EU-Domstolen skal nu afgøre om domstolen har ret i, at EU-retten har forrang for national ret i en sag om traktatbrud, som EU-Kommissionen har indbragt for EU-Domstolen mod Polen.
Og i Danmark har et folketingsflertal lige smidt deres politiske modstander, Inger Støjberg, ud af Folketinget efter at Rigsretten, som også er delvist sammensat af hendes politiske modstandere, mente, at hun ved at forsvare barnebrudes menneskerettigheder havde forbrudt sig mod….Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Noget er rivende galt, men folk og medierne både her og udenlands synes med enkelte undtagelser at købe den. Lov er lov og lov skal holdes siger (de fleste) danskere med undtagelse af DF’s og Nye Borgerliges vælgere.
Men helt så enkelt står det desværre ikke til. Sandheden er – i sandhed – noget mere nuanceret.
Polen anklages af EU for bryde retsprincippet om EU-rettens forrang, fordi dens Forfatningsdomstol har sagt at EU-retten i visse tilfælde ikke har forrang for polsk ret. Men der står ingen steder i EU-Traktaterne, at EU-retten har forrang. Det er noget EU-Domstolen selv i en afgørelse fra 1962 (Van Gend en Loos v Nederlandse Administratie der belastingen, Sagsnummer 26/62) har bestemt.
Hertil kommer, at EU fordrejer Polens position: Polen siger ikke, at EU-retten aldrig har forrang. Man hævder bare med henvisning til EU-Traktatens Artikel 19, som fastlægger EU-Domstolens beføjelser, at EU-retten kun har forrang i de tilfælde, hvor EU-medlemssaterne udtrykkeligt har afgivet kompetence, f.eks. landbrug, toldsatser mv.
Det vil på nudansk sige, at EU-Domstolen ikke har ret til at blande sig i medlemsstaternes nationale kompetence på retsområdet, fordi EU-landene netop ikke har ønsket at harmonisere deres retssystemer, fordi de er vidt forskellige.
EU beskylder Polen for nationalisme og mener, at Polens Forfatningsdomstol ikke har status af en egentlig domstol selvom, den er vedtaget af en demokratisk folkevalgt regering. Det viser kun, at anklagerne er af politisk natur. Er nationalisme traktatbrud?
Et andet forhold, som bekvemt – for EU – tilsløres, er følgende: hvis dommen i Morten Messerschmidt-sagen skal gå om, fordi retssikkerheden er truet, hvis der kan være den mindste mistanke om dommerens forudindtagethed, og hvis EU ser sig selv som havende ret til at gribe ind i medlemsstaternes retssystemer, må EU-Domstolen så ikke enten erklære sig selv groft inhabil i en sag, som vedrører den selv og dens egen magt eller underkende Østre Landsrets afgørelse?
Selvfølgelig må den det.
Men EU har, i modsætning til Polen og de fleste EU-lande, ingen Forfatningsdomstol til at forhindre sådant et åbenlyst magtmisbrug.
Det har Danmark heller ikke.
Derfor efterlod rigsretssagen og bortvisningen fra Folketinget af Inger Støjberg også mange danskere med en dårlig smag i munden. Der var noget uretfærdigt ved det hele.
Men dommen blev til syvende og sidst accepteret: det var nu engang lovbrud, Støjberg havde begået og ovenikøbet brud på Menneskerettighedskonventionen – og tænk: 29 ud af 30 dommere var enige.
Men er menneskerettigheder love eller er de rettigheder?
Menneskerettighedernes fader er den amerikanske præsident og hovedforfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776, Thomas Jefferson, som senere var medforfatter til 10 tillæg til den amerikanske forfatning i 1791, the Bill of Rights, om menneskerettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed osv.
Uafhængighedserklæringen må vore dages jakobinere, såvel i Danmark som i EU, logisk set erklære for lovbrud på linje med Støjbergs (og Polens) forbrydelser.
Amerika var jo Englands koloni og underlagt dets love.
Det nye, retsfilosofisk set, var ikke blot, at Jefferson og hans medsammensvorne gjorde oprør, men at de forsvarede det med, at de moralsk havde ret til det.
Hvorfor? Fordi, siger Thomas Jefferson, alle mennesker er født lige, med visse uomtvistelige rettigheder, som ingen lov kan tage fra dem: ingen lov kan tage deres frihed fra dem, ingen lov kan tage deres liv fra dem og ingen lov kan tage deres ret til at søge lykken på deres egen måde fra dem.
Da en Nazistisk domstol i 1943 dømte lederne af en gruppe unge universitetsstuderende, Weisse Rose samt Hans og Sophia Scholl, til døden for at have brugt deres ytringsfrihed til at uddele løbesedler med kritik af Nazistyret, holdt den sig til de gældende love på punkt og prikke.
Men Nurnberg-domstolen dømte alligevel efter 2.Verdenskrig ledende nazister til døden for at have krænket deres ofres, inlusive Weisse Roses, menneskerettigheder, herunder retten til frihed, ytringsfrihed og retten til at leve.
Borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1960’erne brød uretfærdige, racistiske, love i Sydstaterne med folkelig opbakning, fordi lovene brød sorte amerikaneres menneskerettigheder.
Tillader Menneskerettighedskonventions artikel 8 barnebrude? Nej, vel? Artikel 8 omhandler en af Jeffersons menneskerettigheder, nemlig som der står:” Ret til respekt for privatliv og familieliv.”
Det fastslås ovenikøbet udtrykkeligt i artikel 8, at ”Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for ……..at beskytte andres ret og frihed.”
Søgte Støjberg ikke at ”beskytte andres, nemlig barnebrudes, ret og frihed”?
Er Islamisk lov, som tillader barnebrude, ikke en krænkelse af unge kvinders menneskerettigheder, deres ”ret og frihed”, som ingen lov kan tage fra dem?
Ud fra denne synsvinkel er det Støjbergs og den enlige lægdommers udlægning af Thomas Jefferson og Menneskerettighedskoventionens artkel 8 som har ret. Og hvis det er rigtigt, falder rigsretsdommen om brud på Ministeransvarlighedsloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 8 sammen som et korthus.
Hvor mange af de 29 rigsretsdommere tænkte på Jefferson eller Weisse Roses (og ikke kun på jura), da de endte Støjbergs karriere?
Ingen.
Og hvis de havde gjort sig nogen tanker, ville de havde svaret med at sværte Jefferson til som en hykler og racist, fordi han var en slaveejer. Jefferson var hverken hykler eller racist, men han var slaveejer. Hvad venstrefløjen og dens borgerlige medløbere glemmer at nævne er, at det i Virginia, hvor Jefferson jo boede, på den tid var imod loven at frigive slaver. Og at Jefferson flere gange fremsatte lovforslag om frigørelsen af slaverne, som alle blev nedstemt.
Hvor mange jurister i EU-Kommissionen tænkte på den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 som retfærdigt lovbrud eller indkalkulerede Polens dårlige erfaringer med Sovjetunionens overherredømme fra 1945 til 1989, før de indklagede en demokratisk folkevalgt regering for traktatbrud?
Ingen.
Og hvis de havde gjort det, ville de have sagt, at lov er lov og lov skal holdes.
Men love som er uretfærdige og ulovlige, som tilfældet er i EU, eller de facto og de jure muliggør barnebrude som i Støjberg-sagen, skal ikke holdes.
Men det er en sandhed, som vælgerne forhindres i at gennemskue, fordi der i bund og grund er tale om politiske magtmisbrug tilsløret som juridiske spidsfindigheder, som ingen djævel i disse Covid-19 tider har tid og overskud til at sætte sig ind i.
EU-Kommissionen vil, forståeligt nok, have mere magt og den magt vil visse nationalstater som f.eks. Polen, som er belært af fortidens erfaringer, ikke afgive.
Derfor skal landet kanøfles.
Støjbergs nationalpopulistiske retorik har klangbund blandt vælgerne, men ikke blandt Københavns multikulturelle elite, som lige har gjort Enhedslistens gammelkommunister til det nye største parti i hovedstaden.
Derfor skal Støjberg kanøfles.
Politiske uoverensstemmelser skal afgøres politisk, dvs. af vælgerne, ikke af politiserende domstole og rigsretter. Problemet er bare, at hvis vælgerne kendte sandheden, ville hverken Polen eller Støjberg stå så isoleret som de gør. Det ved EU-tilhængerne og Støjberg-modstanderne.
Så det er ingen tilfældighed, at de mennesker i Danmark og i EU, som tilslører retssagernes egentlige karakter og har en interesse i, at sandheden ikke kommer frem, i begge tilfælde er de samme, nemlig venstrefløjen og hele EUs globalistiske, multikulturelle elite. Desværre ofte med hjælp fra politisk korrekte, borgerlige partier, som håber på en politisk gevinst ved at forråde deres eget politisk-filosofiske ståsted og arven fra Thomas Jefferson.
Sådan som EUs instutioner er skruet sammen, er det politisk umuligt at holde EUs ledere til ansvar. Det samme gælder heldigvis ikke Danmark. Husk det næste gang du sætter kryds.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)