Når Holbergs klassiske komedie Maskerade tager på turné fra 8. til 21. januar, afholder Det Kongelige Teater et hav af aktiviteter og workshops for skoleelever, som skal dykke dybere ned i Holberg og dansk dramatik.
I løbet af januar måned vil elever i hele landet prøve kræfter med skuespilkunsten og en af dansk dramatiks fadere, nemlig Ludvig Holberg. I alt skal ca. 400 elever og lærere i Odense, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Aarhus, Aalborg og Randers være med til alt fra poetry slam, dramaworkshops og til tekniske rundvisninger faciliteret af Det Kongelige Teater.
Alle aktiviteter tager udgangspunkt i Holberg og forestillingen Maskerade, som er på turné i januar. Sammen med tidligere danmarksmester i poetry slam, Peter Dyreborg, skal en håndfuld 7. og 8. klasser i blandt andet Aarhus, Vejle og Esbjerg arbejde med kreativ skrivning med afsæt i Holbergs univers. Eleverne får undervisning i poetry slam og skal herefter arbejde med deres egne tekster, stemmeføring og kropssprog, inden workshoppen afsluttes med en poetry slam konkurrence.
Eleverne får også mulighed for at afprøve deres skuespilevner til forskellige dramaworkshops. I blandt andet Odense og Vejle skal eleverne arbejde med tekster og temaer fra Maskerade og fremføre deres egne forestillinger. Derudover kommer en række elever helt tæt på produktionen bag en forestilling og får et særligt indblik i, hvad der foregår bag scenen, og hvad der skal til for at få en forestilling klar.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)