kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.” Hensigten er angiveligt gennem lovgivningen direkte at beskytte homo- og biseksuelle, transpersoner og interkønnede (LGBT+) mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer. Med virkning fra 1. januar 2022.

I forvejen betød denne såkaldte racismeparagraf en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden, og den burde helt afskaffes. Nu skal der så også tages hensyn til den “kønspolitiske” identitetsideologi, foruden fortsat begrebet propagandavirksomhed.

Det bliver op til domstolene at udforme de nøjere virkninger. Men på sigt kan man da kun frygte det værste. Måske vil det snart blive ulovligt at skrive om “mænd og kvinder” eller at tælle dem i statistik. Og vi har allerede hørt fra et folketingsmedlem, at det er “fordømmende” at påstå, at mænd ikke kan føde børn. Måske har det jo i forvejen længe været forhånende at tage afstand fra og kritisere sharia og andet muslimsk, for ikke at tale om Profeten. Men nu åbnes altså et helt yderligere felt for den identitetspolitiske offensiv. Og hvornår bliver noget til “propaganda”?

Det er en meningsmæssig borebille. Den er sulten og vil i tidens løb, i takt med “tidsånden”, gå efter ytringsfriheden. 

Sikkert bakket op af en række mere eller mindre yderliggående enkeltsags-organisationer, ofte med delvis finansiering fra offentlige kasser. Kan hænde det en dag også bliver anset for “nedværdigende” at kritisere kryptokommunister for deres historisk-moralske medskyld for sovjetkommunismens forbrydelser? Selv om de vist aldrig har sagt “undskyld”!

Det er dog utroligt, hvad Folketinget finder på. F.eks. V og K stemte også for sidstnævnte makværk fra 21. december – såvel som for størsteparten af alt det andet – medens alene LA, NB og DF sagde nej til den nye borebille. Et lille lyspunkt er alene, at VKs  ungdomsorganisationer har undsagt deres egne partier i den sammenhæng.

Men i det hele taget er det efterhånden mere end svært at bevare respekten for Folketinget. 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)